Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Frit valg til at vælge en ny regering

Ida Auken: S og SF vil med »En Fair Løsning« have folk til at arbejde én time mere om ugen. De unge skal gennem uddannelserne et halvt år hurtigere. Og det offentlige skal stimulere væksten i det private erhvervsliv med en offensiv indkøbs­politik. Endelig skal Danmark være førende inden for udvikling og salg af grønne teknologier og velfærdsløsninger.

Tegning: Jens Hage Fold sammen
Læs mere

Den seneste tids målinger viser, at Lars Løkke taber troværdighed på den økonomiske politik, og S-SF har med sin økonomiske plan »En Fair Løsning« sat regeringen under et nyt hårdt pres. Regeringen vil derfor forsøge at lede kampen over på andre slagmarker. Mit bud er, at debatten om ’frihed’ igen bliver et af de temaer, V og K vil benytte sig af for ikke at tabe magten til næste valg. Motivet er ikke mindst at forsøge at fjerne fokus fra den økonomiske politik og de store nedskæringer i velfærden. Derfor vil Konservative og Venstre bl.a. føre valgkamp med påstanden om, at de tilbyder befolkningen mere frihed end oppositionen. Derfor har Søren Pind udnævnt sig selv til frihedsminister, og derfor klinger slagord som ’frit sygehusvalg’ og ’frit skolevalg’ højt i landets debatprogrammer og avisklummer. Ingen kan være imod mere frihed. Problemet er, at i den form, som regeringen bruger ordet, er frihed intet andet end en taktik til udhuling af velfærdsstaten og omfordeling af samfundets goder til fordel for de mest privilegerede.

Et eksempel er regeringens seneste krav om, at kommunerne skal spare yderligere 4 milliarder kr. Det betyder ifølge regeringens eget optimistiske skøn 8.000 færre stillinger. Det vil kunne mærkes i daginstitutionerne, i folkeskolerne og i ældreplejen. Velfærdsniveauet bliver forringet, men i stedet for at tage ansvar for egne prioriteringer gemmer regeringen sig bag påstanden om, at man slet ikke behøver at prioritere, hvis man stemmer på dem: Man kan få både skattelettelser og bedre velfærd – og frit valg oveni. Det lyder næsten for godt til at være sandt. Og det er det!

Lad os tage det ’frie sygehusvalg’. Målet er, at borgerne skal kunne vælge frit mellem de bedste hospitaler. Som en del af det frie valg har regeringen inddraget privathospitalerne, der får betalt overpriser for at udføre operationer, det offentlige kan udføre lige så godt – og i øvrigt som regel billigere. Dermed bliver de offentlige sygehuse udsat for planøkonomisk, statslig sponsoreret konkurrenceforvridning. Det er hverken fri konkurrence eller reelt frit valg. Resultatet er en generel forringelse af det offentlige sygehusvæsen.

En anden vigtig del i regeringens frihedskampagne er det ’frie skolevalg’. Meningen er, at forældre skal kunne vælge de bedste skoler til deres børn. Ifølge liberalistisk teori medfører dette en naturlig konkurrence, som gør alle skolerne bedre. I realiteten betyder det dog blot, at de ressourcestærke forældre flytter deres børn væk fra skoler med sociale problemer. Disse skoler får dermed en endnu større koncentration af problemer, og regeringen har ikke gjort noget for at afværge denne udvikling. Problemerne vil kun blive større i takt med, at skolerne på grund af nedskæringer nu ’frit’ kan vælge, om der skal være 30 eller 32 børn i hver klasse.
Et tredje eksempel er ældreplejen. For de ældre betyder regeringens vrangforestilling om frihed, at de har mulighed for at vælge, hvilket firma der skal levere rengøringen. Det kan jo være udmærket, for øget konkurrence på lige betingelser mellem private udbydere og det offentlige er en god ting. Men at vælge, hvilket firmanavn der skal stå på skjorten af rengøringsmedhjælperen, ændrer ikke ved, at mere end otte ud af ti social- og sundhedshjælpere har oplevet nedskæringer i ældreplejen de sidste fem år. Så det frie valg bliver her til et valg mellem to utilstrækkelige alternativer.

