Glæden i bogens verden

Johannes Riis: Forlagsbranchen får ikke en boglov eller det, der ligner. I stedet må branchen nu se på alle de glæder, der er i arbejdet med litteratur. Johannes Riis skriver denne kronik med udgangspunkt i sin tale til Kim Leine i anledning af De Gyldne Laurbær til bogen Profeterne i Evighedsfjorden.

Nu da det står klart, at vi hverken får en boglov eller det, der ligner, er det på tide at besinde sig på verden, som den er. Først tager vi den fra den humoristiske side: Alt for længe har al snak om bogbranchen været præget af pessimisme, panderynker og mismod. Nu må vi bogfolk rette blikket fremad og vise, hvad vi duer til, hvad vi er til for, og det må vi gøre med tro på litteraturens fremtid og ved at vise glæde ved vores arbejde. Vi vil ikke være en branche, der mest er kendt for at jamre og klage og male fanden på væggen. Derfor vil jeg her hverken drage statistikker i tvivl eller skrive noget om faste og frie priser, om karenstider eller digitaliseringens farer, nej, jeg vil fortælle om glæden ved at være forlægger. Det vil føre for vidt at komme ind på dem alle sammen, jeg vil begrænse mig til de fire mest udprægede glæder, og de kommer her, i ikke fuldstændig tilfældig rækkefølge.

Glæde nr. 1, glæden ved at have en bestseller. Glæden ved en bestseller er den enkleste, den reneste, den mest ukomplicerede af alle glæder i forlagsbranchen. Den kan aflæses direkte på bundlinjen, og det er noget, enhver kan forstå; en bestseller planter smil og planter solskin, glæden over en bestseller breder sig modstandsløst til alle sider, en bestseller bringer glæde til forfatter og redaktør, i marketingafdelingen kan man opleve at blive mødt med et smil, for ikke at tale om, at der kan falde et anerkendende nik af fra direktion og/eller bestyrelse. Det er noget, man aldrig rigtig vænner sig til; men den glæde er for intet at regne mod den glæde, man møder hos boghandlerne. Den er overvældende.

Ja, det vil sige, altså til en vis grænse, for der er et enkelt forbehold: Der må helst ikke være tegn på, at succesen skulle kunne gå hen og blive så stor, at der kan risikere at komme andre salgskanaler ind i billedet. Det kan der nemlig komme konkurrence ud af, og den slags er vi ikke meget for her i bogbranchen, den slags er vi ikke rigtig fortrolige med, den slags har vi ikke rigtig lært at styre endnu. Det må vi se at få gjort noget ved, eller også må vi lære at leve med det, men selv det kan ikke spolere et forlags glæde over udsigten til en bestseller; med salmistens ord: Da tindre end må det matte blik, de blegnede kinder gløde. Det eneste rigtig ærgerlige ved bestsellere er, at der er så langt imellem dem, og det er et irritationsmoment for os alle i bogbranchen. Det må vi også se at få gjort noget ved.

Nu er vi nået til forlæggerglæde nr. 2, glæden ved gode anmeldelser. Det at gå ud og hente aviserne ind om morgenen og se, at der er en forsidehenvisning til en anmeldelse af en af forlagets bøger med fem eller seks stjerner eller hjerter, det kan bære én gennem meget. Det er, som om tågen letter og dagen får vinger, nu ved man, at det hverken bliver svært eller akavet at ringe til forfatteren eller sende hende en mail eller spise frokost med ham. Det er en fest. Der er godt nok lige en enkelt hage ved gode anmeldelser: De er langtfra nogen garanti for et stort salg. Det betyder også, at man ikke kan regne med, at en god anmeldelse afføder det bifald fra marketingafdeling, direktion og bestyrelse, man synes kunne være på sin plads, og glæden ved gode anmeldelser er som følge heraf som oftest af kort varighed og begrænset til en forholdsvis snæver kreds af forfattere og redaktører.

Og hermed er vi nået til forlæggerglæde nr. 3, den største af de tre, nemlig glæden ved at opdage et talent, se en forfatter blive til, vokse og udvikle sig. Det at se en forfatter lægge alen til sin vækst, udfolde sig, blive bedre og bedre, underlægge sig nyt stof og få et sikrere og sikrere greb om sine virkemidler, det er det hele værd, alle manuskriptgennemgangene, alle møderne, alle korrekturerne, alle skuffelserne. En forfatters udvikling er noget, man aldrig kan forudse, den kan ske i det stille eller i ryk, og som redaktør giver man efter bedste evne en hånd med og ser væksten ske, og man kan egentlig ikke forstå, hvad det er, der foregår, eller vide, hvornår det vil ske.

