Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Giv os en ny danmarkshistorie

Kasper Elbjørn, Henrik Gade Jensen og Bent Blüdnikow: Tidligere rigsantikvar Olaf Olsen udleverede oplysninger til Sovjetunionen efter krigen og forsvarede Stalin-regimet. Og så var han redaktør på Nationalencyklopædien. Den er for ideologisk blakket nu.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I løbet af de sidste ti år er der flyttet en række hegnspæle i vore historiske erkendelser. Der er blevet sat fokus på den danske samarbejdspolitiks omfang under Anden Verdenskrig, der medførte omfattende eksport til Nazityskland. Fhv. statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) udtrykte i 2003, at hvis alle lande havde opført sig som Danmark, så var Europa blevet nazistisk.

Man fik omsider hul på den betændte byld og kunne berette, hvordan kommunistiske regimer havde myrdet millioner, og at det 20. århundredes tragedier ikke kun skyldtes nazismen og fascismen. En debat der tidligere havde været vanskelig, fordi den marxistiske og radikale historikertradition havde domineret og var blevet mainstream, men også fordi de borgerlige var for spage eller svage.

Det blev også slået fast, at voldsretorik og fantasier om den voldelige revolution havde haft gyldne dage blandt de mange unge revolutionære efter 1968 og langt op i 1980erne. Det blev efterhånden også - efter heftig modstand - dokumenteret, at Blekingegadebanden ikke var opstået ud af den blå luft, men havde sin ideologiske rod på den danske venstrefløj.

Og blandt mange andre erkendelser blev det efterhånden klart, at Danmark havde svævet i stor fare under Den Kolde Krig, fordi Sovjetunionen og dets allierede havde aggressive planer mod Vesten - herunder Danmark.

Disse erkendelser kom frem i brede folkelige debatter om historien i ikke mindst Berlingske Tidende, Weekendavisen og Jyllands-Posten. De manifesterede sig bl.a. i debatten om Encyklopædien med venstresnoede tendenser i de samtidshistoriske opslag, i debatten om DIIS-udredningen, hvor en akademisk forskergruppe nærmest skabte indtryk af, at Sovjetunionen og dets allierede ikke havde haft offensive angrebsplaner mod Danmark og det øvrige Vesteuropa. Denne udredning blev heftigt kritiseret, og mange af dens konklusioner fik en hård medfart i den offentlige debat.

Den brede folkelige debat manifesterede sig også i mindre sager som debatten om DR2 programmet De røde lejesvende og slagsmålet om Lenin-statuen, som Arbejdermuseet havde placeret i museets forgård til at hilse gæsterne velkommen. Først efter en længere debat i aviserne erkendte museets ledelse, at den kommunistiske diktator og folkemorder skulle flyttes til et mindre lokale inde i bygningen.

Disse erkendelsesryk skyldtes ikke universitetshistorikerne. De blev et resultat af den offentlige debat. Den faghistoriske konsensus var stadig præget af venstrefløjsholdninger i forskellige nuancer, og ude af trit og langt efter den offentlige debat.

I vor bog Opgøret om vor samtids historie, som udsendes i denne uge, gengiver vi en række af disse offentlige debatter. Bogen tegner omridset af frontlinjerne i denne omfattende historiske debat og omfatter både indlæg fra venstreorienterede og borgerlige. Bogen skulle gerne give en ny generation en fornemmelse af, hvor engageret debatten om vor samtids historie har været, og hvordan holdningerne foldede sig ud. Derefter må læserne danne sig deres egne meninger.

Selv om mange nye erkendelser har indfundet sig, dukker nye oplysninger hele tiden op, der kaster lys over fortiden. I juli måned i år kom det frem i Jyllands-Posten, at den tidligere rigsantikvar Olaf Olsen havde udleveret oplysninger til Sovjetunionen i 1947 om danske borgere og deres holdning til Sovjetunionen. Disse lister kunne have fået katastrofale konsekvenser for de nævnte personer, hvis Sovjetunionen, som Stalin planlagde, havde fået magten i Vesten. Olaf Olsen fortsatte efter 1947 sit agitationsarbejde for Sovjetunionen, og da Stalin op til 1953 anklagede jødiske læger for et komplot mod kommunistpartiets ledelse og fik mange af dem hængt, stillede Olaf Olsen sig op og forsvarede Stalins udrensninger.

