Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Giv os lov til mere åbenhed

Mogens Blicher Bjerregård: Lovsikret ytringsfrihed og en mere tidssvarende offentlighedslov er, hvad vi bør se frem mod efter, at offentlighedskommissionen har afgivet betænkning. Har politikerne mod til det, kan vi komme langt med den åbenhed, som er så vigtig for vores demokratiske udvikling.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Offentlighedskommissionens betænkning kan give åbenheden i samfundet et tigerspring, hvis politikerne bruger betænkningen offensivt. Herefter kan det offentlige ikke længere gemme offentligt arbejde væk fra lov om aktindsigt, blot fordi der bliver lavet selskabskonstruktioner som for eksempel A/S Storebæltsforbindelsen, et privatiseret postvæsen med staten som hovedaktionær eller andre offentligt ejede virksomheder. Kommissionen nedsat i 2002 har nu i syv år arbejdet med at skabe grundlaget for en ny lov, der skal afløse 40 år gamle bestemmelser. Repræsentanter fra forskellige dele af det offentlige, fra læreanstalter, interesseorganisationer og fra medieorganisationer har under ledelse af Folketingets ombudsmand, arbejdet med anbefalinger til en ny lov. En ny lov, der skal tage åbenheden i det offentlige ind i en ny æra, moderniseret og klar til brug i en ny informationsvirkelighed, hvor borgerne har et stadig større krav på og lyst til at følge med i beslutningsprocesser i det offentlige. For medierne, interesseorganisationer og andre er det på høje tid, at vi får en større grad af offentlighed om beslutninger, der træffes i det offentlige. Beslutninger, der træffes som en del af det danske demokrati og af politikere valgt af det danske folk. Åbenhed om ministres, borgmestres og embedsmænds arbejde er væsentligt for, at medierne kan afdække, om det offentlige varetager sit arbejde. Mediernes læsere, lyttere og seere har krav på at kunne følge med i politiske drøftelser, administrativt arbejde og lovgivningsarbejde, der kan påvirke deres hverdag. Der er mange gode ting i den nye betænkning. Der er til gengæld også steder, hvor flertallets anbefalinger desværre viser mangel på mod. En af de ting, jeg særligt noterer mig som fremkridt er, at der i kommissionens forslag til lovens formål simpelthen bliver indskrevet, at åbenheden i den offentlige forvaltning sker for at understøtte informations- og ytringsfriheden. Og her gælder informations- og ytringsfriheden ikke alene retten til at ytre sig, men også til at modtage information. Det er i øvrigt første gang, at informations- og ytringsfrihed bliver lovfæstet i Danmark. Jeg går bestemt ud fra, at regeringen og Folketinget følger dette helt grundlæggende formål. Det er dog tankevækkende, at vi skal helt frem til et stykke inde i det 21. århundrede før det sker, når man tænker på, hvordan danske politikere - ikke mindst de senere år - har understreget betydningen af at kunne ytre sig frit. Jeg ser en lovfæstelse af netop dette som et potentielt syvmileskridt i bestræbelserne på at åbne op i det offentlige, at lade offentligt ansatte ytre sig, og at borgere og medier i højere grad kan vinde forståelse for vores alles ønsker om let adgang til informationer i det offentlige. Et af formålene med offentlighedskommissionen og et stort ønske fra mediernes side har været at få en offentlighedslov, så det bliver lettere at søge om aktindsigt, og at flere relevante institutioner bliver omfattet af loven. For hvorfor skal Danske Regioner og Kommunernes Landsforening undtages for åbenhed? Hvorfor skal private selskaber, der ejes af Staten, ikke underlægges reglerne for aktindsigt, så borgerne kan få indsigt i, hvordan arbejdet varetages og midlerne bruges? Det er en demokratisk pligt for de folkevalgte også at åbne sig i forhold til de beslutninger, der træffes i selskaber, der træder i stedet for det offentlige på så forskellige borgernære områder som togdrift, offentlig rengøring og offentligt ejede medievirksomheder. Derfor er jeg da også glad for, at der fra kommissionens