Globaliseret provinsionalisme

Jørn Boisen: Brugen af engelsk har muliggjort kommunikation med hele verden. Til gengæld er hele verden (i tv, radio, aviser, ugeblade) blevet kogt ned til den nordatlantiske popkultur. Resten af verden er blevet som udkantsdanmark: Den usynlige udkantsverden, hvor der tales andre sprog end engelsk, vil vi ikke vide mere om. Derfor undervises der heller ikke i det længere.

Foto: Claus Bigum

I over ti år har globaliseringen været placeret øverst på den politiske dagsorden. Hele verden er nu tæt forbundet i et sammenhængende solidarisk kredsløb af varer, penge og politik, og det økonomiske tyngdepunkt er ved at forskyde sig væk fra Vesten. Det synes at være en både uafvendelig og tvetydig udvikling: Alle er vi engageret i en verdensomspændende, endeløs økonomisk krig. Til gengæld får vi adgang til billige forbugsgoder

Sådan er det imidlertid kun tilsyneladende. Hver uddannelse har nemlig sin egen takst, og der er enorme forskelle på disse takster. Derfor er det i sidste ende alligevel staten, der bestemmer, hvem der skal have penge. Vigtige fag får mange penge. Uvigtige fag får ingen penge. Sprogfagene ligger helt i bund - en både konkret og symbolsk markering af, hvor ligegyldige de er for Danmark. En matematiklærer på et gymnasium har fået en uddannelse, der er tre gange så dyr - og altså tre gange så god - som en engelsk- eller dansklærer, uanset at engelsk og dansk vil være mere nyttigt for langt de fleste end matematikken.

Der er ingen grund til at insistere på de økonomiske konsekvenser af vores sproglige inkompetence. Det er blevet dokumenteret mange gange før af blandt andet Dansk Industri. De danske virksomheder, der opererer i udlandet, er klar over problemet, men skubber det alligevel lidt fra sig (og det er ret beset heller ikke deres ansvar): De satser på, at alle andre lande i verden i tidens fylde lærer sig ordentligt engelsk, så vi engang kan tale og handle med dem uden problemer. Der går nok lidt tid. I dag taler 75% af Jordens befolkning ikke engelsk.