For nogen tid siden sad jeg i en kirke på Østerbro. Det var en smuk og solrig dag, der startede som så mange andre. Men denne var dog lidt speciel, idet jeg var til en begravelse af en nær ven af familien. Alle sad tæt i kirken og der var selvfølgelig den der sørgelige og trykkende stemning, hvor man stille kigger rundt og ser alt fra dyb sorg til triste og indadvendte ansigter. Døden har på denne dag overtaget al magt og kaster sit frygtindgydende blik ned over de tilstedeværende og det eneste man kan gøre er at sidde helt ydmyg, skulder ved skulder, og håbe på, at ’han’ ikke får øje på én - før om lang tid.

Men midt i sorgen og smerten sker der noget. Jeg får pludselig en følelse af dyb medmenneskelighed, af samhørighed og fællesskab. Et nærvær med andre mennesker. Vi er alle ens lige i dette øjeblik. Den samme angst, den samme uro, den samme magtesløshed og den samme skæbne. Ingen fordomme, ingen konflikter, og ikke mindst, ingen modstand. Men accept, mod og sammenhold. Det er paradoksalt smukt, at døden har den evne til kortvarigt at frigøre os fra egoets ignorante higen efter adskillelse og splittelse, både i forhold til os selv og andre mennesker. Og samle os i denne kærlige samhørighed. Tænk, hvis vi kunne leve lidt mere i denne samhørighed. Så var der ikke den globale eller sociale udfordring, vi ikke kunne løse.

Men hører det kun hjemme til en begravelse eller et spirituelt Dalai Lama-foredrag? Måske ikke. Det er vel heller ikke så langt fra den berømte politiske sammenhængskraft. Er det ikke den kærlige ansvarlighed, der fremover skal være med til at løse de klimaforandringer, vi står over for? Eller det kærlige engagement, der skal gøre, at vi involverer os mere i frivilligt arbejde? Eller den kærlige forståelse, der skal skabe mere accept og bedre integration af andre kulturer? Eller den medmenneskelige kærlighed, der gør, at vi binder os til andre mennesker og derved får vores eget liv den ekstra meningsfulde dimension.

Inden for positiv psykologi taler man om det meningsfulde liv, der indebærer at vi lever et liv, som rækker ud over os selv. Et liv som rører andre mennesker og ikke hovedsagelig handler om at tilfredsstille egne behov. I et meningsfuldt liv anvender man sine færdigheder og egenskaber til et bestemt formål, nemlig til at tjene noget, der er større end en selv. Et liv hvor vi tager et medansvar og føler, at vi indgår i den større sammenhæng. Flere og flere virksomheder implementerer CSR-strategier, flere involverer sig i frivilligt arbejde. Ja, i nogle virksomheder er det endda et ’gode’ som medarbejder at kunne deltage i et socialt frivilligt projekt.

Men hvordan skruer vi op for denne meningsfulde medmenneskelige økonomi, som både kommer den enkelte og samfundet til gode? For det kan næsten kun gå for langsomt.

Jeg tror det kræver, at vi må udvide vores opfattelse af mennesket, så vi kan blive bedre til at integrere både krop, sind og sjæl i livet. Det fysiske, mentale, følelsesmæssige og spirituelle. Og det skal vi gøre i forskellige sammenhænge, men måske vigtigst i skolerne, for der lægger vi stenene til fremtiden. I vores del af verden fokuserer vi hovedsagelig på intellektet som det altoverskyggende i forhold til uddannelse og erhvervsliv. Ligesom vores opfattelse af vækst kun fokuserer på økonomisk vækst. Den logiske, rationelle og lineære tænkning har været dominerende. Men den industrielle udvikling i Vesten har forårsaget abnorme fysiske, mentale og spirituelle ubalancer, hvor den mørke side af denne udvikling blandt andet kommer til udtryk i arbejdsnarkomani, overforbrug, alverdens afhængigheder, og en følelse af meningsløshed og tomhed - for ikke at tale om diverse psykologiske lidelser som stress og depression. Det er den pris, vi betaler for at prioritere rigdom og et ensidigt fokus på mennesker. Men hvis fremtiden kræver en medfølende kapitalisme, en mere bæredygtig tilgang til vækst og udvikling, hvor der er tale om en kvalitativ (og ikke kun kvantitativ) vækst, så må vi begynde at uddanne vores børn og unge på en mere hel og bæredygtig måde.

