Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Guldet fra Moskva

Morten Thing: Diskussionen om Ole Sohns forhold til penge af russisk oprindelse har siden 1990erne haft forskellige vinkler og er fuld af ubesvarede spørgsmål, skriver Morten Thing, som besvarer nogle af dem i den netop udgivne udgave af antologien Guldet fra Moskva, om sovjetstøtten i de fem nordiske lande.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Udtrykket »moskvaguld« blev tidligt et standardudtryk. Allerede 7. juni 1925 blev Trotskij i New York Times citeret for: »Hvad er nytten af at sende hemmelige agenter til øst og vest med moskvaguld i den ene lomme og gift og dynamit i den anden, når sådanne agenter ikke kan gøre blot en tusindedel af det revolutionære opdragende arbejde, som udføres af udenlandske kapitalister og den udenlandske presse i Kina?«

Bolsjevikkernes penge var i slutningen af Første Verdenskrig ensbetydende med forsøg på opstand og revolution, og også det danske statspoliti udfoldede megen iver i forsøget på at lokalisere de millioner, de mente gik til danske revolutionære. Og helt ved siden af var det ikke, har nyere forskning vist. Kommunistisk Internationale (Komintern), som blev oprettet i 1919, sendte eksempelvis 30. maj 1919 konfiskerede smykker for 300.500 rubler (sandsynligvis guldrubler), morfin for 7.500 rubler samt 100.000 tyske mark, 100.000 svenske kr. og 6.500 rubler til det tyske kommunistparti.

I Danmark startede tilskuddet tidligt. Allerede Socialistisk Arbejderparti fik russiske penge i 1918, og da DKP blev dannet i 1919 fulgte pengene hurtigt efter. Især frem til 1921 sad pengene løst, men efter at udsigten til en revolution i Vesten var kølnet, blev beløbene mindre. I 1922 søgte DKP om et tilskud på 210.000 kr., men fik kun 18.750.

Om tilskuddene i 30erne ved vi en del fra det engelske efterretningsvæsens afkodning af telegramtrafikken mellem København og Moskva. Fra 1935 til 1936 steg det månedlige tilskud til DKP fra 3.200 til 6.800 kr. pr. måned. Omsat til nutidskroner svarer det til en stigning fra 82.000 til 172.000 kr. Et betragteligt tilskud, hvoraf en stor del sikkert gik til at finansiere partiets dagblad, Arbejderbladet.

Indtil 1943 var DKP en afdeling af et verdensparti, hvis ledelse sad i Moskva. Med Kominterns opløsning i 1943 blev forholdet mellem Moskva og de enkelte partier noget ændret. De første år efter krigen var der ikke noget centralt støttesystem for de kommunistiske partier. De nye kommunistiske stater i Østeuropa understøttede især de store partier i Italien og Frankrig, PCI og PCF. Men i 1950 oprettede Stalin »Den internationale fagforeningsfond«, hvortil Sovjet, de østeuropæiske stater og Kina bidrog, men Sovjet betalte de fleste penge. 1950-1991 blev der udbetalt fra denne fond til kommunistiske partier i hele verden. Summen af beløbene fra fonden steg i perioden fra et par millioner dollar til 22 millioner dollar. Topscoreren i 1950 var det finske kommunistparti med 874.000, derefter kom PCF, som fik 300.000 oveni de 300.000, partiet havde fået tidligere på året. Interessant nok havde PCI fået 400.000 dollar samtidig med, at det italienske socialistparti (Pietro Nennis parti) havde fået 100.000. I Skandinavien var det kun det norske parti, som var blevet betænkt og det med 20.000 dollar. Der var forskel på, hvad partierne fik, og tilskuddet afspejlede klart deres vigtighed for russerne.

Danmark kom på listen i 1951 med en støtte på 7.500 dollar. DKP knyttede også forbindelser til det østtyske kommunistparti, SED. Allerede i 1950 fik DKP således en støtte fra SED, idet partiet i 1. maj-gave »af 9.200 tyske arbejdere« fik forærende en automatisk Mercedes trykmaskine til Land og Folk. Fra fagforeningsfonden fik partiet i 1954 og de følgende år 25.000 dollar. Under partikrisen i 1957, som endte med Aksel Larsens eksklusion, steg det brat til 65.000 dollar. Men samme år fik det finske parti en halv million dollar.

