Hæv niveauet på humaniora

Linda Maria Koldau: Hvor mange bachelorer og kandidater har et samfund brug for? Ikke en eneste, hvis deres eksamensbevis kun er et stykke papir, hvis fine løfter ikke bliver indfriet med en funderet uddannelse, konkrete kompetencer og modenhed hos den p

Fold sammen
Læs mere

I mine tre år som professor i Danmark har jeg oplevet universitetet som en kvælende administrativ struktur, hvor kvalitet, effektivitet og produktivitet ingen rolle spiller. Dette er resultatet af det såkaldte New Public Management (NPM), som imidlertid gennemsyrer hele den offentlige sektor. I den højere uddannelse betyder dette forfejlede managementsystem en katastrofe for hele landet.

I min trilogi Jante Universitet, hvis første bind udkommer i dag, skildrer jeg hverdagen bag NPM-universitetets høje mure: dens smålige intriger, absurd administration, ledelsens hemmelige retsbrud og en katastrofal uddannelseskvalitet. Sådan ser virkeligheden bag den skønne facade ud.

»Bussen er kørt for det klassiske universitet,« siger humanioras dekan på Aarhus Universitet. Men hvilket alternativ byder hun til det »klassiske universitet«? En uddannelse, der intet har med akademisk niveau og international konkurrencedygtighed at gøre. Studieordninger, der viser sig at være en farce, når man læser dem med lidt kendskab til faglighed og pædagogik. En opsvulmet administration, der sluger skattepenge uden at yde den nødvendige service til de akademiske ansatte, som laver det egentlige arbejde på et universitet. Ansatte, der bliver syge af stress – eller af ledelsens chikaner. Det der sælges som »moderne universitet« er fup.

Et samfund, der ødelægger sit uddannelsessystem ved at udhule kvaliteten i uddannelsen, ødelægger sig selv. Der er påtrængende brug for reform: Det gælder de unge generationers arbejdschancer og hele Danmarks økonomi og internationale konkurrencedygtighed. Universiternes NPM-ledelse gør alt for at sløre universitetsuddannelsens krise. De kommer med fine tal og storslåede udsagn om ranking-pladser. Men ledelsens notoriske målinger, registreringer, målsætninger og kvantitative krav har intet at gøre med produktion af høj, akademisk kvalitet.

Flere skandalesager og et utal af artikler viser, at universiteternes skønne facade imidlertid har fået alvorlige sprækker. I den aktuelle psykiske arbejdspladsvurdering på Aarhus Universitet siger 89 procent af de ansatte på Det Humanistiske Fakultet, at dekanatet ikke lytter til deres anliggende og ekspertise. Dermed har ledelsen tabt de ansattes tillid. I ethvert demokratisk system ville det betyde, at ledelsen må gå af. Men på de offentligt finansierede universiteter kører systemet bare videre – og snyder skatteyderne og samfundet ved at presse de studerende i værdiløse humanistiske uddannelser.

New Public Management som styreform karakteriseres ved et kæmpeapparat af eksterne kontrolmekanismer. Mekanismer som officielt bruges til at benchmarke, kvalitetssikre og resultatorientere den offentlige kerneydelse, men som ofte reelt bruges til at legitimere politisk styring og ikke-faglige ledelsers egenrådighed over for højt specialiserede faglige medarbejdere.

Således også på universiteterne i Danmark, hvor den såkaldt faglige kvalitetssikring, akkreditering, ophøjes til sandheden om det faglige niveau på universiteterne. Men akkrediteringerne er, som de fleste andre eksterne NPM-kontroller meningsløse, fordi de bygger på eksternt og forfejlede kriterier og tal.

Akkrediteringen i 2012 gav bedste karakter til mange fag på Aarhus Universitet. Uanset den skandaløse kvalitet disse fag byder i forskning og uddannelse. Som professor på Aarhus Universitet har jeg selv oplevet, hvordan akkrediteringsrapporterne blev stykket sammen. Kvalitet skulle vises igennem kvantitet: antallet af gæsteundervisere i et kursus skulle f.eks. formidle, at uddannelsen angiveligt har høj kvalitet. Dermed blev afdelingens forfejlede patchwork-system solgt som »høj akademisk kvalitet« – et system, hvor de studerende får en ny gæsteunderviser med et nyt tema hver uge, uden sammenhæng. De studerende klagede ofte over dette – en sammenhængende læringsproces var umulig, og de vidste ikke, hvordan de skulle skrive en eksamensopgave. Men til akkrediteringen blev det solgt som succes og »høj kvalitet«.

