Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Frisindets fjender

Nypuritanismen forener imamer, feminister og reaktionære mørkemænd som Søren Hviid Pedersen i et fælles forsøg på at kontrollere kvinders udseende og seksualitet.

Da jeg var barn, gik kvinderne i min nærhed ikke med bh. Dengang hed en bh »brystholder« og var af den usexede slags, som kun mormødre havde på.

Men så skete der noget. Pludselig blev det igen moderne at gå med bh. Moden i begyndelsen af 90’erne var meget konservativ i sin fremtoning, så naturligvis fulgte bh’en med pressefolderne, blazerne og de nystrøgne skjorter. Selv rødstrømperne, som nu var kommet i en moden alder, tog bh på.

Det er der ikke noget underligt i. Moden har altid skiftet, skønhedsidealer følger med det at være menneske, og siden tidernes morgen har kvinder forsøgt at gøre sig selv så seksuelt attraktive som muligt.

Lige så længe har der været mennesker, særligt mænd, som forsøger at kontrollere kvinders udseende og seksualitet.

Heldigvis har mændene ikke særlig meget held med det her i Danmark i 2015. Vi vil selv bestemme over vores krop og vores bryster - og vi gør det. Med eller uden bh, fast plastik eller blød naturlighed, til frit skue på stranden eller gemt bag en bikini, vi vælger selv.

Men ind imellem er der jo alligevel en mand, der forsøger sig med den gamle disciplin. Senest her i avisen, hvor lektor Søren Hviid Pedersen i sidste uge under overskriften »Puritanisme, ja tak« bad os kvinder om at dække vores bryster til.

Dermed har den ellers indædte islamkritiker placeret sig selv side om side med de allermest konservative imamer. »Kvinde, tildæk dig« er ord, der er så langt fra danske kvinders virkelighed, at det næsten kan være svært at tage seriøst.

Men Søren Hviids ønske om mere puritanisme fortjener faktisk opmærksomhed. Han og imamerne er nemlig ikke alene: De er i selskab med en gruppe kvinder, som de nok helst havde været fri for at gnubbe skuldre med – nemlig de moderne feminister. Og tilsammen udgør disse forskellige grupper et så stort antal mennesker, at det kræver et seriøst modspil.

I nypuritanismen mødes den religiøse højrefløj med den politisk korrekte venstrefløj og udtrykker et samstemmigt ønske om mindre frisind, mindre frihed og mindre mangfoldighed.

Men der er trods alt forskel på den type af bryster, som de skæggede reaktionære mænd og de politisk korrekte venstredrejede kvinder har set sig sure på og vil have fjernet fra det offentlige rum.

Mens Søren Hviid og hans imam-venner ønsker at kontrollere den gennemsnitlige kvindes udseende og tildække hendes gennemsnitlige bryster i det offentlige rum, er det kun de perfekte ungpigebryster, der optræder i reklamer og medier, som feministerne vil af med.

Men kvinder er kvinder, bryster er bryster, og frihed er frihed. De umage grupper bruger måske nok forskellige ord og forskellige argumenter, men de kæmper den samme sag: Ud med kvinders frihed og selvbestemmelse, ind med vores smag, vores præferencer, vores måde at leve på. De er fjender af frisindet, selvom kun mørkemændene vil være ved det.

De moderne feminister, derimod, forsøger at fremstå frisindede. Ved at engagere sig i sager om kvinders ret til at amme hvor som helst og når som helst, ved at støtte kunstneriske projekter, som afbilder naturlige og gamle bryster, og ved at involvere sig i aktioner som »Free the Nipple« mener de selv, at de er på frisindets side.

Jo, de har bestemt ikke noget imod nøgenhed og seksualitet, så længe det er nøgenhed og seksualitet på deres måde. Man må gerne vise bryster - bare de ikke er for pæne. Man må gerne være glad for sex – bare det foregår i et fuldstændig ligestillet forhold, hvor manden ikke er væsentligt ældre, tjener flere penge eller har en lysere hudfarve. Man må gerne være forfængelig og dulle sig op – bare man ikke lader sig fotografere og tjener penge på det.

