Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Gider vi passe på retssikkerheden?

Folketinget hastede stramningerne af udlændingereglerne igennem på 48 timer. Bl.a. Dommerforeningen, Advokatsamfundet og Amnesty har protesteret, men politikerne negligerer advarslerne. Det er et frontalangreb på retssikkerheden og demokratiet.

EUs formandskab i skikkelse af Luxembourg siger efter et extraordinært møde i Bruxelles mandag , at der trods modstanden er et stort flertal for at fordele flygtninge ud over medlemslandene, og at arbejdet med at blive enige fortsætter frem til et nyt ministermøde den 8. oktober. Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet er stadig imod det mere omfattende forslag om at fordele ekstra 120.000 flygtninge. BV:Flygtninge på motorvejen nord for Padborg d. 9. september 2015- - Flygtninge vandrer på motorvejen fra Padborg og nordpå. Omkring 300 flygtninge begyndte onsdag morgen at gå af motorvejen nordpå - hovedparten kommer fra Syrien. (Foto: Claus Fisker/Scanpix 2015) Fold sammen
Læs mere

Udlændingestramningerne er blevet til på en måde, som ikke er et demokrati værdigt. Forløbet giver ingen sikkerhed for, at forslaget er ordentligt gennemarbejdet. Det ændrer afgørende på grundlæggende retssikkerhedsmæssige traditioner, og det efterlader mange væsentlige og ubesvarede spørgsmål.

Som praktiserende advokat har jeg et særlig tæt og professionelt forhold til begrebet retssikkerhed. En passion. En nørdet interesse og måske en overdreven bekymring? Når jeg taler om retssikkerhed – det gør jeg overalt, hvor jeg kan komme til det – mærker jeg ofte en reaktion, der minder lidt om træthed. Åh nej, nu trækker han vel ikke den gamle traver frem igen? Når jeg og andre advokater bliver ved, så sker det, fordi vi ved, hvad retssikkerheden betyder. Og vi ved, at den ikke er en selvfølge. Vi skal passe på både den og på vores demokrati, herunder ikke mindst den måde, vi vedtager nye love på.

Vi lever trygt og godt i Danmark. Kun meget få mennesker kommer direkte i berøring med retssystemet. De fleste kender det kun fra pressen. Denne store gruppe har fra barnsben fået indpodet, at vi i vores demokratiske samfund har delt magten i tre: Den udøvende, den lovgivende og den dømmende. Vi har lært, at de tre ikke må blandes, og vi tager det som en selvfølge, at retssikkerheden er eviggyldig. Punktum.

Som advokat har jeg mødt mange mennesker, der først har forstået betydningen af retssikkerhed i det øjeblik de – eller deres nærmeste – stod i en uventet situation, hvor de oplevede, at retssikkerheden faktisk ikke er en naturgiven størrelse. Det i det øjeblik, hvor du – eller din søn eller datter – står helt alene og oplever f.eks. en myndighedsafgørelse eller en myndighedshandling, hvor du tænker: Det her skete bare ikke. Hvordan kan det være? Kan det virkelig passe? Kan politiet behandle mig sådan? Kan SKAT behandle mig sådan? Kan kommunen behandle mig sådan? Har jeg pligt til det? Skal jeg acceptere den behandling? Kan jeg ikke gøre noget?

Jeg har som bestyrelsesmedlem i brancheforeningen Danske Advokater (2008-2014) talrige gange mødt retspolitiske ordførere fra partierne i Folketinget. Ved disse lejligheder er retssikkerhedens betydning altid blevet fremhævet, og jeg har endnu ikke mødt en politiker, som ikke har svoret retssikkerheden evig troskab. Desværre har disse troskabserklæringer haft karakter af skåltaler, som i intet tilfælde har overlevet længere end til mødets slutning. Jeg har oplevet, at de forskellige partier på hver sin måde har svigtet skåltale-løfterne.

Og nu har vi netop set fem partier begå et frontalangreb på retssikkerheden og demokratiet. Socialdemokratiet, Venstre, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Konservative har på ingen tid vedtaget nye udlændingeregler på en ganske brutal måde. Dette eksempel er uhyggeligt, fordi det formentlig får lov til at passere stort set uden at offentligheden gider bide mærke i, hvad det kommer til at betyde.

Politikerne forklarer offentligheden, at det er nødvendigt at haste lovændringerne igennem Folketinget på 48 timer, selvom alle politikere gang på gang har lovet, at der skal ske opprioritering af den gode lovgivningspraksis og sættes ind over for lovsjusk. Folketinget har selv sat en ønsket behandlingstid på mindst fire uger og med høringspligt. Det har man sprunget over, og den kollektive bortforklaring lyder, at »det haster«.

