Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Frontberetning fra den nye verden

Vilhelm Vig Nielsen: Endnu med studentens følelse af vitalitet og appetit på verden rejste jeg i februar til Peru. Bag mig lagde jeg det »fortabte kontinent« for at besøge en af vores påståede overmænd i fremtiden.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ganske vist er Peru hverken Kina, Indien og ikke engang Brasilien, men alligevel har landet siden årtusindskiftet haft den højeste vækst i Latinamerika, vundet Nobelprisen i litteratur i 2009 ved Vargas Llosa og er desuden et af regionens rigeste lande på naturresurser.

Formålet med min rejse var frivilligt arbejde som engelsklærer. Med ønsket om en kulturel udveksling skulle jeg bo hos en lokal familie nær den gamle inkahovedstad Cusco, der i dag er en stor provinsby.

Jeg mødte spændt min værtsfamilie med håb om at blive indført i deres måde at tænke og leve på. Tænk at bo i over 3.000 meters højde, med de vældige Andesbjerge tronende over ens hoved og hvor solnedgangen ikke kaster rødlig glans, men i en blågrå nuance overlader aftenhimlen til et umådeligt stort antal stjerner. Læg hertil bevidstheden om daglig at gå i sporene af en af klodens mest beundrede civilisationer. Og ikke at forglemme den lovende økonomiske fremtid. Det lød næsten for godt til at være sandt.

For efter nogle måneder i Peru kunne jeg konstatere to lande i ét. I det gamle inkaland ved Cusco herskede nostalgien og trøstesløsheden, mens det pulserende liv pumpede i hovedstaden Lima, der siden spaniernes erobring af Inkariget har været center for magt, jobs og penge. Det var som to adskilte verdener med to vidt forskellige måder at tænke på.

I Cusco mødte jeg den næsten sygelige dyrkning af inkatiden. Mere end et stykke historie og kultur, som man lod sig inspirere af, fremstod fascinationen som ren kitsch. Der var vitterlig ikke tale om en ideologisk dyrkelse af inkacivilisationens værdier som modsvar til vores vestlige søgen efter evig fremdrift. Snarere fjernede nostalgien fokus fra at udnytte de nutidige muligheder, man trods alt har. For Peru er langtfra et u-land.

Side om side med nostalgien herskede en ligegyldighed, hvor de færreste elever gad lære noget. Tilmed hindrede en altødelæggende tabe-ansigt-kultur børnene i at lære engelsk. Alle turde gentage i kor, men de færreste turde forsøge alene, fordi de var bange for at begå fejl. Tør man ikke begå fejl, rykker man sig aldrig, forklarede jeg på mit gebrokne spansk, hvorefter de 14-15-årige børn grinede. Da jeg sagde, at jeg havde lært mine gloser på få uger, mens de på femte år endnu ikke var nået videre end ing-formen, blev der stille.

Anderledes stod det til i Lima. Her troede man godt nok på udvikling, men desværre uden latinamerikansk glød, hvilket tydeligt sås i gadebilledets forgæves forsøg på at kopiere vestlige bystemninger. Helt rodløst fremstod livstilgangen blot som plagiering af den vestlige verden, når den er mindst dyb.

På en café faldt jeg i snak med en peruviansk sociolog. Efter at have rundet Max Webers teori om protestantismens indflydelse på kapitalismen og demokratiet roste han Europa og særligt Skandinavien til skyerne. Omvendt var hans eget land håbløst og burde opgive alt for bare at følge vores eksempel.

Jeg nævnte, at den verdenskendte professor Fukuyama i sin seneste bog The Origins of Political Order begrunder netop Danmarks velfungerende demokrati som et produkt af dels historiske forudsætninger og valg, dels ligeledes tilfældigheder. Min pointe var, at en ukritisk kopiering af et anderledes land, som blev et demokrati i en anden tid, ikke er mulig. Og hvorfor ikke blot udnytte Perus naturlige og kulturelle rigdomme til at definere et selvstændigt grundlag og en vej mod demokrati?

