Han var velfærdens grundlægger

»Hans Hedtofts insisteren på demokrati, frihed og sikkerhed står om noget tilbage. Han var med til at lægge grundstenene til vores velfærd og frihed.«

29debHenrikSassLarsen.jpg
Henrik Sass Larsen, Socialdemokratiet. Fold sammen
Læs mere

Af Henrik Sass Larsen

MF (S)

I disse dage er det 60 år siden, at Danmarks statsminister og flere gange Socialdemokratiets partiformand gik bort og efterfølgende blev ført gennem Københavns gader, inden han fandt hvile på Vestre Kirkegaard i København.

Hedtoft var en sammensat politiker, der havde en ukuelig tro på, med Jens Otto Krags ord, »at man ved en personlig indsats, ved vilje, flid, ukuelighed, idealisme og charme, alt samlet i en stærk mands hele fysiske og åndelige kraft, kunne ændre politiske realiteter.« Krag afsluttede sætningen med: »Det kan man meget sjældent.«

Ikke desto mindre lykkedes det Hedtoft at sætte sig store spor i danmarkshistorien.

Hedtoft overtog formandsposten for Socialdemokratiet efter Thorvald Stauning i 1939 til 1941 – og derefter fra 1945 til sin død i januar 1955.

Socialdemokratiets historie går tilbage til 1871. Men inden Hans Hedtoft havde der kun været to socialdemokratiske partiformænd, der uden nogen form for omsvøb tilsluttede sig en reformistisk og resultatorienteret kurs: P. Knudsen og Thorvald Stauning. Det har været meget store sko at skulle udfylde.

Hedtoft gik, som mange af hans samtidige, bort i en alt for ung alder. Han var kun 51 år, da han i forbindelse med et møde i Nordisk Råd døde på et hotelværelse i Stockholm. Han nåede aldrig at opleve det velfærdssamfund, som for alvor udviklede sig fra midten af 1950’erne og som var hans store politiske projekt gennem hele livet.

Når det alligevel i høj grad er værd at skænke Hedtoft en tanke i dag, skyldes det ikke mindst, at han var blandt den kreds af mennesker, som lagde de fundamentale hjørnesten, der gjorde det moderne Danmark muligt. Og som vi i dag stadig nyder godt af.

Hedtoft var uden tvivl en drømmer. Og han gik op i det politiske slagsmål med liv og sjæl i en grad, som indimellem kunne blive for meget også for hans nærmeste.

Født i Aarhus som den yngste i en børneflok på 11 i starten af forrige århundrede stod troen på solidaritet og mellem verdens folk, troen på demokrati og troen på fremgang og frihed for Danmark urokkeligt fast som pejlemærker for hans politiske indsats.

Under Thorvald Stauning var Hedtoft partisekretær i Socialdemokratiet. Og det er den duo, der for alvor moderniserer partiarbejdet i Danmark. Både gennem en langt stærkere og professionaliseret politisk kommunikation og udvikling af nye virkemidler. »Stauning eller Kaos« fra valget i 1935 er det ypperste eksempel herpå.

Og med tanke for den nuværende debat om Helle Thorning- Schmidts placering i socialdemokratiske kampagner, kan man i hvert fald konstatere, at det ikke er noget nyt. Det trækker tværtimod tråde 80 år tilbage i historien.

Det er interessant, at de to også udvikler den socialdemokratiske politiske platform. Fra at have været et parti, der alene havde industrialiseringens arbejderklasse for øje, udvikles Socialdemokratiet til et folkeparti. Med »Danmark for Folket« som parole ændres Socialdemokratiet til et parti, der appellerede og nød stor opbakning blandt hele den danske befolkning.

Udviklingen af Socialdemokratiet til et folkeparti foregik også under de to perioder, hvor Hedtoft var partiets formand. Således understregede Hedtoft, at socialdemokratisk politik ikke er klassepolitik.

Det var ikke en klassekamp, Socialdemokratiet med Hedtoft i spidsen ønskede. Naturligvis kunne det konstateres, at der var – og fortsat er om end i andre udformninger – klasser i Danmark. Den sociale struktur skulle udfordres gennem det politiske arbejde. »Det er ikke socialistisk at lade ét klassevælde afløse af et andet,« som han selv rammende udtrykte det.

Værnet om det danske demokrati stod helt centralt for Hedtofts tænkning allerede fra de unge år. I en tid, hvor totalitære ideologier nød stor opbakning over hele Europa, afviste Hedtoft lette og simple svar.