Denne forklaring er usand. Politikerne lyver. Hovedformålet med ændringerne er at give Danmark nogle værktøjer, som angiveligt var savnet, da der i september kom langt flere flygtninge og migranter, end vi har set tidligere. Vi skal være klar, hvis det sker igen, hedder det. Dette udelukker imidlertid ikke, at der gives tid til ordentlig behandling. En fremsættelse af et lovforslag på over 100 sider med en forberedelsestid på mindre end et døgn og herefter 1., 2. og 3. behandling på 48 timer kan ikke nogensinde blive forsvarlig. De politikere, der hævder det modsatte, må tro, at vi andre er totalt uvidende og dumme. Det er vi ikke.

Hvis vi nu alligevel lagde til grund, at hasteargumentet var rigtigt, så bliver det næste spørgsmål: Hvorfor har I ikke pillet de retssikkerhedsmæssigt mest kontroversielle forslag ud og undergivet dem en passende grundig behandling? Svaret er formentlig, at hvis man gjorde det, ville man jo komme til at erkende, at hastearbejdet ikke er tilfredsstillende.

Nu har vi en situation, hvor Den Danske Dommerforening, Det Danske Advokatsamfund, Amnesty International, Justitia, CEPOS, Red Barnet, Dansk Flygtningehjælp og en meget lang række af juridiske professorer og andre eksperter har udtalt sig mod lovforslaget på områder, der markant ændrer den retssikkerhedsmæssige tradition og som vil muliggøre udlicitering af myndighedsudøvelse – et af de tre ben, vi som børn lærte, var forholdt staten.

Det er meget alvorligt, at fem partier hen over midten i Folketinget negligerer disse advarsler. Dermed fortæller politikerne deres vælgere, at »vi ved bedre«. Vælgerne har ikke samme mulighed for at forstå alvoren. Politikerne kender den godt, men enten er de ligeglade eller drevet af frygt. Jeg gætter på, at langt de fleste politikere i virkeligheden mener, at advarslerne er en studentikos overdrivelse. »Vi har jo retssikkerhed«, tænker de vist alle.

Jeg husker engang, daværende justitsminister Frank Jensen (S) gik og troede det samme. Lige indtil hans bror fik problemer i en sag om samvær. I sommeren 1997 kritiserede Frank Jensen Statsamtet for ikke selv at havde gjort opmærksom på muligheden for midlertidigt samvær i broderens samværssag. Det mundede ud i en præcisering af, at Statsamtet altid bør vejlede om muligheden for midlertidigt samvær. Og siden blev reglerne lavet om. Det var en politiker, der pludselig mødte manglen på retssikkerhed, og så blev loven lavet om.

Hvis jeg har ret, så er det en trussel mod retssikkerheden og demokratiet. Ingen af delene er uopslidelig. Hvis demokrati og retssikkerhed bliver tilsidesat og etiketteret som »noget alene for teoretiske nørder«, er vi ude på et farligt skråplan. Spørgsmålet er så: Hvad kan vi gøre ved det?

I disse dage er den vestlige verden forståeligt nok opskræmt af terroren. Den offentlige debat levner ikke særlig god plads til dem, der maner til besindighed og advarer om, at vi ikke bør rive vores demokrati i stykker. Terroristerne hader demokrati og retssikkerhed. Ingen af delene findes i kalifatet – dér er det skældsord – og det vil være en ubetinget succes for terroristerne, hvis man får held til at sætte det vestlige demokrati (mest muligt) ud af kraft. Det passer helt i kalifatets tankegang, at folket ikke kan tillade sig at forlange en ordentlig og demokratisk behandling af lovforslag. Det passer helt i kalifatets tankegang, at både børn og voksne kan fængsles uden nødvendigvis at komme for en dommer og at magtudøvelse kan udliciteres fra staten.

Jeg har ikke mødt en eneste juridisk ekspert, som har sagt nej til ændringer på grund af udviklingen i terrorbilledet. Hvis stramninger er nødvendige, så skal de indføres. Det er der enighed om. Vi skylder bare os selv at overveje, om ændringer er nødvendige. Det kræver andet og mere end 48 timer uden tid til høring og uden tid til omtanke og debat. Det er farligt, når politikere reelt nægter at se i øjnene, at de er blevet ofre for egen eller andres frygt, og at de har ladet sig presse til at lovgive med hovedet under armen og stopuret i hånden.

Gider vi passe på retssikkerheden? Jeg gør. Og jeg ved, at jeg ikke er alene. Jeg vil bare så gerne have de folkevalgte politikere på Borgen med på tanken. De fem partier, der har vedtaget udlændingestramningerne, bør stoppe op og erkende – højt – at det forløb ikke var i orden, og at der bør ses nærmere på indholdet. For demokratiet og retssikkerhedens skyld.