Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Grønland er ved at vende kajakken

Grønlands indbyggere oplever en række sager, som de løbende skal forholde sig til, men i modsætning til tidligere tider, er der en række stopklodser, såfremt den politiske moral er ved at køre af sporet. Det er nye tider i Grønland, og tolerancen over for korruption og politiske skandaler er blevet meget lavere end tidligere.

Aleqa Hammond. Sagen mod hende viser måske, at der er nye demokratiske tider på vej i Grønland. Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I forlængelse af sagen om Aleqa Hammonds afgang som Grønlands landsstyreformand og udskrivelsen af valget til det grønlandske parlament, Inatsisartut 28. november, bragte Berlingske en kritisk leder med overskiften »Kajakken kan vendes«. Få dage inden kunne man i Børsen læse en leder med overskiften »Bananrepublikken Grønland«. Ved første øjekast er det forståeligt, at endnu en skandalehistorie fra Grønland kan være med til at cementere det efterhånden klassiske billede af Grønland som værende et tvivlsomt demokrati. Men står det virkelig så slemt til, og har det Grønlandske demokrati vitterlig ikke forbedret sig?

Graver man et spadestik dybere vil man opdage, at sandheden er noget mere nuanceret. For nok viser sagen, at der fortsat er problemer med den politiske kultur i Grønland, men samtidig understreger den, at tvivlsom politisk adfærd ikke tolereres i samme omfang som tidligere.

Baggrunden for sagen er, at den nu tidligere landsstyreformand Aleqa Hammond er under mistanke for at have misbrugt offentlige midler for 106.364 kr. Disse skulle angiveligt være gået til private formål, men skulle dog efter adskillige rykkere være betalt tilbage til den grønlandske statskasse. Dette har medført en mediemæssig snestorm af dimensioner både i Grønland og Danmark.

Der er dog behov for at se tingene i et lidt større perspektiv og undgå en direkte sammenligning med det danske system.

For det første må man forstå, at der i et lille samfund som det grønlandske med ca. 55.000 indbyggere helt naturligt vil være en højere grad af vennetjenester og lettere omgang med offentlige midler. Dertil skal nævnes, at hovedparten af eliten bor i Nuuk med kun 15.000 indbyggere. Afdøde professor i Statskundskab, Lise Togeby, skrev tilbage i 2003 et kapitel i bogen »Magt og Demokrati i Grønland«. Her viste hun meget tydeligt, at der fandtes et betydeligt overlap mellem eliterne i Grønland. Det sker således ofte, at embedsmænd bliver politikere og omvendt.

Pointen er, at i små samfund er adskillelsen mellem de forskellige magtinstanser mindre udtalt, og det skaber en anden politisk kultur. Man kan blot kaste blikket på danske kommuner og byer med 50.000 indbyggere og overveje, om der ikke også foregår lidt flere vennetjenester og andre aktiviteter end på Christiansborg. Derudover skal man heller ikke være blind for, at der også i danske politiske sammenhænge kan opstå skandalesager. For nylig har der været den omtalte GGGI-sag samt de mange sager med ministre i den nuværende regering.

At Grønland er et lille samfund legitimerer naturligvis ikke lemfældig omgang med offentlige midler, men det forklarer, hvorfor det måske ikke står helt så slemt til med demokratiet, som det ellers fremstilles. Derudover illustrerer sagen med Aleqa Hammond, at det grønlandske samfund inden for en relativt kort årrække har rykket sig betydeligt i forhold til sine tidligere demokratiske standarder. Man skal således ikke mange år tilbage, før grønlandske politikere og deres embedsmænd tog på eksotiske studieture til Hawaii for at studere børnehaver og på weekendture til stillehavsøen Boa Boa samt fik lukrative boligforhold arrangeret af statskassen, uden at det fik betydelige politiske konsekvenser.