Som det er nu, uddanner vi børn på samme måde, som vi (i de fleste tilfælde) leder virksomheder på. De to ting må jo nødvendigvis hænge sammen. Nøgleordene er kortsigtet vækst, succeskriteriet er så stor profit som muligt uden specielt megen hensyntagen til naturen og andre mennesker. Og ligesom i virksomheder måler vi også kun på fagligheden fordi vi mener, at det er det vigtigste parameter for økonomisk vækst og dermed succes. I virksomheder er man selvfølgelig blevet mere og mere klar over vigtigheden i det indre fokus, hvor det ’personlige lederskab’, ’selvledelse’ og ’autenticitet’ efterhånden er blevet organisatoriske mantraer. Men hvorfor ikke gøre det noget før?

Steen Hildebrandt og Michael Stubberup pointerer i bogen Bæredygtig Ledelse at »vi skal til at tage alvorligt at følelser og tanker, vurderinger og beslutninger kommer indefra. At de findes inde i mennesker. Vi sanser, oplever, og handler indefra, men hvad er det for kriterier, der ligger til grund herfor, og hvordan fungerer det indre ’styresystem’, som vi alle bærer rundt på?« Al forandring starter jo indefra. Og derfor må uddannelse også begynde at inkludere dette indre fokus.

Paul Gilbert, professor i klinisk psykologi, pointerer på lige vis dette indre fokus således: »vi kan ikke tillade sindet at være så udisciplineret. Vi har brug for en moden, medfølelsesfokuseret politik, der kan hjælpe os med at skabe et fundament for træning af vores medfølende sind og opbygge det medfølende samfund.« Så vi må starte med at uddanne et sundt ’styresystem’ hos børn og unge, som skal danne grundlag for en mere bæredygtig bevidsthed.

Det er simpelthen ikke nok at tale om PISA-resultater, når vi skal forsøge at ruste Danmark til fremtiden. Det er for snævert et fokus. Vi må kunne gentænke både indholdet i undervisningen og den måde, der undervises på. Turde tage fat i hele skolens fundament og ikke kun lave lappeløsninger og nye reformer i ny og næ. Og selvfølgelig skal børn lære at læse og regne, men jeg undrer mig over om det nuværende faglige og intellektuelle fokus er fyldestgørende for den fremtid, vi går i møde. Jeg bliver helt dårlig af at tænke på, hvor mange andengradsligninger jeg har ’terpet’ gennem flere år. Til hvad nytte? Jeg ville da hellere have lært noget om passion, drømme, visioner, samarbejde, socialt ansvar osv. Vi bliver gode til at lave problemformuleringer og til at sige »hvorfor«. Men hvad med løsningsformuleringer og det at sige »hvorfor ikke?«

Hvis vi alle efterhånden har hørt om Howard Gardners teori om de mange former for intelligens, hvorfor bliver vi så ved med at være så fastlåst omkring den logiske og rationelle tilgang til uddannelse? Så er det da ikke underligt, at mange unge ikke gider en videregående uddannelse, når de ikke bliver stimuleret som hele individer. Og hvis det gælder om, at vi formår at udnytte den enkeltes potentiale og give optimale kundskaber og færdigheder, må vi også udvide vores opfattelse af læring. For læring foregår ikke kun inde i hovedet. Læring er en kompleks størrelse og må derfor tænkes sådan. Og hvorfor kun måle på fagligheden? Hvorfor ikke også måle på det personlige og de sociale kompetencer i skolerne? Når det nu er så vigtigt i virksomheder!

Hvis fremtiden kræver mere arbejdspres, flere udfordringer på tværs af grænser, mere konkurrence og mere innovation, kræver den også et mere fleksibelt, kreativt og velafbalanceret menneske. Mennesker som kender sig selv og deres eget ’styresystem’ og føler et naturligt ansvar for helheden. Mennesker som via deres uddannelse har fået et stærkt fodfæste i livet, både fagligt og menneskeligt, og som vil udrette noget med deres liv - i et større perspektiv.

Vi må lære de unge, at det ikke kun gælder om at stikke albuerne ud, tjene penge og forbruge for fuld kraft, men om at kunne folde armene helt ud og begynde at omfavne den fremtid, som både er baseret på vækst og visdom.