side lægges op til, at forskellige typer af selskaber og institutioner, der træffer afgørelser i det offentliges sted, kan omfattes af ny lov. Jeg er samtidig tilfreds med, at det foreslås, at KL og Danske Regioner bliver omfattet af offentlighedsloven, så medier og borgere også der kan få et indblik i de vigtige beslutningsprocesser. For journalister og andre, der har brug for at følge med i, hvad magthaverne foretager sig, er der en række praktiske tiltag i kommissionens anbefalinger, der kan lette tilgangen til informationer. Tiltag som jeg håber og tror, politikerne vil følge, når der skal lovgives. Jeg er f.eks. glad for, at der lægges op til en udvidelse af meroffentlighedsbegrebet, så f.eks. et ministerium af egen hånd kan vurdere, at dokumenter kan være rimelige at udlevere trods det, at de ikke er omfattet af offentlighedsloven. På den måde tror jeg på sigt, at vi kan få offentlige institutioner, der bliver mere bevidst om værdien af aktindsigt i et demokratisk samfund. Her er det også afgørende, at anbefalingerne i kommissionens arbejde er teknologineutrale. Der skal ikke kun være offentlighed i papir, men også i digitale formater benyttet i det offentlige. Når det gælder synliggørelsen af effekterne af loven om åbenhed, er jeg også tilfreds med, at der lægges op til en stramning i myndighedernes journaliseringspligt. Det betyder, at man både af aktuelle og historiske årsager kan få indblik, i hvad man har beskæftiget sig med i de offentlige institutioner. Det har stor værdi for offentligheden at have mulighed for at kunne se, hvordan et sagsforløb har set ud. Kommissionens medlemmer er enige om, at der skal etableres en offentlighedsportal, så det er muligt for borgerne at følge med i, hvad der gives aktindsigt i, og hvor der gives afslag. Det vil give et godt overblik, og være et fremskridt i ambitionerne om at skabe mere åbenhed om sin åbenhed. Trods de mange gode elementer i kommissionens anbefalinger, er der på flere punkter, hvor vi i Dansk Journalistforbund ser fareelementer i flertallets anbefalinger. Jeg mener for eksempel ikke, at en offentlig myndighed skal kunne afvise en aktindsigtsanmodning med henvisning til resurseforbrug. Det er nu engang i demokratiets interesse, at embedsmændene giver sig tid til åbenheden, når borgere eller medier ønsker en sag belyst. Stærkt kritisabelt er det også, at statsministeren og et bredt udsnit af de politiske partier i ly af mørket tidligere på året, stak en kæp i hjulet ved den pludselige kalenderlov. Nu anbefaler flertallet i kommissionen så, at ikke blot ministre, men også borgmestre, regionsformænd og andre for offentligheden interessante personer, kan se frem til at få lukket deres officielle kalendere af for offentligheden - et misforstået privilegium. Et andet alvorligt demokratisk problem, der fremgår i kommissionens betænkning, er flertallets fokus på, at dokumenter, der udveksles mellem ministre eller folketingsmedlemmer i lovgivningsprocessen, ikke skal omfattes af åbenhed. Med en sådan dialog undtaget for muligheden for aktindsigt, undermineres opdelingen mellem den udøvende magt (regeringen) og den lovgivende magt (Folketinget). For når der fx kan forberedes en særlovgivning (burkaer, muskelhunde osv.) blot ved hjælp af korridorsnak er det en demokratisk glidebane, som ingen kan følge med i. Det er helt galt, for på den måde kan ministre og folketingsmedlemmer uden offentlighedens indsigt tilrettelægge og »klappe af« hvad der måtte være af uenigheder mellem deltagerne i et parlamentarisk flertal - uden offentlighedens viden. Herforventer jeg, at politikerne viser et større udsyn og et større mod. Jeg er spændt på at se politikernes udspil til, hvordan vi kommer fra betænkning til lovgivning. Vigtigst er, at politikerne tør tage lovgivningen et skridt videre, så åbenheden bliver stadigt mere forandret i det danske samfund. Borgerne skal have det bedst mulige grundlag for at deltage i demokratiet, og det kræver, at det offentlige gøres så gennemsigtigt som muligt.