Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Gensidig anerkendelse er vejen

»Indvandrergrupperne er en menneskelig, kulturel og arbejdsmæssig ressourcegevinst for Danmark. Man kan kun håbe, at de tragiske begivenheder i Paris og København bliver et vendepunkt både for danske politikere og de danske muslimske organisationer i retning af at finde konstruktive løsninger.«

Billede fra mindehøjtidelighed for de dræbte under terrorangrebet i København. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Asylstop«, eller noget der ligner, er nu fra tidlig morgen til sen aften blevet danske oppositionspolitikeres ekstreme løsen i billedmedierne i en reaktion på skudattentaterne 14. februar i København. Men der er andre og betydeligt mere afbalancerede veje at gå end disse »løsninger«, der ublu spiller på vælgerbefolkningens ængstelse for nye attentater.

Den franske forfatter og filosof Albert Camus, der med en opvækst i Algeriet var dybt anfægtet af den vold og terrorisme, der fulgte i kølvandet på Algeriets løsrivelsesforsøg fra den franske kolonialmagt, beskrev i sin bog »Oprøreren« selve oprørets sjæl med ordet mådehold. Og oprøret var i sig selv humanismens svar ikke alene på volden, men også på alle de former for totalitære tankegange, der havde præget første del af det 20. århundredes Europa.

Med den af al-Qaeda og Islamisk Stat iscenesatte eller inspirerede terrorisme har både den fjernøstlige, mellemøstlige og vestlige verden i over to årtier stået over for en terror-ideologi med klare totalitære træk, der i sin kerne har lighedspunkter med nazismens tankegang. Med det al-Qaeda-orkestrerede angreb på World Trade Center og Pentagon i 2001 blev den vestlige verden for første gang for alvor konfronteret med de brutale konsekvenser af al-Qaedas terror-ideologi, og man har siden forsøgt at finde nøglen til nærmere at tolke den. Her kan den tysk-amerikansk-jødiske filosof Hannah Arendts analyse af totalitarismen med baggrund i nazismen og stalinismen i bogen »Totalitarismens oprindelse« fra 1952 give en hjælpende hånd.

Læs også: Islamistisk terrorisme er massemord

Selvom Hannah Arendt fastholdt, at totalitarismen i sit yderste hjørne (som »horror«) undslipper sig menneskelig forståelse, så nåede hun langt i sin beskrivelse af den som både en tanke og en praksis, der producerer terror på baggrund af et »uvirkelighedens rum«. Uvirkelighedens rum vil sige et rum, hvor den fri tanke og samtale ikke længere findes. Der er med andre ord tale om en konstrueret anti-verden, hvis sprog er besat med (destruktive) klichéer, og hvis forudsætning er en afsværgen af personlig stillingtagen. Man kender fænomenet fra den nazistiske ideologis pseudo-videnskabelige racelære, der med en række vulgære klichéer om den såkaldt jødiske race indrammede den jødiske befolkning i et bestemt fjendebillede og fra den proselytagtige afsværgelse af lydighed over for førerens, statens og partiets paroler.

Helt ned i den lille kimcelle til terror, hvori den 22-årige El-Hussein lørdag 14. februar befandt sig i sit værelse på Nørrebro i København, afsværgede han – som optakt til sine blodige handlinger rettet mod deltagerne i et debatarrangement og det jødiske samfund – på en facebook-side troskab til Islamisk Stat og denne terrororganisations destruktive klichéer om islams vantro fjender, hentet fra en perverteret udgave af islam selv. Tænkning som en selvstændig størrelse var med denne overgivelse til Islamisk Stats komplet forvrængede billede både af islam og af realiteterne sat ud af kraft.

Som i en Dostojevskijs verden af rodløse, aggressive, ubemidlede, kriminelle unge randeksistenser havde El-Hussein kort forinden under et fængselsophold i Vestre Fængsel set lyset gennem indoktrinering af islamisk stats terror-ideologi. Gennem den fik hans splintrede tanker, mislykkede tilværelse og vrede mod samfundet endelig en slags retning, og gennem den kunne han med en spektakulær handling endelig bevise et gruppetilhørsforhold, om det så var med døden som pris. Deri lå – som hos de tusinder og atter tusinder af unge rodløse mænd, der blev tiltrukket af den nazistiske ideologi – hans forkvaklede oprør og selvbekræftelse.

Læs også: KURRILDS: Hvorfor bliver de terrorister?