Løkke og Hjorts strategi er at gemme sig bag tilbuddet om ’det frie valg’ og samtidig aflive det politiske valg: Skal vi give skattelettelser til de velstillede eller investere i de fælles institutioner? Dette dobbeltspil er regeringen lykkedes med i snart otte år. Siden Fogh har succeskriteriet for alle borgerlige ministre nemlig været, at de ikke måtte bruge penge og samtidig skulle få det til at se ud, som om der skete velfærdsforbedringer. I virkeligheden er der sket det stik modsatte.

Claus Hjort forsøger i disse dage at bilde kommunerne ind, at hvis de blot sparer flere penge, så kan de tilbyde borgerne bedre ydelser. Han undlader at fortælle, at kommunernes eneste måde at spare på, er ved at skære ned på deres kerneområder: daginstitu­tionerne, folkeskolerne og ældreomsorgen. Hvordan den manøvre fører til bedre eller mere velfærd, er svært at forstå, men det vil ikke forhindre Løkke eller Hjort i at fralægge sig ansvaret og nægte, at der er tale om et politisk valg.

I oppositionen tror vi ikke på, at løsningen er besparelser kombineret med skattelettelser, ikke mindst fordi det vil kvæle det spirende opsving, vi i øjeblikket er vidne til. I stedet vil vi i vores nye økonomiske plan »En Fair Løsning« have folk til at arbejde én time mere om ugen, og vi skal få de unge igennem uddannelserne et halvt år hurtigere. Vi vil bruge det offentlige til at stimulere væksten i det private erhvervsliv med en offensiv indkøbs­politik, der skal stimulere nytænkning og innovation. Og vi vil sikre de bedste betingelser for, at Danmark bliver førende inden for udvikling og salg af grønne teknologier og velfærdsløsninger.

Politik handler om at prioritere, om at fordele ressourcer og om at træffe valg mellem alternativer. Hvor den nuværende regering har forsøgt sig med en strudsetaktik, der sigter på at ophæve alle valg ved at proklamere det frie valg, vil oppositionen gøre valgene klare. Vi vil føre politik og tage ansvar for de prioriteringer, vi foretager.
Men friheden må også sikres på en helt anden og mere grundlæggende måde end regeringens frie sygehusvalg og frie skolevalg. For friheden i det danske samfund er betinget af vores tryghed. Det er trygt at vide, at man som borger i Danmark aldrig kan falde så meget igennem, at der ikke er hjælp at hente. Man kommer aldrig til at stå og banke på hospitalets dør uden at blive taget imod, fordi man ikke har penge, og man bliver ikke udelukket fra at tage en uddannelse, fordi man ikke har råd til at betale for den. Velfærdsstaten sikrer alle borgere disse muligheder, og det er den frihed, vi ikke vil være med til at underminere i det frie valgs navn.

Derudover vil vi give friheden tilbage til de offentligt ansatte. Regeringen er godt i gang med at omdanne Danmark til et reelt kontrolsystem. Den førte politik har været kendetegnet ved en total mangel på tillid til de mennesker, der i sidste ende har kontakten til borgerne. SOSU-hjælpere har minuttal på strømpeskift og opvask. De har ikke friheden til at støtte, at hr. Jensen i dag har mere brug for at komme udenfor. Socialrådgiverne bruger to tredjedele af deres tid på at taste ting ind i dobbelte systemer i stedet for at tage sig af borgere, der har brug for hjælp og rådgivning. Og skulle man være så fræk at råbe op om urimeligheder i det offentlige system, så falder regeringens hammer hurtigt. Her når ytringsfriheden pludselig sine grænser.

Frihed er et spørgsmål om valg og muligheder, men det er i lige så høj grad et spørgsmål om fravalg og prioriteringer. Der er altid konsekvenser ved et politisk valg, både økonomiske og menneskelige. Vi i oppositionen vil i modsætning til regeringen stå ved konsekvenserne af vores beslutninger. Det er også derfor, at vi i vores nye plan »En Fair Løsning« siger helt tydeligt, at alle skal bidrage for at få Danmark ud af krisen og for at bevare den frihed, vores stærke velfærdssamfund giver alle borgere i Danmark.

Den nuværende regering har vist, at den ikke er i stand til at levere det, der skal til. Heldigvis bliver næste folketingsvalg ikke et af regeringens ’frie valg’ mellem to dårlige alternativer, men et valg mellem en siddende regering, der ikke har fantasi eller vilje til at føre Danmark ind i fremtiden, og en opposition, som står ved, at den vil kæmpe for en konkurrencedygtig og fremtidssikret velfærdsstat med friheden i højsædet.