Det franske parti fik i mange år gratis papir til sit dagblad L’Humanité kørt ind fra DDR på lastbiler. Der blev ved med at være store forskelle på støttens størrelse. Til gengæld var der mange støtteformer, som det er svært at sætte tal på. Det gælder f.eks. skolingsophold i Sovjet eller DDR for danske ungkommunister eller kurophold ved Sortehavet for partiets ledere. Fra 1954 begyndte DKPs trykkeri Terpo på Aksel Larsens forslag at trykke bladet Fakta om Sovjetunionen, som den sovjetiske ambassade udgav. Det udviklede sig til en ny kanal til støtte for partiet. Den organisation, som finansierede den type propaganda, betalte så stor en overpris, at tilskuddet herigennem blev af næsten samme størrelse som det fra fagforeningsfonden.

Det danske tilskud gennem fonden var i 1973 steget til 143.000 dollar for at nå 350.000 dollar i 1980erene. Omregnet til værdien i danske kroner omkring år 2000 steg tilskuddet fra ca. en million i 1980 til ca. 3,5 mio. i slutningen af årtiet.

Hvilken effekt havde pengene på DKP? Det er naturligvis svært at kortlægge, men givet er det, at pengene udover at lette partiets økonomiske situation også gav det problemer. Pengene gav partiet en falsk fornemmelse af mulig rækkevidde og gav det et oppustet bureaukrati. I 1970erne var der op imod 100 ansatte i DKP-koncernen, og det var uforholdsmæssigt mange til 10.000 medlemmer. Og det medførte, at Terpo Tryk ikke var et konkurrencedygtigt trykkeri. Det kunne være dobbelt så dyrt at få noget trykt dér som på et af de store provinstrykkerier.

Man kan stille sig det spørgsmål, om der ville have været et kommunistisk parti i Danmark uden russisk tilskud. Det er naturligvis ikke til at besvare seriøst. Men givet er det, at havde der eksisteret et selvberoende kommunistisk parti i Danmark, havde det haft et meget mere beskedent omfang og måttet leve med en meget mere begrænset stab. Land og Folk havde næppe overlevet 1958 uden tilskud.

Man kan også stille sig spørgsmålet: Hvorfor betalte russerne astronomiske summer i både dollar og rubler for at holde en kommunistisk bevægelse kørende? Der er næppe megen tvivl om svaret i den første lange tid. Lenin satsede gennem Komintern på at bryde den isolation, den russiske revolution var kommet i ved den dødfødte revolution i Tyskland. Hvornår dette forhold ændrede sig, er svært at sige.

Det er imidlertid givet, at ledelsen i Sovjet på et eller andet tidspunkt må have stillet sig spørgsmålet om det rationelle i at holde liv i en kommunistisk bevægelse, som ikke kunne fungere i samme målestok uden tilskud. Og set i det perspektiv, at den kommunistiske bevægelse var en slags supplement til udenrigstjenesten, en slags frivilligt korps til reklametjeneste for Sovjet, er udgiften vel i en størrelsesorden, hvor den er til at forstå.

Flere gange i 1990erne, i 2010 og i 2011, har der været en offentlig diskussion om Ole Sohns forhold til moskvaguldet. Diskussionen har haft forskelligt fokus, men har ikke mindst handlet om, hvor mange penge af russisk oprindelse, Ole Sohn havde kontrol med og var vidende om i sin tid som formand for DKP 1987-91. Det forhold har jeg gjort rede for i den nye udgave af antologien Guldet fra Moskva, som behandler støtten i alle fem nordiske lande, og som Informations forlag netop har udsendt.

Ole Sohn har ikke benægtet, at DKP fik penge fra Sovjet, men han vil kun kendes ved de penge, som kom ind ved overfakturering til vilde priser gennem Terpo Tryk. Selv om det ser ud som om, han har modtaget pengene fra fagforeningsfonden, benægter han dette med henvisning til, at han før 1990 ikke havde kontrol med økonomien. Det rejser spørgsmålet, hvad der skete med tilskuddene i 1990 og 1991.

Om de sidste 200.000 dollar fra 1991 er der kilder, som mener, at de blev stjålet på vejen fra Moskva til København. Men det er blot ét blandt mange spørgsmål, som kun kan besvares, hvis vi får adgang til de russiske kilder om denne periode. Men de er utilgængelige i præsidentarkivet. Så det varer sikkert nogle år, inden vi får svar på, hvordan det gik de op imod to millioner dollar, DKP modtog 1987-91.

Debatten i 2010 gjorde det klart, at støtten gennem trykkeriet var en anden kanal og nogle andre penge end tilskuddet fra Fagforeningsfonden. Til gengæld viste debatten også, at der er rigtig mange aspekter af den russiske understøttelse af DKP, vi ikke kender. Og både fordi partiet har holdt det hemmeligt, og fordi det er en vigtig del af den nyere politiske historie, kræver det fortsat udforskning.