Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Hadet til de produktive klasser

Camilla Paaske Hjort: Dybt i velfærdsstatens bug syder hadet til alle ikke-syge, ikke-gamle, ikke-traumatiserede og i det hele taget ikke-ynkværdige mennesker, der tillader sig at benytte sig af den kollektive forsikringsordning, velfærdsstaten også er.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvad har Margrethe Vestagers forslag om at tage børnechecken fra de såkaldt »velstillede« at gøre med den voldsomme kritik, der i næsten samtlige danske medier er haglet ned over en studerende ved navn Sofie V. Jensen, der i Politiken for nylig »krævede retten« til at kalde sig »fattig«?

Svaret er det sydende had, der lurer dybt i velfærdsstatens bug, til alle ikke-syge, ikke-gamle, ikke-traumatiserede og i det hele taget ikke-ynkværdige mennesker, der tillader sig at benytte sig af den kollektive forsikringsordning, velfærdsstaten også er. Den ordning de arbejdsomme og produktive vel at mærke ikke selv frivilligt har meldt sig ind i, men er tvunget ved lov og magt til at betale over halvdelen af deres løn til. Samt, ikke at forglemme, den ordning, hvorigennem denne skrumpende klasse af nettoydere forsørger alle de (flere og flere) svagelige, uarbejdsdygtige og ikke-arbejdsvillige personer i dette land.

De såkaldt »velstillede« skal simpelthen bare holde kæft og punge ud, hvis det står til Margrethe Vestager, store dele af venstrefløjen samt et ikke ubetydeligt antal såkaldt borgerlige, hvis livslange indoktrinering i Velfærdsdanmark har inficeret dem med socialdemokratisk smålighed. Ikke et ord om, at skatten forhindrer de »velstillede« - og os andre - i selv at tage det fulde økonomiske ansvar for vores familier. Ikke et ord om, at børnechecken faktisk er en kompensation herfor, som de »velstillede« på - indrømmet - lettere absurd vis betaler tilbage til sig selv, når deres skattekroner har været en tur gennem den offentlige støvsuger, som undervejs i processen har opslugt cirka fem gange disse kroners værdi i administrationsgebyrer.

Sofie V. Jensen er vistnok ikke en af dem, Margrethe Vestager eller nogen anden ville kalde velstillet, men alligevel hader vi hende, afslører den seneste tids mediedebat. En sund og rask, ung kvinde - allerede der er vi mistænksomt stemt over for hende; hun har jo »ressourcer« - har tilladt sig at pege på de mere dødssyge elementer i livet som studerende på Velfærdsdanmarks præmisser. Et liv der er præget af, at skattemor har eroderet de studerendes familiers velstand, således at deres økonomiske forhold under studietiden er overladt til statens nåde. Staten kører, i denne sammenhæng som i alle andre, jævnt hen efter præmissen »one size fits all«. Alle studerende i Danmark forventes således at gå trallende og veltilpassede igennem et maksimalt 6 år langt, offentligt blåstemplet uddannelsesforløb, med hele 5.500 gode statskroner før skat på lommen hver måned. De forventes også at kunne indpasse deres studiejobs til at ligge under det ubegribelige »loft« for indtjening ved siden af SUen. Loftet dikterer reelt, at de studerende endelig ikke må arbejde for mange timer eller kvalificere sig tilstrækkeligt til at få en høj timeløn under studieårene, hvilket naturligvis ansporer til almindelig ladhed og laden stå til, som så mange andre forhold i Velfærdsdanmark gør det.

Men hvorfor alle disse rasende reaktioner, når Sofie V. Jensen beretter for verden, at hun egentlig ikke synes, hendes tilværelse er særlig morsom hele tiden, blandt andet fordi hun ikke har særlig mange penge? Hvorfor dette had til et menneske, der fortæller os noget om sit liv? Bevares - jeg er helt enig med Sofies kritikere i, at det er mere end almindeligt svært at forstå, at hun ikke finder sig et studiejob. Studiejobs er der ellers mange af, da studerende er lige knap så overbetalte som resten af den danske arbejdsstyrke, og de fleste af disse jobs er faktisk ualmindelig fleksible. Dette er dog på en eller anden måde gået hen over hovedet på Sofie, der for eksempel har fortalt de måbende mediebrugere, at hun ikke har »søgt job konkret i Netto«. Må man med det samme opfordre hende til at gøre det? Netto er en udmærket arbejdsplads, der skaffer mange flittige unge mennesker midler til deres ugentlige byture plus det løse.