I Leif Thorsens biografi beskrives det eksempelvis, hvordan Hedtoft omkring 1924 læste en artikel i Kommunistisk Aarbog omhandlende en række revolutionære teorier. »Vrøvl og vås« har den dengang 20-årige Hedtoft skrevet i marginen. Statsmagten var ikke et redskab i kapitalistklassens hånd mod arbejderne. Gennem frie demokratiske valg skulle statsmagten bruges til at udbygge goder og rettigheder for arbejderklassen.

Hedtoft selv beskrev Socialdemokratiets ønsker således: »Vi ønsker på lovens grund at arbejde for en gradvis ændring af de økonomiske forhold for at sikre alle mennesker det retmæssige udbytte af eget arbejde og at bygge et værn om menneskets sociale tryghed.«

På lovens grund er det helt centrale. Hovedfjenden for Hedtoft, Socialdemokratiet og det danske demokrati, var kommunismen i sin søgen på at splitte arbejderklassen og den gryende nazisme syd for grænsen.

Kampen mod de totalitære ideologiske strømninger fyldte meget i størstedelen af Hedtofts politiske liv. Han var en af initiativtagerne til det, der senere blev AIC – Arbejderbevægelsens Informations Central, der havde indsatsen mod kommunismen ude på arbejdspladserne som hovedvirke.

I 1940 indledes den tyske besættelse af Danmark. Hedtoft har på det tidspunkt gentagne gange gjort sig til talsmand for meget stærke anti-nazistiske ytringer, der kommer til at forfølge ham frem til krigens afslutning. Af flere omgange behandles »Hedtoft-spørgsmålet«. Ikke mindst på grund af den tyske gesandt, von Renthe-Fink, samt danske nazisters personkampagne mod Hedtoft.

Hedtoft afstår på den baggrund fra hvervet som partiformand i 1941, men fortsætter sit politiske arbejde og samarbejde med modstandsbevægelsen under hele krigen. Han har eksempelvis en helt central rolle i forbindelse med advarslen om aktionen mod de danske jøder i 1943. Hedtoft har et fortroligt forhold til det tyske gesandtskabs marinekyndige, Georg Duckwitz.

Om aftenen 28. september mødes Duckwitz i et hemmeligt lokale i det, der i dag er Arbejdermuseet i Rømersgade med Hedtoft, H.C. Hansen, Vilhem Buhl og Alsing Andersen.

Duckwitz overbringer de fire beskeden om, at der er truffet beslutning om, at »jødespørgsmålet« nu skulle håndteres i Danmark og de danske jøder skulle deporteres til Tyskland. Hedtoft og H.C Hansen advarer formanden for Mosaisk Trossamfund, C.B. Henriques, der næste morgen forestår advarslen til den jødiske menighed. Af de flere end 7.000 jøder, der var i Danmark, lykkedes det at sikre langt størstedelen om end knap 500 blev deporteret til Tyskland.

Men Hedtofts måske største politiske bedrift ligger i hans indflydelse på Danmarks udenrigspolitiske stilling i årene efter Anden Verdenskrig.

Hedtoft arbejdede intenst for at skabe et nordisk alliancefrit forsvarsforbund. Drømmeren Hedtoft så for sig en handels- og forsvarsunion i Norden. Og lykkedes også med at skabe Det Nordiske Råd. Men de politiske realiteter var alvorlige på det tidspunkt. Drømmen om det samlede Norden forblev en drøm.

Hedtoft lagde derfor sine fulde kræfter ind i dansk tilslutning til Atlantpagten, der ændrede både Socialdemokratiets stilling og Danmarks udenrigspolitiske kurs ved optagelsen i NATO i 1949.

Medlemskabet af NATO cementerede Danmarks sikkerhed og selvstændighed. Til trods for, at Danmark brugte langt mindre på forsvarsudgifterne end de øvrige NATO-lande, indtrådte Danmark i et meget tæt samarbejde med USA.

Det er beskrevet, hvordan Hedtoft i 1952 som oppositionsleder besøger den amerikanske udenrigsminister Dean Acheson og hvordan den amerikanske administration delte socialdemokraternes syn på truslen fra kommunismen. Både i Østblokken som internt i Danmark.

Den politiske forståelse gav rum for den udvikling af velfærdsstaten, der for alvor tog til i 1950’erne, hvor det universalistiske princip blev søsat.

Arven fra Hedtoft handler om meget. Han var en mand, der i en ung alder skrev sig ind i historien. Hans insisteren på demokrati, frihed og sikkerhed står om noget tilbage. Han var med til at lægge grundstenene til vores velfærd og frihed. En mand, der er værd at mindes.