Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Giraffer, populisme og refleksreaktioner

Hvorfor skulle vi ikke anerkende, at indsigtsfulde argumenter kan være meget mere værd end pludseligt opståede fornemmelser, uanset at de er i mindretal? Et defensorat for ZOOs aflivning af Marius.

Erik Holstein har misforstået ganske mange ting – faktisk de fleste af de ting, han udtaler sig om i sin kommentar. Men det med at udtale sig om ting, man ikke har tilstrækkelig indsigt i, parkerer jeg lige et øjeblik.

Først og fremmest vil jeg sige, at der simpelt hen ikke findes et eneste rationelt argument imod forløbet omkring Københavns Zoos aflivning af giraffen Marius. Bengt Holst, som har udvist fænomenal kølighed og suveræn rationel kommunikation i denne helt overspændte sag, har fremlagt argumenterne gang på gang via alle tænkelige medier, og jeg vil ikke gentage dem her, men blot kraftigt opfordre alle interessenter i at høre, se eller læse dem.

Der findes også andre, uvildige gennemgange af, hvorfor Zoos ageren i sagen har været helt fornuftig, f.eks. filosoffen Fatima Sabirs indlæg på Politikens netavis (11/2).

Erik Holstein kommer da heller ikke med nogen egentlig argumentation for, hvorfor Zoo skulle have handlet etisk forkert. Han holder sig i stedet til en meta-argumentation om, hvorfor Zoo alligevel har handlet kritisabelt.

Erik Holstein starter med at kommentere, at »refleksreaktionen« på Marius’ aflivning er, at kritikerne er helt galt afmarcheret, og at dette på en måde er det nemme og oplagte standpunkt i sagen. Han påstår endvidere, at man »ved at gå et spadestik dybere« kan nå den modsatte konklusion, nemlig at den følelsesbaserede kritik er helt berettiget. Desværre går han i sin kommentar ikke et spadestik dybere, han holder sig i den helt overfladiske muld, hvor ethvert standpunkt er lige så godt som et andet, eller rettere, bedre, hvis det deles af tilstrækkeligt mange på Facebook eller Twitter.

Erik Holstein mener, at det er hyklerisk, at Zoo på den ene side giver dyrene navne, viser dyrefødsler og sælger tøjdyr i deres butik »i kommercielt øjemed«, mens de på den anden side insisterer på en videnskabelig tilgang til det at drive en zoologisk have. Hertil skal først og fremmest indvendes, at Zoo ikke er en profitdrevet institution. Alle indtægter går til Zoos arbejde, som er fokuseret på 1) at maksimere velfærden for deres dyr, 2) at formidle viden om og fascination af dyr og 3) at bedrive videnskabelig baseret forskning og naturbevarelse. Disse målsætninger deles af alle seriøse zoologiske haver. Det er således ikke formålet med zoologiske haver at skabe »empati« for dyr, som Erik Holstein ellers påstår, i hvert fald ikke i den betydning, som Erik Holstein antyder.

Erik Holstein har altså misforstået, hvad der overhovedet er målsætningen for enhver seriøs zoologisk have. Bengt Holst har i flere tilfælde sagt, at han synes, det er vigtigt at formidle til folk, at naturen ikke er empatisk, og at vi som mennesker ikke bør være drevet af et følelsemæssigt (»Disney-agtigt«, tror jeg han har sagt) forhold til dyr.

At Zoo er nødt til at have en kommerciel dimension for at have tilstrækkelige indtægter til at gøre deres videnskabeligt baserede arbejde ordentligt, kan man vel næppe med rimelighed udlægge som hykleri. Derfor undrer det mig, at Bengt Holsts insisteren på en videnskabeligt baseret diskussion virker hyklerisk og oven i købet »kvalmende« på Erik Holstein.

Kritikken af, at børn overværede obduktionen af Marius, går igen flere steder, særligt i oversøiske, puritanske medier. Erik Holstein fremmaler, hvordan børnene ganske sikkert må have været enten »meget kede af det« eller »risikerer at få en brutaliseret opfattelse af, hvordan man behandler dyr«.

Igen virker kritikken fuldstændig malplaceret. Hvis nogle børn er blevet traumatiseret af at overvære obduktionen (hvad jeg tvivler på), kan man vel kun klandre deres forældre for at tage dem med hen at overvære den. Zoo har jo ikke tvunget nogen til at overvære seancen, men har præsenteret den som et tilbud.