Rigsrevisionsens rapport fra september 2012 har imidlertid taget fat i akkrediteringens afgørende problemer ved at kritisere tre afgørende punkter: Akkrediteringen siger intet om, hvor megen undervisning de studerende får, hvilken kvalitet (»forskningsbasering«) undervisningen har, hvor pålidelige de data egentlig er, universitetet har givet dem.

Netop disse kriterier er fuldstændig afgørende for spørgsmålet om den faglige kvalitet af en uddannelse. Rigsrevisionen synliggør med sin udpegelse akkrediteringens mangler, at Uddannelsesminsiteriets kontrolforanstaltning er utroværdig.

Akkrediteringsinstitutionen forkynder nu med stolthed, at vi er på vej til et nyt, bedre akkrediteringssystem. Bedre? Planen er at fremover godkender universiteterne og ikke selve uddannelserne. Det er altså op til universiteterne selv fremover at holde styr på, hvorledes der er kvalitetet i undervisningen eller ej. Det er det samme som at lade ræven vogte gæs: Universiteterne har selvfølgelig ikke interesse i at betone de eksisterende svagheder i deres uddannelser.

Slut med farcen: Eksterne målinger, rankings og akkrediteringerne kan ikke længere bruges til at opretholde facaden af, at de humanistiske uddannelser har et tåleligt niveau. Der er brug for reform. Jeg foreslår syv punkter i en nødvendig reform af den humanistiske uddannelse.

1. Afskaf taxametersystemet. Taxametersystemet er en planøkonomisk foranstaltning. Det er kendt, at planøkonomi dyrker kvantitet på kvalitetens omkostning. Dermed forhindrer det netop uddannelser af høj kvalitet.

2. Strikte adgangskrav. For at udklække kandidater, der er egnet til erhvervslivet, har humaniora brug for fremragende talenter. Strikte optagelsesprøver og krav som f.eks. to fremmedsprog ud over engelsk ville markant øge kvaliteten i den humanistiske uddannelse.

3. Internationalt konkurrencedygtige lektorer og professorer. Højere krav til dem, der uddanner de studerende: Hvad står der på deres CV og publikationslister? Ville de kunne bestå i den internationale konkurrence? Enhver ny lektor, der bliver ansat på et dansk universitet, skulle først have haft en tilsvarende stilling på et universitet uden for Skandinavien. Så kan vi sikre os, at de studerende får international kvalitet.

4. Undervisningsfrihed. Fremragende kvalitet i undervisningen forudsætter, at underviserne yder deres bedste. Idag tvinges undervisere til at undervise i fag, de ikke er kvalificeret i. Det er en pervertering af universitetetsprincippet. Giv dem endelig lov til at undervise i deres forskningsområder.

5. Flere undervisningstimer. Det koster ikke flere penge, tværtimod. Det potentiale, som findes, kan tredobles: Når undervisere ikke længere tvinges i teams, men endelig får lov at undervise i eget regi, får vi det tredobbelte i undervisningstimer fra samme personale.

6. Mangfoldige studieordninger. Slut med de fastskrevne studieordninger uden valgmulighed. Studieordninger i Tyskland og USA tilbyder et mangfoldigt spektrum med valgmulighed for de studerende. De studerende kan vælge, hvor de vil koncentrere deres viden og kompetencer. De overtager selv ansvar for deres uddannelse – og bliver ikke snydt med studieordninger, der sælger fup bag store DJØF-danske ord.

7. Endelig: Inddrag omsider akademiske eksperter i universitetets bestyrelse. Så længe Uddannelsesministeriet lytter til administratorer og managere uden anelse om, hvad universitetsuddannelse i international kvalitet er, vil universitetet i Danmark forblive et Molok, der sluger milliarder og samtidig udhuler Danmarks fundament – nemlig den uddannelse, der sikrer, at Danmark har en sund økonomi og kan forblive internationalt konkurrencedygtig.