Forbløffende nok blev manden næsten indigneret, forkastede sit land fuldkommen og angav korruptionen som årsag, mens han fortsatte sin tirade om, hvor kloge vi var i Europa. Jeg nævnte, at bekæmpelsen af korruption er i fremgang, og at landet har store kulturelle personligheder som Vargas Llosa, hvis engagement er beundret verden over. Fuldstændig chokerende sagde manden tørt: »Hvad gør én mand til forskel?«

Det var klart, at disse mentalitetsforskelle ikke bare var små forstyrrelser, men derimod dybe historiske ar, der gang på gang har forårsaget miserable hændelser, som kun har forværret denne tilstand.

Værst var det 1980-2000, hvilket jeg fik at se på Museo de la Nacion i Lima. På grund af manglende tillid til regeringen dannedes der i universitetsmiljøet omkring 1980 en terrorgruppe ved navn Den Lysende Sti. Hensigten var at omstyrte den korrupte stat indefra og indføre Maos kommunisme. Gruppen udnyttede klogt den evige splid i landet, hvor landbefolkningen ikke følte at have indflydelse på noget og desuden led under en inflation, der i slutningen af 80erne nåede helt op på 7.500 pct.

Udstillingen viste i billeder den 20-årige periode, hvor 69.000 peruvianere endte som ofre. Barbariet fik en ende, da den japansk/peruvianske Fujimori efter sin valgsejr i 1990 indførte undtagelsestilstand og efterfølgende løftede landet økonomisk. Det svækkede tilslutningen til Den Lysende Sti.

Den positive udvikling var dog ikke varig. Godt nok havde Fujimori stabiliseret landet omkring år 2000, men året efter måtte han træde tilbage på grund af anklager om korruption, hvilket han stadig sidder i fængsel for. Håbet om en samlet vej ud af dyndet fremstod endnu en gang illusorisk.

Ofte bruges historien til at kultivere et lands rødder og opbygge en livstilgang, der forener fortidens visdom med nutidens muligheder. Men når historien er fyldt med splintrede håb og desillusioner, så er en sådan fælles vision umulig.

Dette oplevedes tydeligt i avisernes spalter. I avisen El Comercio kæmpede debattører ihærdigt med hinanden i forbindelse med Bill Gates’ udtalelse om, at Peru ikke længere behøver ulandshjælp. Nogle fremhævede det positive i, at Peru nu opleves som et investeringsvenligt land. Andre mente derimod, at Bill Gates var en fløjtende ignorant og fremførte, at Peru har Latinamerikas dårligste uddannelsessystem efter Haiti, at de rigeste 10 pct. af befolkningen er 30 gange rigere end de fattigste 10 pct. og at 73 pct. af de fattige lever i højlandet.

Med en historie brolagt med fiaskoer og brudte løfter er peruvianernes mismod forståeligt. Og uden en sund og samlende stat virker det uoverkommeligt at løfte landet. Alligevel er ansvaret hos folket, for uden dets håb og vilje kan et holdbart demokrati jo ikke skabes.

Det er, som MIT- og Harvard-professorerne Daren Acemoglu og James Robinson skriver i deres nye, roste bog Why Nations Fail: »Fattige lande er fattige, fordi de, der har magten, foretager valg, der skaber fattigdom. De gør det forkerte, ikke ved fejl, men bevidst.«

Bogen fremhæver Peru som kerneeksempel på, at naturresurser ikke er nok til succes, som i stedet skabes ved inkluderende institutioner

Det er enerverende at iagttage, hvordan Peru - i stedet for at lære af sin kaotiske og uforløste udvikling, og heri erkende årsagssammenhængen til, at landet aldrig har løftet sig - henfalder til benovelse og tvivl, der enten forårsager en åndløs kopi af Vesten eller den totale degenerering.

Mit ophold gav ikke kun indsigt i et spændende land. Jeg erfarede også, at vi i Europa ikke behøver at frygte den nye verden. Godt nok er vores økonomier skrantende, men gennem vores epokegørende tænkere, stærke institutioner samt uddannelse og kreativitet har vi udviklet det unikke tilfælde af demokrati og pluralisme, som giver det enkelte menneske tro på sig selv.

Vi har skabt nogle samfund og en kultur, der ikke vil blive løbet over ende af billig arbejdskraft og billige råvarer. Det bliver ikke Peru og tilsvarende nye emerging-markets-lande, der kommer til at tromle Europa. Sker det, bliver det på grund af os selv og vore politikeres manglende mod og format til at leve op til Europas stolte traditioner og historie.