»Please don’t do this. I will do everything you say but please, don’t do this.«

Ordene kom fra en mand, jeg kender og elsker. Han græd, rystede og havde ikke sovet en hel nat, siden nyheden ramte ham. Bønnen blev afleveret til en kvinde, han havde haft sex med én gang. Og som sagde, at hun havde besluttet sig for, at han skulle være far.

Det er svært at forstille sig noget mere meningsfyldt end at få børn. Efter min mening er det smukkeste, man kan gøre med sit liv, at give det videre. Jeg ser mine venner og søskende blomstre i deres nye roller som forældre og glæder mig inderligt, til jeg en dag selv skal opleve så intens lykke med en mand, der vil sætte et barn i verden sammen med mig.

Derfor er jeg tilsvarende frustreret og skræmt over, at nogle kvinder mener, at de har retten til at forpurre det vel nok største i livet – at blive forældre – for et andet menneske. At gøre det at få et barn til et smerteligt, uønsket og for evigt ikke-idyllisk projekt er nok den mest intrigante måde, man kan såre et andet menneske på og samtidig smadre deres selvopfattelse, fremtid og selvkontrol.

Jeg gætter ikke, for jeg har set det ske tre gange i min omgangskreds. Mænd, der mest af alt var store børn, blev henholdsvis narret til ubeskyttet samleje under påskud af, at kvinden spiste p-piller. og mænd, der en fuld nat havde glemt kondomet, men var blevet forsikret om, at kvinden ville tage sine forholdsregler dagen derpå. Og så var der min grædende ven, der blev tvangsindlagt til at have daglig kontakt til en kvinde, der var dybt forelsket i ham. Det kostede ham en karriere, for han gik psykisk ned og kunne ikke kapere et arbejdsliv.

Far eller forælder

Siden den juridiske abort blev et emne, har jeg med vold og magt forsøgt at forstå disse kvinders ræsonnement, men uden resultat.

Jeg begriber ikke, at man kan ønske sig et barn med et menneske, der ikke ønsker at blive forælder. Eller at man kan give sit eget barn den dåbsgave, at han var uønsket.

Ethvert argument om, at en abort vil være for hårdt for kvinden, enten psykisk eller fysisk, preller af på mig som vand på en gås. Ved I, hvad der sker med kroppen? Har I set en fødsel? Har I hørt om, at alenemoderrollen er det mest opslidende, vanvittige, hårde og uforudsigelige projekt, man som kvinde kan binde an med? Og har I begreb om, hvad det gør ved en mand, der hverken psykisk eller økonomisk er klar til at påtage sig rollen som forælder?

Her bruger jeg begrebet »forælder« med fuldt overlæg, for som retstilstanden er i dag, bliver manden jo far, uanset hvordan, han forholder sig. Der er forskel på de to ting. Og det er der beklageligvis nogle kvinder, der nægter at forstå. Det virker temmelig kontraintuitivt, at man for at undgå én størrelse psykisk og fysisk belastning, tager en endnu større på sig. Desværre udmønter sidstnævnte sig ikke kun for det menneske, der tager beslutningen.

Tag ansvar, kvinde

Biologien får som bekendt skyld for meget i disse dage, men endnu kan vi ikke inseminere mænd, så kvindens åg må hun fortsat bære – også i bækkenet. At det er kvinden, der bliver gravid, flytter efter min mening ingen moralsk ret til at bestemme retningen for et andet menneskes liv.

Under samlejet er det op til begge parter at beskytte sig, ja. Men fejler det alligevel, er det tilsvarende op til begge parter at blive enige om, hvad der så skal ske. Det var aldrig meningen med det skæbnesvangre samleje, at det skulle ende med et barn, og adækvansen er urimelig. Hvad kvinden må tåle for at begrænse uheldets omfang, tager efter min mening et bagsæde til, hvad manden må tåle, hvis kvinden vælger ikke at begrænse uheldet.

Ved kvinden med sig selv, at hun ikke kan udsætte sin krop og sin psyke for en abort, må hun tage alle præventioner, der er for hende mulige, i brug. Alternativt kan kvinden afstå fra penetrerende sex for at være helt sikker på, at hun ikke ved et uheld bliver gravid og derved tager det største valg i livet – for hende selv og for en anden – ved et tilfælde.

