Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Grønlandskender: Følelsen af svigt hindrer en ordentlig debat om Grønland

Vittus Qujaukitsoq ønsker en mere dedikeret kamp for Grønlands selvstændighed. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2016 Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Torsdag 27. juli afholdes der i forbindelse med det grønlandske parti Siumuts landsmøde en afstemning, der kan få afgørende betydning for Grønlands fremtid. Vittus Qujaukitsoq har meldt sig som kandidat til formandsposten i partiet og udfordrer dermed den siddende formand, Kim Kielsen. Kim Kielsen er ikke bare formand for Siumut, men også formand for Naalakkersuisut, den grønlandske regering, så det er den øverste leder i det grønlandske hierarki, som Vittus Qujaukitsoq vil forsøge at vælte.

En af de afgørende grunde til opgøret med Kim Kielsen er, at Vittus Qujaukitsoq mener, at Kim Kielsen ikke er dedikeret nok til kampen for grønlandsk selvstændighed. Netop spørgsmålet om den grønlandske selvstændighed har været et hedt politisk emne lige siden oktober sidste år, da den nydannede grønlandske regeringskoalition udsendte en erklæring, hvori den skrev: »Grønland er uigenkaldeligt på vej mod selvstændighed.«

Læs også: Omstridt grønlandsk løsgænger smides ud af rødt valgforbund

Mens man helt naturligt har debatteret meget for og imod selvstændighed i Grønland, har debatten været noget mere afdæmpet her i Danmark, og det undrer mig, for der findes mange danskere, som har et indgående kendskab til Grønland og grønlandske forhold. Der er alle dem, der i kortere eller længere perioder har arbejdet i Grønland. Mange af dem har siddet i stillinger, som har givet dem stor viden om og indsigt i det grønlandske samfund, dets opbygning og dets tilstand. De ville derfor med stor vægt og integritet kunne blande sig i debatten, men det sker næsten ikke. Jeg er ret sikker på, at jeg godt kender en del af forklaringen på, hvorfor så få aktivt blander sig.

Mange af dem, der har arbejdet i Grønland, jeg selv inklusive, har opbygget en stor kærlighed til landet og dets befolkning, og man ønsker derfor ikke at træde nogen over tæerne. Samtidig har de fleste en form for dårlig samvittighed over, at de rejste hjem og derved svigtede det land og de mennesker, som de var kommet til at holde af. Man skal ikke opholde sig særlig længe i Grønland for at opdage, at netop den evige strøm af danskere, som kommer og går, er noget af det, der irriterer de fastboende i Grønland allermest. Netop dette faktum gør, at mange sidder med en følelse af at have svigtet Grønland og grønlænderne, fordi de valgte Grønland fra og vendte tilbage til Danmark.

På grund af dette vælger mange nok at holde deres holdning om Grønland og grønlandsk selvstændighed for sig selv eller kun at ytre sig i private sammenhænge. Samtidig vil de være bange for at få skudt i skoene, at de ikke har nogen ret til at blande sig, når de har valgt at forlade Grønland, eller de kan blive beskyldt for at opføre sig som racister eller kolonister af dem, der ikke deler den samme holdning. Jeg synes imidlertid, at stemmen mangler i debatten, fordi der helt sikkert er mange, der vil kunne komme med et kvalificeret indspark.

Folkeskolen som kampplads

Mit eget forhold til Grønland er, at jeg arbejdede på gymnasiet i Nuuk i tre år tilbage i 2007-10, efterfølgende har jeg skrevet to undervisningsbøger til gymnasiet om Grønland og generelt fulgt med i landets udvikling.

I forhold til selvstændighed har jeg meget svært ved at se, hvordan det skal kunne lade sig gøre, principielt nogensinde, men i hvert fald inden for en overskuelig årrække, hvis man vil bibeholde den nuværende levestandard. Det er klart, at det økonomiske argument måske er det vægtigste, fordi det danske bloktilskud på omkring 3,7 milliarder kr. stadig dækker omkring halvdelen af det grønlandske hjemmestyres indtægter, men jeg vil i stedet fokusere på undervisningsområdet, fordi det er vigtigt at forholde sig til, at en eventuel selvstændighed vil påvirke alle dele af det grønlandske samfund.

