Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

GMO-afgrøder ikke den eneste løsning

Niels Jacobsen, Sven-Erik Jacobsen og Marten Sørensen: Er GMO-afgrøder den optimale løsning på klodens fremtidige plantebaserede fødevareproduktion? Findes der alternativer? Det er der to meget klare svar på: GMO-afgrøder er ikke den eneste løsning, og ja, der findes mange og langt mere attraktive, bæredygtige løsninger.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I den seneste tid er der bragt flere artikler og indlæg til støtte for GMO-afgrøders fortræffeligheder. Samtidig har Forsknings- og Innovationsstyrelsen afholdt et møde om fødevarer med nye kvaliteter og mere sundhed! Det lyder umiddelbart lovende, men desværre blev der endnu en gang alene fokuseret på gensplejsede organismer under titler som »planter til produktion af medicin til dyr og mennesker«, , samt »hvid og grøn bioteknologi i Danmark«. Inden for planteforskningen har Programkomitéen og Det Strategiske Forskningsråd gennem de senere år med hundredvis af millioner kroner i støtte været med til at sætte dagsordenen.

Ved ovennævnte møde blev denne forskning eksponeret, da ni af Danmarks efter sigende toneangivende planteforskere talte om deres forskningsprojekter. Disse forskere arbejdede med molekylær biologi, inklusiv GMO, mens forskere fra områder som plantebiodiversitet, afgrødefysiologi og afgrødesystemer ikke var inviteret. De ville ellers kunne medvirke til belysning og løsning af de globale fødevareproblemer, der søges løst v.h.a. GMO.

Det er meget betænkeligt, at en stor del af de samlede forskningsmidler går til projekter, der nok bygger på forskningsmæssigt set teknisk avancerede metoder med, hvad der dermed følger af videnskabelig prestige, men som løsningsmæssigt bygger på et tvivlsomt udgangspunkt.

Ofte ses promovering af GMO-forskning baseret på et mangelfuldt grundlag. Nye GMO-sorter skal afprøves i et antal år for at sikre, at de indsatte egenskaber rent faktisk kommer til udtryk, uanset hvorledes miljøfaktorerne varierer. Når gener med bestemte egenskaber flyttes fra en plante til en anden er det nemlig sådan, at der ingen sikkerhed er for, at den ønskede egenskab kommer til udtryk med mindre de miljømæssige påvirkninger optræder på en sådan måde og i en sådan rækkefølge, at den genetiske udløsningsmekanisme træder i kraft. Det betyder, at nye GMO-sorter, udviklet i laboratoriet, nødvendigvis skal afprøves i marken under alle tænkelige miljøpåvirkninger i lighed med, hvad der kræves ved anvendelse af traditionelle forædlingsmetoder. Dette indebærer, at det ofte anvendte argument, at udvikling af GMO-afgrøder er langt hurtigere end traditionel, forædling ikke er korrekt.

Det forekommer indlysende, at en global indsats burde sikre anvendelsen af allerede optimalt økologisk tilpassede afgrøder, der gennem årtusinder har bevist deres evne til at sikre fødevareproduktion under praktisk talt alle naturbestemte betingelser. Flertallet af disse afgrøder er kun dårligt kendt uden for deres nutidige dyrkningsområde, men er i reglen kendetegnet ved deres ernæringsmæssigt gunstige egenskaber samt deres høje grad af forsyningssikkerhed. Allerede ved FN-konferencen i Rio de Janeiro i 1995, fokuseredes på »Environment and sustainable development«. Der herskede udbredt enighed om det forsynings- og ernæringsmæssigt fornuftige i at basere verdens fødevareforsyning på det bredest mulige afgrødeudbud! Netop når fødevareforsyningen af en voksende verdensbefolkning bliver mere og mere kritisk, er afgrøder og dyrkningssystemer af afgørende betydning. Når der specielt i områder, hvor ustabile klimaforhold er fremherskende, dyrkes et bredt udvalg af afgrøder, er det for at sikre udbytte, uanset hvilke klimatiske forhold, den aktuelle vækstsæson måtte byde på.

