Ordet ghetto går helt tilbage til 1500-tallet. Ghettoer har haft forskellig karakter, men meningen med ordet har været den samme. Ghetto har været betegnelsen for områder, hvor der bor én etnisk gruppe, som det øvrige samfund gerne ville holde på afstand, og som i mange tilfælde levede som udstødte af det almindelige samfund. I 1555 udstedte paven i Rom et dekret om, at jøder skulle bo i særlige bydele. Det havde allerede været praksis i mange byer siden 1100-tallet. Kirken ønskede at holde jøderne på afstand. I Venedig havde man en ghetto; den kan ses som en slags mønster-ghetto.

Der var mure omkring bydelen. Der var kristne vagter ved portene, og portene var lukket om natten. Jøderne var derfor tvunget til at lave deres eget lille samfund inden for murene. Ghettoen fungerede som et parallelsamfund. Ghettoen i Venedig lå ved et jernstøberi, hvor jorden var præget af slam fra fabrikationen, og dette slam hed på italiensk ’ghetto’. Siden er bydele med andre minoriteter blevet betegnet som ghettoer.

Den mest kendte ghettotype er de sorte ghettoer i USA. Beboerne var dér som jøderne én etnisk gruppe. Det var områder, som det hvide USA foretrak at holde på afstand. De fungerede i praksis på mange måder som parallelsamfund. Det var områder præget af forfald. I fortællingen om dem indgår også, at det var farligt at gå ind i områderne, og at der var masser af kriminalitet. Det er især fortællingen om den sorte ghetto, der overføres, når ordet i dag bruges i den danske debat. Nu er det ikke alle fortællinger, der rammer virkeligheden lige godt, men det betyder ofte ikke så meget. De bruges tit til at sige, at sådan er virkeligheden. De problemer, vi har i de danske ’ghettoer’, er imidlertid for alvorlige til, at vi skal lade os styre af fortællinger. Fortællingen om de danske ’ghettoer’ er nemlig på flere måder forkert. Jeg vil i det følgende kalde dem for multietniske boligområder.

Der bor typisk 20-40 forskellige etniske minoriteter i de multietniske boligområder, og ikke én, som i fortællingen om ghettoen. De netværk, som beboerne deltager i, er oftest med beboere fra samme etniske gruppe. Der er derfor mange netværk, og beboerne udgør ikke én gruppe. Disse etniske netværk kan have meget forskellig karakter, men har mest karakter af netværk med venner og bekendte. Beboernes måde at fungere i områderne kan derfor ikke generelt betegnes som parallelsamfund. Når områderne omtales som steder med uorden, ballade og kriminalitet og områder, der truer danske værdier, så får man det indtryk, at det er noget, som langt de fleste beboere er involveret i. Det er ikke tilfældet. Tager man 100 beboere, så vil typisk 95-98 af beboerne opføre sig, som beboere gør i alle andre boligområder.

Livet i områderne er derfor på mange måder normalt. Naboerne fungerer med hinanden som i andre boligområder. Mange naboer slår en lille snak af, når man mødes på trappen, nogle få hilser blot, og mange er villige til at hjælpe, hvis naboen har brug for en hjælpende hånd. Der er kun få naboer, der besøger hinanden. Der er generelt en venlig og imødekommende stemning mellem naboerne. Tilbage blandt de 100 er typisk 1-3, som ikke opfører sig, som man bør. Det er især nogle få unge, der ofte er en del af et hårdt gademiljø. Disse få er imidlertid ikke kun et problem for det danske samfund. De er også et stort problem for beboerne i området. Mange er bekymrede for deres børn og unge. De ønsker ikke, at de skal blive en del af det hårde gademiljø. Skal man sige det kort, så fungerer de multietniske boligområder mest som normale boligområder, bortset fra balladen fra nogle få unge beboere.

Fortællingen om ghettoen har konsekvenser for de forslag til ændringer, der ofte bliver bragt frem. I den almindelige fortælling om den danske ghetto indgår, at flertallet af beboere ikke kan finde ud af at bo. Det afføder mange forslag om at få en anden beboersammensætning. De er nogle gange pakket ind i en formulering om, at der skal flere ressourcestærke ind i bebyggelserne. Det er imidlertid ikke en logisk løsning, når det kun er en meget lille del af beboerne, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt. Det vil da være mere logisk at sætte målrettet ind over for de få og få stoppet den ballade, de få laver.

De øvrige beboere vil så efterfølgende få ro til at leve det liv, de ønsker, og måske endda få overskud til at udvikle boligområdet. Selve brugen af ordet har konsekvenser, når det sættes som en mærkat på et boligområde. Mange af beboerne med indvandrerbaggrund giver udtryk for, at de oplever at leve i en afgrænset etnisk enklave, og nogle har gode minder om tidligere danske naboer. De vil derfor gerne have flere danskere ind som naboer. Men når et område har fået betegnelsen ghetto, så foretrækker de fleste med dansk baggrund at finde et andet boligområde. Anvendelsen af ordet ghetto kan også få konsekvenser for de unge, der er i fare for at blive en del af det hårde gademiljø. De oplever generelt, at de ikke bliver værdsat i det normale samfund, f.eks. i skolen og nattelivet og i den måde, de omtales på. Det er med til at lede dem ud i det hårde gademiljø. At bo i et område, der kaldes for en ghetto, er derfor blot endnu en bekræftelse på, at de ikke er værdsat af det almindelige samfund.

Når regeringen meget bastant udpeger 29 områder som ghettoer, er det som at sætte de 29 områder i en gabestok. Det er alvorligt. Gør man det, bør det være på et sikkert grundlag. Det er ikke tilfældet for udpegningen af de 29 områder. Udpegningen af de 29 områder bygger alene på tre typer parameter: andelen af beboere med indvandrerbaggrund, andelen uden arbejde og antal dømte for kriminalitet. Med sådanne tal kan man ikke trække klare grænser for, hvad der er en ghetto. Hertil kommer, at opgørelsen over antal dømte for kriminalitet bygger på tal, der er 2-5 år gamle. Antallet af dømte er den parameter, der siger noget om balladen. Disse tal giver derfor ikke nødvendigvis et billede af, hvordan situationen ser ud nu i 2010. Områder, hvor det reelt er sket væsentlige forbedringer, kan derfor fortsat være på regeringens liste.

Det kunne være spændende at tænke en debat om multietniske boligområder uden ordet ghetto. En debat hvor man nøgternt betragtede problemerne i området og samtidig så potentialerne i områderne. Man ville så se et langt større antal boligområder end de 29 med problemer af samme karakter – men også med store forskelle i problemernes omfang. Man ville se, at det helt afgørende problem i områderne er det hårde gademiljø, som nogle unge bliver en del af. Man ville se, at det ikke er nok alene at gå efter de unge, men også nødvendigt at gøre noget i forhold til det hårde gademiljø. Man ville også kunne se, at der er mange beboere, der opfører sig ordentligt, og at der er mange beboere, som nok er økonomisk svage, og som har brug for støtte, men ikke fordi de laver ballade. Endelig vil man kunne se, at der er beboere, der også kan og vil gøre en indsats for at udvikle deres boligområde.