Jeg hører også til dem, der ikke håber, at Sofie mellem linjerne plæderer til fordel for en højere SU - noget der blot ville suge de studerende endnu længere ned i det statskontrollerede velfærdshelvede, med yderligere tab af motivation for ekstraordinær dygtiggørelse til følge. Det, som går over min forstand i Sofie-debatten, er derimod, at man, mere eller mindre direkte, beder den unge dame holde kæft og ikke som de velstillede: punge ud, men derimod: være taknemmelig. Taknemmelig for de enorme summer, som staten har stjålet fra hendes forældre og/eller andre produktive familiemedlemmer, der ellers ville have kunnet investere frivilligt i hendes uddannelse, for derefter at omfordele en klat håndører til Sofie af resterne - igen med fem gange værdien tabt undervejs. Jo, tak, kære stat!

Staten er ikke, som det ofte fremstilles, selv af borgerlige debattører, en filantropisk organisation eller en art god fe, der fremtryller penge, som den nådigt uddeler til de mere eller mindre trængende. Staten, det er os, og dens midler er vores. Det glemmer vi, når vi forarget sprutter ord som »usolidarisk« og »utaknemmelig« efter studerende, der sukkende konstaterer, at deres SU er en bundskraber-ydelse, og »velstillede«, der tager imod børnepenge, så de har mulighed for at give et komfortabelt liv til deres egne børn frem for kun at skulle betale til andres.

Uagtet man i allerhøjeste grad kan diskutere rimeligheden i, at staten anskues som en instans, man bør udvise taknemmelighed overfor, så er taknemmelighed fra »de andre« velfærdsforslugne danskere åbenbart det, der skal til i Velfærdsdanmark, før vi som skatteydere kan holde tilværelsen ud. Det er særdeles tankevækkende, for hvad skal vi egentlig bruge taknemmeligheden til, ud over måske at få det bedre med, at staten hver måned hapser langt over halvdelen af vores indkomst, når alle skatter og afgifter tælles med? Hvorfor skal vi i det hele taget have det bedre med dét? Var det ikke mere konstruktivt at se urimelighederne direkte i øjnene frem for at opdyrke en illusion, hvorigennem vi bilder os ind, at situationen er nogenlunde tålelig?

Taknemmeligheden forlanges da heller ikke af alle, og her stikker hadet til de produktive sit grimme hoved frem af dybet. For eksempel forlanger vi ikke så meget taknemmelighed fra krigstraumeramte flygtninge, angstredne enlige mødre på kontanthjælp, kortuddannede langtidsledige og stressramte kvinder på førtidspension. De er jo »svage«, og derfor kan man tilsyneladende ikke rigtig forlange noget af dem. De må godt bare modtage, som små børn, selvom det er meget sandsynligt, at en ikke-ubetydelig del af disse mennesker ville blive styrket og mindre syge af med værdighed at skulle tage ansvar for deres egen tilværelse. Dem, der skal sige tak til de forargede skatteydere, er derimod de såkaldt »ressourcestærke«. Dem hvis familier arbejder og bidrager til statskassen, og som selv arbejder aktivt på at forbedre deres position og komme frem i verden. For vi kan ikke tåle, at de - som Sofie - både benytter sig af det system, de ikke selv har skabt eller valgt, og samtidig kritiserer det.

Nej, hvis de ressourcestærke overhovedet skal formaste sig til at benytte sig af systemet, og dermed være med til at fastholde en situation, hvor trods alt ikke alle velfærdsydelser opnås gennem svaghed, diagnoser og destruktiv, uambitiøs adfærd, så skal de som minimum højlydt deltage i illusionen om velfærdsstaten som en god fe - eller, mere jordnært: et »privilegium«. For dette privilegium skal de grædende takke Moder Stat, næsten som nordkoreanere, der tragikomisk takker »den kære leder«. Ellers bliver vi andre stødte, vrede og kede af det. Vi lever nemlig konstant på randen af en velfærdsdepression, som kun kan holdes i ave ved, at dem, vi - i høj grad med rette - er så deprimerede over at skulle betale til, agerer som vore ydmyge undersåtter. At velfærdsstaten i dens nuværende form og størrelse fremavler denne usympatiske smålighed i mennesker, bør tjene som endnu et søm i dens velfortjente ligkiste.