Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Har Danmark et A- og B-hold?

Langkaer Gymnasiums løsning med at oprette klasser med kun indvandrerbørn er ifølge kronikøren den lige vej til apartheidlignende tilstande. Foto: Flemming Krogh Fold sammen
Læs mere

I mange år har især venstrefløjen anvendt terminologien om, at man ikke ønsker et A- og et B-hold i Danmark. Med et A- og et B-hold har man ment, at der skulle være forskel på folk og at alle skulle have lige muligheder i livet.

Hvem definerer et A-hold og et B-hold? Ja, indtil nu har det været især politikere fra rød blok, som har defineret de to hold, men hvad nu hvis hold B også selv er med til at definere sin egen eksistens, fastholder den og ligefrem dyrker den? Med andre ord: hvad nu hvis det at være et B-hold kommer til at konstituere dig som dansker og som menneske?

Jeg fik tanken til denne kronik efter, at Langkaer Gymnasium i Aarhus kom i medierne som det første gymnasium i Danmark, der havde valgt at adskille etnisk danske elever fra elever med indvandrerbaggrund. Jeg kender selv gymnasiet, da en af mine tidligere ægtefæller har gået her i 1980erne. Dengang udgjorde elever med indvandrerbaggrund et lille mindretal. Baggrunden for opdeling af eleverne er interessant, idet 80 procent af eleverne på Langkaer Gymnasium har indvandrer­baggrund, og man frygter simpelthen, at etnisk danske elever ville føle sig utilpas blandt så mange elever med indvandrer­baggrund.

Allerede her hopper kæden af for mig. For eleverne med indvandrerbaggrund er jo for langt de flestes vedkommende født og opvokset i Danmark, så de er altså lige så danske som jeg. Eller burde være det! Men de ser åbenbart ikke sig selv som lige så danske som etniske danskere. De definerer altså sig selv som et B-hold eller et hold 2.

TV-avisen havde interviewet flere af eleverne med indvandrerbaggrund, der sagde, at de på den ene side gerne ville være sammen med etniske danskere, men også følte sig mere trygge blandt deres egne. Pigerne så også markant anderledes ud, da de fleste bar tørklæde. Så ikke nok med, at eleverne i deres sind definerer sig selv som anderledes, de viser det også i deres påklædning. Tørklædet bliver her et meget synligt symbol på, hvem der tilhører A- og B-holdet.

I debatten om, hvorvidt Langkaer Gymnasium handlede fornuftigt eller ikke, har man anvendt ordet »apartheid«. Jeg talte for nylig med en af mine venner, der er hvid sydafrikaner, og som bor i Portugal. Hun er på min alder og opvokset i Sydafrika under apartheid. Som de fleste hvide sydafrikanere finder hun i dag, at apartheid var et meget sygt system, men fordi det fra statens side var defineret som normalen, tænkte man ikke over det. Man definerede blot et A-, B- og C-hold, nemlig de hvide, de farvede og de sorte. Forskellen på apartheid og situationen på Langkaer Gymnasium er, at det i Syd­afrika var regeringen, der definerede de forskellige hold, men på Langkaer Gymnasium er det ikke kun ledelsen, men også indvandrereleverne selv, der vælger at definere sig selv som B-hold.

Hvorfor vælger disse elever så bevidst at definere sig selv som anderledes, når de nu er født og opvokset i Danmark? Svaret, tror jeg, ligger hos deres forældre. Eleverne er 15-16 år gamle og ønsker som alle andre et godt liv med succes. Som udgangspunkt er mennesket født lige, når det gælder værdier og holdninger. Det er vores forældre, der præger os og opdrager os. Så det må være indvandrerbørnenes forældres ønske, at deres børn definerer sig som anderledes, og at de ikke bliver danske som etniske danskere. Forældrene ønsker et B-hold.

Farligt for sammenhængskraften

Det er efter min mening meget farligt for et samfunds sammenhængskraft, når man tillader opdeling i forskellige hold. Sydafrika lider stadig under efterdønningerne af apartheid, da man nu giver sorte sær­behandling på flere områder. Sydafrika har fået en helt ny underklasse af hvide, som ikke har mange chancer i livet.