Det grønlandske hjemmestyre/selvstyre har haft ansvaret for undervisningsområdet stort set siden indførelsen af hjemmestyret i 1979, man overtog ansvaret for området i januar 1980. Det er altså et område, som de grønlandske politikere har haft mulighed for at præge gennem mange år.

Hvis man vil opnå selvstændighed, skal der gøres noget ved uddannelsesniveauet. En god folkeskole er hele forudsætningen for et løft i uddannelsesniveauet. Folkeskolen i Grønland har længe været en politisk kampplads, og man kan lære meget om Grønland og forholdet til Danmark ved at se på, hvilken undervisningspolitik der er blevet ført.

Tilbage i 1950-60erne satsede man alt på, at eleverne skulle lære dansk, da det blev set som en forudsætning for, at Grønland kunne få succes. I 1970-80erne begyndte billedet imidlertid at ændre sig. Der opstod et krav om mere fokus på grønlandsk, og det blev derfor gjort til hovedsproget i forbindelse med den skolereform, der kom umiddelbart efter indførelsen af hjemmestyret, mens dansk blev reduceret til et fremmedsprog.

Udviklingen med fokus på det grønlandske fortsatte frem mod år 2000 og nåede den foreløbige kulmination i 2003 med indførelsen af Atuarfitsialak (den gode skole), hvor man gjorde op med den vesteuropæiske/danske måde at tænke undervisning på og i stedte indførte et undervisningssystem, der var udviklet særligt til oprindelige folk.

Atuarfitsialak har langtfra været en succes, og den grønlandske folkeskole har stadig meget svært ved at klæde elever godt nok på til videre uddannelse. Ved grønlandsk selvstændighed vil det endnu en gang blive nødvendigt at forholde sig til folkeskolens opbygning. Det er især spørgsmålet om sprog, der vil trænge sig på. Grønlandsk vil være det helt naturlige hovedsprog, men problemet med grønlandsk er, at det kun tales af meget få mennesker, og det er derfor helt afgørende, at de grønlandske unge også lærer et andet sprog, så de kan begå sig, hvis de skal uddanne sig i et andet land end Grønland.

Studerende på særordning

Der er blevet snakket en del om at skifte dansk ud med engelsk, men det vil være meget svært at gennemføre. I forhold til folkeskolen vil det betyde, at der skulle skaffes mange nye lærere, som helst skulle kunne begå sig på både grønlandsk og engelsk. Når man ser på, hvor svært det er i dag at skaffe kvalificerede lærere til alle dele af landet, synes det at være en nærmest umulig opgave.

Når det netop er altafgørende, hvilket sprog der bliver satset på i forhold til uddannelsesniveauet i Grønland, skyldes det de udfordringer, som Grønland står over for, når man ser på de gymnasiale og videregående uddannelser. Som det er i dag, foregår størstedelen af undervisningen på dansk, men hvis eleverne fra folkeskolen ikke længere vil komme med tilstrækkelige danskkompetencer, skal det laves helt om.

Gymnasiet skulle ændres totalt, fordi man så ikke længere ville kunne bruge danske lærere og dansk undervisningsmateriale. Det ville derfor være afgørende, at man fandt et andet land, som man kunne samarbejde med for at sikre, at den studentereksamen, som de unge får, kan bruges til noget.

Selv om der findes en del videregående uddannelser i Grønland, vil det altid være nødvendigt for Grønland at sende landets unge til udlandet for at læse. Befolkningsgrundlaget er alt for småt til, at man kan udbyde alle former for uddannelser.

Grønland har i dag en aftale med Danmark om, at unge grønlandske studenter kan læse videre på f.eks. universiteter i Danmark. Som noget helt særligt har ansøgere fra Grønland mulighed for at komme ind på uddannelser, selv om de ikke har det krævede gennemsnit. Den grønlandske særordning betyder, at studenter fra Grønland kan komme ind på alle studier, hvis de har et snit over 6 og ellers opfylder de krav, der er til uddannelsen med hensyn til fag osv. Jeg har meget svært ved at forestille mig, at andre lande vil gå med til en lignende ordning og samtidig stille gratis universitetspladser til rådighed for de grønlandske studerende.

Uddannelse og sprog vil derfor spille en afgørende rolle i forhold til Grønlands fremtid, og som jeg ser det, har Grønland den bedst tænkelige ordning i dag, måske lige bortset fra på folkeskole-området, hvor man nok burde satse endnu mere på dansk.