Har du fundet meningen med det hele?

Alt for mange mennesker i den vestlige verden har ondt i sjælen. Det skal vi have sat en stopper for. Lad os smide lykken på porten og i stedet forpligte os på noget, der ligger ud over os selv. Det vil ikke mindst de kommende studerende have godt af at huske.

Auguste Rodins »Grubleren« i Paris. Foto: Philippe Wojazer/Reuters/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: © Philippe Wojazer / Reuters

Da jeg underviste på The University of Texas for nogle år siden, fortalte en af mine studerende, der havde forsøgt at begå selvmord hjemme hos sine forældre, at hendes mor kom løbende med hendes studiebøger, da hun var på vej ud i ambulancen. Hun blev så formanet om, at nu måtte hun endelig huske at studere. Det er den verden, mange unge mennesker vokser op i – en verden, hvor man kun er noget i form af sine præstationer og performance, og hvor man bliver konstant presset til det yderste.

Det har mange af de unge mennesker, der 28. juli får svar på, om de er kommet ind på drømmestudiet, utvivlsomt også allerede oplevet, og de har lært at sætte lighedstegn mellem deres kunnen og deres væren.

Det må man aldrig gøre, for resultatet kender vi: Statistikkerne over unges mentale sundhed i den vestlige verden er skræmmende læsning. Dét at klare sig godt i konkurrencen er øjensynligt blevet indoptaget som kerneværdi af den enkelte, og det har skabt en hel generation, der kæmper for at holde hovedet oven vande.

Intet mindre end det perfekte er nemlig godt nok. Ja, det er blevet så grelt, at selv små piger nu ikke vil bade med hinanden, fordi de ikke lever op til et perfektionistisk ideal. Det er da heller ikke kun som underviser, at jeg har oplevet det pres, som mange unge lider under. Som far til tre teenagedøtre mærker jeg også de benhårde krav, som de dagligt udsættes for af et voldsomt konkurrencepræget skolesystem.

Jakob Holm Fold sammen
Læs mere

Løsningen er, at vi kollektivt udstikker en anden vej for de unge, men jeg er bange for, at det har meget lange udsigter – at klare sig godt i konkurrencen, at blive en finansiel vinder på fremtidens arbejdsmarked, ligger så dybt i vores kultur som en kerneværdi, at det er svært at forestille sig, at det bliver lavet om.

Hvad kan man så gøre? Man kan kaste sig over eksistentialistisk filosofi, og af den vej skabe et fundament, som man kan stå på, og som giver én kræfter til at stå imod.

Man kunne jo begynde med at kigge på, hvad der i virkeligheden er vigtigt for os mennesker, og af Kierkegaard og andre eksistentialister får vi at vide, at det, der kendetegner os, er, at vi er meningssøgende skabninger. Her trykker skoen allerede, for så skal vi jo ikke fortælle de unge mennesker, at bare de er lykkelige, så er alt godt, men i stedet opfordre dem til at lede efter meningen med det hele.

Der er nemlig stor forskel på lykke og mening: Lykke er en privat ting, et øjebliks rus, en god følelse, noget der gør mig glad i mit indre, men det er samtidig et højst usikkert fundament at stå på, fordi det er flygtigt.

Meningen derimod findes ved at forpligte sig på noget, der ligger uden for én selv og i ens relation til verden. Det, der gør meningen så fredfyldt for den enkelte, er, at man kommer ud af sit eget hoved og slipper for den evindelige larm, som ens hjerne har det med at udsætte én for, hvis man kun fokuserer på sin egen snævre lykke.

Jeg tænker tit, at vi er allermest menneskelige, når vi er allermest selvforglemmende, dvs. når vi har alt muligt andet for øje end opnåelsen af vores egen »succes«.

Jeg tror i den sammenhæng også, at vi ville gøre de unge mennesker en kæmpe tjeneste ved at afskaffe »den gode stol«, som mine børn blev udsat for i børnehaven i Danmark, og lignende initiativer, der kun har til formål at bevidstgøre barnet om sig selv, så det kan italesætte sig selv.

Det uhensigtsmæssige resultat er nemlig, at vi alle sammen bliver små selvbevidste psykologer, der har vores eget sind for som hjemmeopgave. Men det skaber kun stress og angst, at vi på den måde lærer de unge, at de skal finde »sig selv«.