At kvinder i stimevis med glade smil lader sig indlægge for at få implantater i brysterne, at masser af fornuftige og intelligente kvinder hver dag med tilfredse og stolte skridt går hen til deres arbejdsplads i modebranchen, reklamebranchen og pornobranchen, at tusindvis af kvinder er lykkelige i deres ikke-ligestillede parforhold, det er de moderne feminister fuldstændig ligeglade med. Træffer man andre valg, end de selv ville gøre, og er man glad for det – ja, så må man jo lide af falsk bevidsthed. Med andre ord: Man er simpelthen for dum til at fatte konsekvenserne af sine egne valg. Og er man lykkelig, så lyver man for sig selv.

Smukke unge kvinder, som godt kan lide at vise sig frem, skal reddes og ledes ind på det rette, tækkelige spor. Kvinder, som har valgt at få plastikbryster, er stakler med selvværdsproblemer. Mørke udenlandske kvinder, gift med ældre hvide mænd, er lige så sølle og stakkels, for de har ingen ægte kærlighed i deres liv, uanset de selv måtte opleve det sådan. De moderne feministers arrogance kender ingen grænser.

Men der er noget, feministerne har misforstået. »Frisind er andet og mere end frisind blandt ligesindede,« havde daværende chefredaktør Jørgen Schleimann i sin tid placeret i Jyllands-Postens kolofon.

Frisind kan ikke vælges til og fra, som man nu lyster, for så er det jo netop ikke frisind længere. Ingen mennesker kan lide alting, og vi har alle vores sym- og antipatier og vores personlige præferencer. Men som frisindet menneske er man åben og tolerant over for andre mennesker, og man ønsker ikke at fjerne andre menneskers personlige udtryk fra det offentlige rum.

Frisind kan ikke begrænses til den slags bryster, den slags kroppe og den slags job, som man selv kan lide, derfor er moderne feminister på ingen måde frisindede.

Mens de gamle rødstrømper havde fat i det rigtige – netop frisind, frihed, frigørelse, mangfoldighed og kvindelig seksualitet uden skam – er de moderne feminister sunket ned i bitterhed, lighedsmageri og had til skønhedsidealerne.

Deres mission går ud på at befri kvinder fra rollen som sexobjekt. Og også her er der fuldstændig samklang med Søren Hviid Pedersen. I sit indlæg skriver han, at man ikke skal »gøre kvinden til noget, hun ikke er, til et sexobjekt.«

Men hvad er et sexobjekt andet end noget almenmenneskeligt, som vi alle sammen gerne vil være fra tid til anden? Nogen vil helst nøjes med at være sexobjekt i private og afgrænsede situationer og klæder sig og opfører sig derefter. Andre kan ikke få nok og vil helst være sexobjekt hele tiden – og klæder sig og opfører sig derefter. De fleste befinder sig et sted midt imellem.

Nok er der ikke altid overensstemmelse mellem beskuerens og sexobjektets tanker, ønsker og stil, og mennesker kommer på kant med hinanden i det offentlige rum. Sådan er det, og det overlever vi jo.

Ønsket om at eliminere kvinden som sexobjekt i det offentlige rum er et ønske om at kontrollere kvindens udseende og seksualitet, anderledes kan det ikke være. Kontrolbegæret bliver pakket ind i ord som beskyttelse og respekt, men det ændrer ikke ved virkeligheden: Ønsker man tildækkede kvinder på stranden eller ønsker man sorte censur-streger hen over brysterne på busserne, så forsøger man at begrænse kvinders frie valg, og man forsøger at forme verden i sit eget billede.

Puritanismen hører fortiden til, og hverken Søren Hviid Pedersen, de konservative imamer eller de moderne feminister må få held til at vække den til live igen.