Jeg vælger den lidt mindre ildevarslende fortolkning, at alle såmænd er kommet af egen fri vilje og for at lære noget om, hvordan et så unikt dyr som en giraf egentlig ser ud og fungerer rent fysiologisk. Derfor forstår jeg helt grundlæggende slet ikke forargelsen på de menneskers vegne, som overværede seancen, eller mere generelt forargelsen over, at Zoo tilbød en offentlig, helt speciel og potentielt lærerig oplevelse.

At sådan en obduktion skulle være et barbarisk og uciviliseret sceneri kan jeg slet ikke se, og det tyder desværre på, at rigtig mange i vores supermarkedskultur har et fornægtelsespræget forhold til døde dyr og deres kroppe. Igen, hvis man synes det er ubehageligt kan man jo bare lade være at dukke op.

Erik Holsteins parallel med at lave ragout af et kæledyr er fuldstændig hen i vejret. Vi taler altså om en forskningsbaseret institution, der i tråd med sine formidlingsprincipper har lavet et valgfrit foredragstilbud til sit publikum. Skru lige ned for retorikken.

Næste punkt på Erik Holsteins dagsorden er Bengt Holsts »bureaukratiske arrogance«, som Erik Holstein på fantasifuld vis får sidestillet med Folketingets beslutning om salg af DONG-aktier til Goldman Sachs.

Med arrogance mener Erik Holstein den omstændighed, at Bengt Holst og Zoo ikke har lagt sig ned over for den meget udbredte kritik af deres handlemåde. Han påpeger det problematiske i, at »beslutningstagere« ignorerer protester fra publikum og harcelerer videre over ringeagten for ’populisme’ (Erik Holsteins anførselstegn, tilsyneladende fordi han ikke anerkender dette prædikat).

Her afslører Erik Holstein en tankevækkende overbevisning. Det faktum, at Bengt Holst holder fast i en rationel og informeret strategi selv i stiv populistisk modvind, er da ikke et nederlag. Det er tværtimod forbilledligt, at man ikke bare lægger sig ned fordi en masse mennesker – tør jeg sige uden at have sat sig ordentligt ind i sagerne? – protesterer imod det.

Vil Erik Holstein gerne have et samfund, hvor standpunkter og argumenter skal vægtes udelukkende på, hvor mange, der deler det? Erik Holstein tilslutter sig her en uheldig tendens til at vægte skingre, højtråbende og sommetider ganske ekstreme holdninger over ekspertviden. Jeg gentager, at jeg ikke har hørt et eneste rationelt argument imod Zoos handlemåde – kun følelsesmæssige. Dette er ikke »populisme«, det er rendyrket populisme helt uden anførselstegn. Og det er altså sjældent hensigtsmæssigt.

Vi lever desværre i en tid, hvor eksperter ugleses, hvis de går imod populistiske holdninger. Det skaber ofte et medielandskab, hvor fuldstændig ubegrundede og uinformerede synspunkter kan antage lavineagtige proportioner, særlig gennem viral ekspansion på nettet og de sociale medier. De sociale medier er særligt velegnede til at aftvinge et stort antal mennesker sådanne refleksreaktioner (for at låne Erik Holsteins udtryk) om noget, de har brugt under 30 sekunder på at sætte sig ind i.

Demokratisk? Ikke rigtig, når man husker på, at demokrati ikke kun handler om at flertallet bestemmer, men også om, at uenigheder bilægges ved rationel og indsigtsfuld argumentation. Hvor mange af kritikerne har indsigt i, hvordan man driver zoologiske haver? Hvor mange har en kvalificeret viden om de udfordringer, der udspringer af voksende zoo-bestande for de arter, der yngler godt i fangenskab? Hvorfor skulle vi ikke anerkende, at indsigtsfulde argumenter kan være meget mere værd end pludseligt opståede fornemmelser, uanset at de er i mindretal?

Endelig fremfører Erik Holstein, at Zoos ageren har gjort ubodelig skade på sit eget og Københavns brand. Det er jo også noget sludder, især hvis vi ved at sætte os ned og trække vejret dybt kan blive enige om, at Zoo objektivt set har handlet helt fornuftigt. En fornuftsbaseret respons på massehysteri er stadig rationelt, selvom Erik Holstein sætter dette på hovedet og mener, at kommercielle hensyn til populistiske, men rationelt forkerte, holdninger ville have en mere rationel fremgangsmåde.

Jeg køber slet ikke spådommen om tab af de to brands værdi, og jeg vil vove en forudsigelse om, at Zoo i det lange løb vil blive bredt anerkendt for sin videnskabelige og fornuftsbaserede strategi i denne og lignende sager.