At GMO-løsninger fremstilles som innovative på trods af, at tilsvarende løsninger allerede findes er GMO-maniokplanten et eksempel på. Planten, der stammer fra Sydamerika, er en af verdens vigtige fødeplanter, der blev taget i dyrkning for 8.000 år siden. I den forbindelse blev der udvalgt både søde og bitre typer. De bitre har et højt indhold af cyanogene forbindelser (der skal fjernes ved rivning og opblødning i vand for at hindre forgiftning), mens de søde er kendetegnet ved et lavt og ufarligt indhold af disse stoffer.

Der er altså ingen tungtvejende grunde til at bruge millioner af forskningskroner på at genopfinde en type, der allerede eksisterer.

At det kan lade sig gøre at udnytte eksisterende biodiversitet takket være en målrettet forskningsindsats viser den øgde dyrkning af quinoa. Før i tiden spistes quinoa stort set kun af den fattige landbefolkning i Andesbjergene, mens byboere i Peru, Bolivia og Ecuador ikke interesserede sig for denne "lavstatusafgrøde". Dette ændredes i 1990erne pga. en stigende eksport til USA og Europa og i dag har afgrøden en helt anden status. På grund af frøenes næringsrigdom og dyrkningssikkerhed under ekstreme vækstvilkår har FNs fødevareorganisation, FAO, udpeget quinoa til en af dette århundredes afgrøder, der skal medvirke til at sikre fødevarer til verdens voksende befolkning. Quinoa giver en større mæthedsfornemmelse end andre sammenlignelige stivelsesplanter. Dermed er afgrøden ikke blot interessant for verdens fattige, men også for den vestlige verden i kampen mod befolkningens livsstilssygdomme.

Rodfrugten yamsbønne er et andet eksempel på, at forskning i eksisterende afgrøder sikrer bæredygtighed, næringsværdi samt fødevareforsyningssikkerhed. Yamsbønne er en hurtigt voksende special-grøntsag på det nordamerikanske marked takket være erkendelsen af dens mange gode egenskaber. Årsagen til succesen i USA er: Lavt fedtindhold, meget let fordøjelig stivelsestype, smag og tekstur samt mange tilberedelsesmuligheder. Hertil kommer, at yamsbønne, som en af ganske få afgrøder, kombinerer stor tilpasningsevne med en rodfrugts forsyningssikkerhed og høje udbytte. De dyrkes fra havniveau til 2.000 m i Andes, fra tropisk regnskov i Sydamerika og Det Fjerne Østen til halvørken i Mellemamerika og Vestafrika. I modsætning til maniok forekommer ernæringsskadelige stoffer aldrig og der findes typer med et stivelsesindhold lig maniokplantens.

Det betyder, at alle de traditionelle stivelsesrige retter med fordel kan tilberedes af yamsbønne med langt højere proteinindhold. Endelig har afgrøden den store fordel, at den ikke kræver udplantning fra stiklinger eller lægge-knolde, men såes direkte som frø.

Når det gælder udvikling af plantebaserede fødevarer til dyrkning under vidt forskellige vækstbetingelser, må man i valg af metode først grundigt afsøge den eksisterende biodiversitet for at sikre, at der ikke bruges forskningsmidler på GMO-løsninger, der giver dyre og ofte dårligere resultater. Det er alarmerende, at skulle GMO-afgrøder fortrænge dyrkningen af de "små" afgrøder, der i dag dyrkes i subsistenslandbrug, vil det forringe næringsværdien og dyrkningssikkerheden af fødevaregrundlaget i de pågældende områder til skade for befolkningen.

Vi har nævnt nogle af de muligheder, der her og nu findes til at sikre et mere mangfoldigt jordbrug og et mere rigt fødevareudbud til u-landenes stadig større andel af sultende gennem forædling af eksisterende afgrøder.

Altså: Hvorfor gå over åen efter vand og oven i købet betale penge for det - det kræver vist en endog meget stærk økonomi!