Uden et øjeblik at fratage den unge El-Hussein eller de tre jihadister fra Paris eller gerningsmændene bag drabet på tre jøder sidste år i Bruxelles ved det jødiske museum deres ansvar for de blodige handlinger, bliver vi nødt til at se på, hvad det er, der placerer netop dem og en række andre især unge mænd med muslimsk baggrund i tredje generation af indvandrere i minefeltet for islamisme og terror-handlinger. Og her gives der naturligvis ikke nogle entydige forklaringer, men nok ud over det antydede mønster en række sammenhænge, som det er værd at være opmærksom på.

Ude på sidelinjen af det politiske establishment, der næsten entydigt voterer for nye sikkerhedsforanstaltninger (oveni købet med udemokratiske forslag om at suspendere dommerkendelser) forsøger en række eksperter at råbe politikerne op om et fokus på betydelig mere social og mental forebyggelse blandt de unge i farezonen for en radikalisering.

Skal man undgå et mønster af radikalisering af unge muslimske indvandrere, der i tredje generation vokser op i et belastet miljø og bliver kriminelle, er udsigten til et arbejde og et tilhørsforhold til det fællesskab, som 40.000 københavnere markerede sammen med den danske statsminister i kølvandet på de tragiske begivenheder, naturligvis afgørende. Og her kan de danske politiske ledere og partier ikke løbe fra et ansvar.

Ghettoiseringen af titusinder af indvandrere og medfølgende parallelsamfund har i næsten to årtier været på dagsordenen uden at man – som i Århus – har forsøgt for alvor at tage livtag med problemet. En anden og væsentlig faktor for et godt (indvandrer-) liv og for en inklusion i majoritetssamfundet er, at de danske politikere og det danske erhvervsliv og de danske fagforeninger erkender, at der finder en etnisk betonet diskrimination sted på det danske arbejdsmarked og beslutter sig for at medvirke til at bringe den til ophør.

Læs også: Har du hørt det?

At der generelt i Danmark diskrimineres på baggrund af etnicitet »i et omfang, der er problematisk«, fremgår af SFIs (Det Nationale Center for Velfærd) seneste rapport om dette emne, om end rapporten samtidig betoner, at området er forholdsvis mangelfuldt belyst. Den seneste opgørelse fra Voxmeters integrationsstatus, som gennemføres to gange om året for LO, bekræfter, at et stort antal nydanskere fortsat har den opfattelse, at de ikke har lige muligheder i forhold til etnisk danske kolleger.

Af årlige undersøgelser alene i Københavns Kommune fremgår det, at mere end 60.000 københavnere over 15 år årligt oplever at blive diskrimineret. De kendte eksempler fra f.eks. skoleområdet, hvor man skønner et tilsvarende antal oplevede diskriminationstilfælde blandt børn under 15 år, drejer sig fortrinsvis netop om diskrimination på baggrund af etnicitet, hudfarve, nationalitet og religion.

Den tyske socialforsker Axel Honneth har i sit berømte værk »Kamp om anerkendelse« påvist, hvor afgørende den sociale og retlige anerkendelse – dvs. anerkendelsen gennem gruppen, fællesskabet eller samfundet – er for individets moralske habitus og selvrespekt og arbejdsglæde, ikke mindst når det drejer sig om indvandrerens eller flygtningens forhold til sit ny hjemland. Denne anerkendelse kan forvandle indvandreren fra at være et passiv til et aktiv for samfundet og »udvikle en bevidsthed om, hvorledes rettigheder og pligter er gensidigt forbundne.«

Der synes at være noget elementært i denne indsigt ligesom i den indsigt, at der er en videnskabelig påvist sammenhæng mellem stigmatisering og radikalisering. Alligevel har det nu snart gennem 15 år været et problem for mange danske politikere og lovgivere at tage dette til sig.

Læs også: Europa under angreb

Man kan kun håbe, at de tragiske begivenheder i Paris og København bliver et vendepunkt både for danske politikere og de danske muslimske organisationer i retning af at finde konstruktive løsninger på både ghetto- og radikaliseringsproblemerne og gennem dialog bane vejen for en gensidig anerkendelse befolkningsgrupperne imellem. I det store perspektiv, som ofte fortrænges i den ophedede debat, er indvandrergrupperne en menneskelig, kulturel og arbejdsmæssig ressourcegevinst for landet.