PET kendte udmærket til Olaf Olsens handlinger, men undlod, ifølge Jyllands-Postens oplysninger, at gøre noget ved sagen af hensyn til en anonym meddeler. Men endnu i 1950erne havde Olaf Olsens handlinger konsekvenser. Da Olaf Olsens bror, Erling, der senere blev socialdemokratisk minister, søgte om et job i Udenrigsministeriet, blev han ifølge sin egen selvbiografi ’berufsverbotet’ på grund af sikkerhedsfaren - altså sit familieskab med Olaf. Så slemt blev det vurderet af PET i 1950erne. Men hvad der så skete siden, så Olaf Olsen kunne stige til vejs i 1980erne, ved vi ikke - måske var tidsånden forandret.

Olaf Olsen var ikke nogen ubetydelig spiller i skabelsen af historieforståelsen efter Anden Verdenskrig. Som rigsantikvar fik han magt og indflydelse i lille Danmark, og hans fortid syntes ikke at have hindret ham i en kometkarriere. I årene 2002-2005 udgav Gyldendal og Politikens Forlag et 17 binds værk om vor danmarkshistorie, som Olaf Olsen var hovedredaktør af, i folkemunde kaldet »Olsens Danmarkshistorie«. Hermed fik Olaf Olsen overordentlig stor indflydelse på den officielle historieopfattelse i Danmark. Resultatet blev en række ensidigheder, hvor Danmarkshistorien blev presset ned i en venstreorienteret verdensopfattelse. Værket er stadig standardværket om danmarkshistorien og bruges flittigt i skoler og gymnasier. Ved eleverne, at hovedredaktøren er gammel stalinist?

Olaf Olsen var også garanten for Gyldendals Nationalencyklopædi, da den udsendtes 1994-2001. Dette kæmpeværk blev fra borgerlig side kritiseret for mange ensidigheder og udeladelser i det samtidshistoriske stof og for uvilje til at sidestille kommunismens og nazismens forbrydelser. At de danske kommunister var allieret med nazisterne med Stalin-Hitler-pagten 1939-1941 var forunderligt nok gledet ud af fremstillingen. Mens højreorienterede danske forfattere blev negativt omtalt, hvis de havde haft berøring med fascismen eller nazismen, så blev det enten ikke omtalt eller forskønnet, hvis danskere havde haft kommunistiske aktiviteter.

Nationalencyklopædiens hovedredaktør, sprogprofessor Jørn Lund, forsvarede indædt sit værk og henviste i øvrigt til, at alle artikler om det samtidshistoriske var blevet læst og godkendt af Olaf Olsen.

I sidste ende indrømmede Gyldendal, efter godt et års intensiv debat, at kritikken i hovedsagen var berettiget, og i en ny elektronisk udgave på nettet blev der foretaget ændringer i en lang række artikler. Men med den nye viden om Olaf Olsens fortid, stiller striden om Nationalencyklopædien sig i et nyt og skarpere lys. Hvad der tog sig ud som forsømmelse, tidsåndens fordomme og lidt ideologisk tendens, kunne også være mere eller mindre bevidst manipulation.

Ligesom der ikke kun findes ét svar på, hvordan det gode samfund indrettes, findes der heller ikke kun ét svar på, hvordan historien fortælles, og vi har som nation brug for en ny danmarkshistorie. Olsens danmarkshistorie er blevet for blakket. Det burde være forlaget Gyldendal, der satte sig i spidsen for dette projekt.

Når vi ser tilbage fra i dag, kom skæverterne i kampen om historien fra de universitære, faghistoriske miljøer, og nok ikke helt tilfældigt, mens den brede offentlige og nogle gange hidsige debat var bedre til at fange og forstå det 20. århundredes tragedier.

HDe tre kronikører udsender i denne uge bogen Opgøret om vor samtids historie. Bogen er en opsamling af den omfattende debat om Danmarks nyere historie, der foregik fra 2001 og frem til nutiden og var en del af den meget omtalte kulturkamp.