Dengang var grænserne langt mere elastiske end i dag, og grænsen blev nået i 2005, da tidligere landsstyremedlem for Boliger og Infrastruktur, Jens Napaatooq, blev afsløret i misbrug af sin repræsentationskonto. Han formåede i 120 forhold at spendere 130.000 kr. på indkøb af spiritus, dyre private middage, besøg på københavnske stripklubber mv. Det resulterede i fire måneders fængsel for mandatsvig. Sagen fik dog ingen omfattende politiske konsekvenser.

På trods af alvoren i sagen med Aleqa Hammond, såfremt anklagerne er korrekte, er hendes misbrug af offentlige midler af væsentligt mindre karakter end for mange af de tidligere nævnte sager. Alligevel har hendes sag i modsætning til disse tidligere sager fået omfattende politiske konsekvenser. Der var således op til Aleqa Hammonds afgang, den største demonstration i Nuuk i nyere tid, hvis ikke nogensinde. Derudover var der flere af hendes egne ministre, som trak en streg i sneen ved selv at trække sig fra regeringen. Samtidig kører de formelle mekanismer videre på trods af valget, f.eks. vil revisionsundersøgelsen fortsat gå sin gang.

Tidligere i regeringens embedsperiode har der været sager, hvor disse stopklodser blev aktiveret. Eksempelvis blev Aleqa Hammonds pressekoordinator tilsyneladende udnævnt til stillingen, uden at der var det lovmæssige formelle opslag, hvilket skabte en del uro. Sagen endte med, at pressekoordinatoren trak sig fra stillingen.

Grønlands indbyggere oplever derfor stadigvæk en række sager, som de løbende skal forholde sig til, men i modsætning til tidligere tider i Grønland, er der altså en række stopklodser, der slår til, såfremt den politiske moral er ved at køre af sporet. Dette viser, at det er nye tider i Grønland, og at tolerancen over for korruption og politiske skandaler er blevet meget lavere end tidligere.

Grønland er derfor ikke på randen af et demokratisk kollaps, som sådanne sager ellers tidligere ville indikere. I stedet er Grønland med små skridt ved at opbygge og forbedre den demokratiske kultur, hvilket sagen med Aleqa Hammond netop bekræfter, da den fik politiske konsekvenser. Man skal huske på, at det første egentlige valg til eget parlament fandt sted i 1979, hvorfor Grønland fortsat er et nyt demokrati under udvikling. Det er derfor helt naturligt, at Grønland fortsat kæmper for at finde demokratisk fodfæste.

Derudover har Grønland frem til 2009 haft det samme parti, Siumut, ved magten, hvilket heller ikke er fremmende for en sund demokratisk kultur. Netop det såkaldte »sneskredsvalg« i 2009, hvor Siumut for første gang ikke vandt regeringsmagten var yderligere et tegn på, at der hersker nye demokratiske tider i Grønland. Dengang vandt IAs Kuupik Kleist valget, bl.a. fordi han markerede sig med et ønske om at tage et opgør med den daværende politiske kultur. Godt nok tabte Kuupik Kleist igen magten i 2013, men i løbet af hans regeringsperiode 2009-2013 blev den politiske kultur ændret markant, og der blev sat nye standarder for, hvad politikere og embedsmænd kunne tillade sig.

Det er den nuværende sag et eksempel på, da det ikke længere tolereres, at en landsstyreformand anvender offentlige midler til private formål, såfremt anklagerne viser sig at være rigtige. Grønland har med andre ord taget et demokratisk kvantespring fra begyndelsen af 00erne til 2014. Dette er dog intet at sammenligne med udviklingen fra 1979 til i dag.

Den demokratiske udvikling i Grønland er derfor noget mere nuanceret, end den umiddelbart tager sig ud i kølvandet på sagen med Aleqa Hammond. Grønland har derfor inden for en relativt kort årrække formået at opbygge en række mekanismer, der sikrer, at grænserne for, hvad politikere og embedsmænd kan tillade sig, er blevet minimeret. Set i dette lys har man »vendt kajakken«. Samtidig må man erkende, at når sådanne sager opstår igen og igen, er der fortsat potentiale for forbedringer. Man har derfor stadig et stort arbejde foran sig deroppe højt mod nord. Dette ændrer dog ikke ved, at det er nye demokratiske tider i Grønland.