Som gruppe udgør indvandrere i Danmark også en svag gruppe. De er oftere arbejdsløse, dårligt uddannet, på overførsels­indkomst og i fængsel i forhold til etniske danskere. I skolen klarer især indvandrerdrengene sig markant dårligere end etniske danskere. Hvis man så tillader denne gruppe at definere sig selv som anderledes, risikerer man en uhensigts­mæssig dyrkelse af sin egen identitet, som kan føre til, at nogle af dem lader sig radikalisere. For mig er det en skandale, at gymnasieelever født i Danmark ikke ser sig selv som danske, men som »anderledes danske«. Vi er alle danskere og skal opføre os som sådan uanset hår- og hudfarve.

Hvad kan konsekvensen blive for de indvandrerunge, som allerede i gymnasiet definerer sig som anderledes danske? Ja, de kan f.eks. få det svært på det danske arbejdsmarked. I skandinavisk sammenhæng kræves det, at man kan arbejde i teams for at få en virksomhed til at yde optimalt. Hvis en del af medarbejderne ser sig selv som anderledes med andre værdier, kan det skabe samarbejdsproblemer, hvilket på sigt kan lede til, at en virksomhed vil fravælge personer med indvandrerbaggrund af frygt for at få personalemæssige problemer. Kan man ikke falde ind i arbejds­pladsens jargon, er man ofte ilde stedt. Så indvandrernes efterkommere risikerer dermed at begrænse deres egne muligheder for at få et godt arbejde, hvis man vælger at definere sig selv som noget særligt.

Den lige vej til apartheid

Hvordan kan man så undgå denne opdeling? Hvad skal der til, for at elever med indvandrer­baggrund og etniske danskere føler sig trygge i hinandens selskab? Det er helt uacceptabelt, at unge danskere tilsyne­ladende ikke kan gå en gymnasieklasse uden at skelne til etnicitet. Langkaer Gymnasiums løsning med at oprette klasser med kun indvandrerbørn er den lige vej til apartheidlignende tilstande. Undersøgelser viser, at det faglige niveau i klasser med mange indvandrere er lavere i mere blandede klasser.

Nogle har foreslået en fordeling af indvandrer­elever til andre skoler, hvilket er den bedre idé end de opdelte klasser. Men man kommer ikke udenom at løse problemets rod, nemlig børnenes forældre, som sår kimen til deres børns opfattelse af at være »anderledes danske«. Forældrene definerer selv B-holdet. Har eleven gået på en muslimsk privatskole inden gymnasiet, er problemet endnu større. For her kan indoktrineringen vedrørende at føle sig anderledes for alvor tage fart.

Derfor er det bydende nødvendigt at tage et opgør med forældrene til indvandrer­børnene. Der skal stilles fokus på, om det er hensigtsmæssigt, at Danmark accepterer parallelsamfund og parallelskoler. Første skridt kunne være et forbud mod at bære tørklæde i alle skoler – både folkeskoler og privatskoler. Tørklædet er en så markant og synlig manifestation af, at man definerer sig selv som tilhørende et andet Danmark end det, jeg er opvokset i. Det valgte man meget klogeligt i Tyrkiet i mange år. Vi skal huske på, at det er »mit Danmark«, der har budt indvandrerforældrene velkommen og betalt for deres uddannelse og for manges ved- kommende overførsels­indkomster. Havde »mit Danmark« ikke eksisteret, var der ingen penge til at modtage indvandrerne.

Jeg bebrejder ikke eleverne på Langkaer Gymnasium. Jeg bebrejder indvandrer­børnenes forældre og de politikere, som har tilladt, at vi ikke bare definerer os alle som et A-hold.

Langkaer Gymnasiums dilemma er en milepæl i nyere danmarkshistorie. Det er symbolet på et Danmark, som jeg for alt i verden vil undgå. Apartheid i Sydafrika var en skændsel. Omverdenen måtte ”hjælpe” systemet på vej. På samme måde tror jeg, at det danske samfund er nødt til at »hjælpe« indvandrerbørn og deres forældre på vej. Tørklædeforbud i skoler, fordeling af elever med indvandrerbaggrund på andre skoler er første skridt på vejen, men vi kommer ikke uden om, at ghettoen med parabol­antennerne skal have en langt mere radikal og direkte håndtering fra »mit Danmark« end hidtil. Hvis der ikke handles nu, er Langkaer Gymnasium om ti år rutine og ikke undtagelsen. Lad os alle være et A-hold og definere os som danskere. Både vi med blondt hår og dem med sort hår.

Henrik Day Poulsen er psykiater og ph.d.