Abonnerer man på den holdning, at aborter er amoralske og livsødelæggende, må man enten bære et skilt med sin overbevisning påtrykt eller advisere sin sengegæst, inden man går i gang. Jeg har forberedt en tekst, jeg selv mener, er formålstjenstlig:

»Kære sexpartner. Uanset vores relation, vores livssituation og individuelle økonomi, ønsker jeg i tilfældet af en usandsynlig graviditet at beholde barnet. Jeg er indforstået med, at dette forestående samleje ikke sker i kraft af ønsket om en graviditet, men udelukkende bestemmes egnet til sjov og ballade. Da vi begge har orienteret os i retning af prævention, har vi således tilkendegivet, at vi ikke ønsker at blive forældre sammen. Skulle dette alligevel ske, forbeholder jeg mig retten til at indtage en ny holdning, desuagtet dine ønsker og situation i øvrigt«.

Det vil formentlig virke glimrende som prævention.

Logik-gak

Jeg har set gravide kvinder, der tog en beslutning uden faderens indblanding, påstå, at deres barn havde krav på begge forældre, og at ingen børn burde blive forladt af deres forældre (læs: far). Jeg kunne simpelthen ikke være mere enig.

Så hvordan underbygger kvinden dén moralske holdning, når hun samtidig bringer et typisk eneforældre-barn til verden?

Jeg vil så gerne forstå disse kvinders indre logik, når de tror, de kan tvinge mænd til at elske og yde. Det virker da aldrig. Hvornår må de til en 18-årig ytre, at det er deres beslutning, der ligger til grund for, at vedkommende aldrig har haft et sundt, naturligt eller værdigt forhold til sin far?

Er det i mange tilfælde kvinder, der tror, de kan snøre en mand ind i deres liv med en graviditet? Det synes nemlig formålsløst at tælle succeserne, der er kommet ud af dén teori. Eller er det kvinder, der med fuldt overlæg scorer en portion DNA til et planlagt soloprojekt? Uanset bevæggrunden for beslutningen, består min absolutte indignation.

At manden med vedtagelse af en dansk, juridisk abort kan få muligheden for at vælge – næsten – lige så suverænt som kvinden, burde ikke være så forfærdeligt. Den ret forventes af forslagsstiller brugt af mænd, der i et sidste udkald og i desperation må gøre kvinden opmærksom på, at barnet er uønsket, og at han frasiger sig retten til barnet og pligten til forsørgelsen.

Med en ny bestemmelse i dansk lovgivning kunne vi endelig ligestille os frem til noget, der kunne modsvare kvindens biologiske fortrin, når det gælder afgørelsen om barn eller ej. Bestemmelsen kunne så anvendes af mænd, der ikke ønskede at blive fædre, ligesom det biologiske fortrin anvendes af kvinder, der ønsker at blive mødre.

Danmark som foregangsland

Det er så overset, at mænd rent faktisk har følelser omkring det at blive far.

Både lovgivningen og den måde, vi taler om, at »de fan’me bare skal tage et ansvar«, bærer i så høj grad præg af, at mænds følelsesliv først har fået moderne opmærksomhed inden for de sidste årtier.

Min ven, der momentalt fik ødelagt sit liv, er heldigvis tilbage på sporet i dag. For hvad den pågældende kvinde valgte at gøre mod ham, underbygger min ovenstående pointe om, at samfundsforventningen til mænds følelser ligger et meget lille sted. For hun var ikke gravid. Hun var derimod dybt besat af ham og anvendte den model, som mange mænd frygter allermest. Hun sagde, hun var gravid og derved inddragede hun hans kontrol, valgfrihed og potentielt økonomiske muligheder. Og han gik i stykker indeni.

Siden 1973, hvor aborten blev fri, har vi fortalt hinanden, at Danmark er et foregangsland, når det kommer til seksuel frigørelse, familieplanlægning og retten over egen krop og liv. Og det er vi også på langt de fleste områder. Reglerne for forsørgelse rækker længere bagud, end den kropslige frigørelse. De stammer fra en tid, hvor kvinden reelt ikke kunne forsørge sig selv og ikke var på arbejdsmarkedet. Da aborten blev fri, var dette også et symptom på et samfund, der anerkendte den enkeltes liv og valgfrihed. Aborten blev desværre kun fri for kvinder.