Tag nu en forfatter som Kim Leine. Kim Leine er en tre i én-forfatter. Kim Leine er glæde nr. 1, 2 og 3, bestseller, anmelderfavorit, kvantespringer, i én og samme person, og hertil føjer sig så smukt og naturligt forlæggerglæde nr. 4, som er at betragte som en slags bonusglæde, nemlig glæden ved at ens forfattere modtager priser.

Kim Leine har været den store prissluger i det seneste halvår. For sin store roman Profeterne i Evighedsfjorden har han foreløbig modtaget Jytte Borberg-Prisen, Weekendavisens Litteraturpris, Politikens Litteraturpris og Boghandlernes Gyldne Laurbær, den er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris og foreløbig solgt til oversættelse til tolv sprog. Den er trykt i ti oplag, den er udkommet i bogklub.

Så vidt så godt. Nu skal vi til at være seriøse:

Jeg mødte første gang Kim Leine for nogle år siden, da han troppede op på forlaget i utjekket og lidt forkommen forfatning. Han stillede med en plasticpose med en stak papir; kaotisk og ufærdigt var det, manuskriptet, men ved gode kræfters hjælp fra redaktør og konsulent, hhv. Simon Pasternak og Klaus Rifbjerg, der begge kunne se, hvad der her var på færde, blev papirbunken i løbet af nogle måneder forvandlet til en af lange tiders mest overbevisende debuter, nemlig erindringsromanen Kalak, der tydeligvis bygger på forfatterens egne erfaringer med hærværksagtig, dødsensfarlig selvdestruktion. Derefter fulgte Valdemarsdag, og efter bog nr. 3, Tunu, tegnede der sig allerede konturerne af et vægtigt forfatterskab.

Det var imponerende, og vi var selvfølgelig forventningsfulde i forhold til, hvad der nu ville vise sig; men ingen af os var forberedt på, at det kunne være en roman af Profeterne i Evighedsfjordens format.

Kim Leines vej til litteraturens verden var lang og kringlet; der var ingen garanti for succes; det kunne være gået galt mange, mange gange undervejs.

Hvordan sikrer vi, at der bliver ved med at opstå forfattere som Kim Leine? Hvordan sikrer vi, at der fortsat bliver skrevet kvalitetslitteratur på dansk? Hvordan sikrer vi, at litteraturen overlever som kunstart? Én ting er sikker: Det kan markedet og den private sektor ikke klare alene. Det er ikke først og fremmest gjort med, at der findes gode redaktører, gode forlag, gode boghandler, og kvalitetslitteraturens skæbne er ikke et spørgsmål om faste eller frie priser eller karenstider eller digitalisering og forretningsmodeller.

Litteraturens fremtid kan kun sikres af læsere. Læsere er en forudsætning for vækst og udvikling i litteraturen, uanset om den læses på papir eller skærm. Der skal hele tiden skabes nye læsere. Det sker, ved at børn får gode læsevaner hjemmefra, den trykte presse har altid arbejdet for sagen; men den offentlige sektor kunne og burde spille en langt mere aktiv rolle end nu.

Anderledes udtrykt: Krimierne skal nok klare sig; men hvis politikerne som ansvarlige for de danske statsinstitutioner og deres værdigrundlag mener, at det er værd at værne om kvalitetslitteraturen, må de vise det. Det kan ske gennem undervisningssystemet og gennem krav til biblioteksvæsenet om at sætte sig andre mål end at blive en mere og mere udvidet borgerservice og på en helt anderledes målrettet måde tagers den seriøse litteraturformidling på sig.

Og så er der den platform og de kæmperessourcer, DR disponerer over. Her er potentiale, og man kan kun håbe, at den igangværende omstrukturering vil give plads til en langt mere ambitiøs og opfindsom tv-formidling af både dansk og udenlandsk kunst og kvalitetslitteratur end hidtil.

Jamen, det er ikke umuligt. Og hvis det bliver gjort med overskud og viden og med plads og mod på eksperimenter, er jeg sikker på, at der også vil være seere til det. Ligesom der er læsere til kvalitetslitteraturen, jf. Leine.