Jo mere man får at vide, at man skal »være sig selv«, jo sværere bliver det nemlig i sandhed at være menneske, for hvad er det egentlig for et selv, man render rundt med?

Det kan hurtigt forekomme hult, for da vi som mennesker ikke er gennemsigtige for os selv, får vi aldrig et svar på, hvad selvet er, uanset hvor dybt vi kigger ind i os selv. Det forsvinder som sand mellem fingrene på os, når vi prøver at sætte ord på det.

Der er altså kun én vej ud af miseren, og det er, at vi skal ud over os selv. Vi skal skabe relationer til verden, vi skal forpligte os på noget, der rækker langt videre end selvet, vi skal erkende, at vi i os selv er uinteressante, men at det er i samklang med andre, at vi bliver til; som eksistentialisterne anfører, så er vi intet ud over vores handlinger.

Ja, som Hannah Arendt påpeger, så er det kun via handling, vi udtrykker vores frihed. Man kan ikke være fri, når man blot sidder i sin stue, og jeg kan tænke herfra til evigheden over, hvem jeg er, uden at nå et resultat. Så ud med »den gode stol«, coaching, jagten på individuel lykke, selvterapi og ind med rundbold, »næsten«, fællessang, ansvar. Det er der, at man finder meningen.

Et godt eksempel, som de fleste kan nikke genkendende til, er erfaringen man får, når man bliver forælder. Undersøgelser har vist, at det går hårdt ud over lykken, da man både bliver fattigere, sover dårligere, har mindre sex, etc., men der er jo intet, der er mere meningsfuldt end at kigge ind i øjnene på sine børn.

Det kan altså godt være, at jeg som far ikke er blevet lykkeligere af at have fået børn, men alligevel ville jeg jo aldrig være foruden dem, da de har sat mit liv på sporet og anvist det en retning.

Desuden er der den lille krølle, som alle ved, der jævnligt fokuserer på noget andet end deres egen tilfredsstillelse, at jo mere man giver af sig selv, jo mere får man igen. Det er også derfor, at vi skal fokusere på meningen med det hele.

Der er andre gode eksistentialistiske råd, som jeg ville give til unge mennesker, der har ondt i sjælen, og som har brug for en hjælpende hånd, inden studiet begynder, herunder at man ikke bør have en fast forestilling om sig selv og sige »sådan er jeg«, for så låser man sig fast i et billede af sig selv.

Åbenheden i forhold til at være menneske giver derimod ro i sjælen; man kan lade sig overraske af sit selv i stedet for indestængt at ville styre det med en kontrollerende hånd.

Det er også vigtigt at tilføje, at vi ikke skal stræbe efter ligevægt, for evig harmoni er uopnåelig, fordi vi mennesker har et uudslukkeligt behov efter at sætte vores frie vilje igennem; derfor er vi destruktive, men også skabende: Når jeg har besteget et bjerg, kigger jeg mig om efter det næste – tilfreds bliver jeg på den måde aldrig. Det er vigtigt at acceptere dette, for deri ligger også erkendelsen af, at mennesket ikke kan perfektioneres: Vi vil aldrig blive ét med verden, men altid slås med den og forme den efter bedste evne.

Noget af det vigtigste at huske på er desuden som anført, at man aldrig er lig med sine karakterer og sin ydeevne. Man finder nemlig kun hjem i verden ved at forholde sig til den med ydmyg taknemmelighed, ikke ved hjælp af styrke. Det er også derfor, at det er så vigtigt at kunne le ad sig selv: Selvhøjtidelighed fører lige lukt til selvoptagethed, og så har vi igen problemet med det forbandede selv, som jagter sin egen hale.

Hvis man er ydmyg, lattermild, taknemmelig er man også i mindre grad tilbøjelig til selvbedrag, og det er essentielt. Vi fortæller nemlig konstant os selv historier om, hvordan vi ikke kunne handle anderledes i en given situation og undskylder på den måde vores adfærd.

Når det kommer til stykket, har vi dog som oftest friheden til at handle anderledes, hvis vi skal være ærlige. Uanset hvad der sker med én, er det under alle omstændigheder altid i ens magt at forholde sig frit til det skete. Den frihed mister vi aldrig. God fornøjelse med studiet – og med at finde meningen med det hele!

Jakob Holm, presseattaché på den danske ambassade i London, er forfatter til bogen »Meningen med det hele. Om at være, elske og dø«, der netop er udkommet.