Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Fremtidens forsvar er mindre og målrettet

Zenia Stampe: Det danske militær er ikke blot et nationalromantisk symbol. Det er heller ikke til for at skabe arbejdspladser på kasernerne rundt om i kongeriget. Eller et forum, hvor den danske ungdom skal opdrages og disciplineres. Vi skal have et tidssvarende militær, som kan fremme vores interesser.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

I Danmark har vi en lang tradition for brede forlig på forsvarsområdet. Det er smukt. Og det er nødvendigt. For når danske soldater sætter livet på spil, skal de kunne gøre det med en forvisning om, at de repræsenterer hele Danmark - ikke kun en smal regering med halvdelen af vælgerne bag sig.

Derfor er det også den samlede forligskreds fra Dansk Folkeparti til SF, der efter sommerferien skal tage stilling til de besparelser på forsvaret, som både den nye og gamle regering var enige om. Til det formål modtager forligskredsen om et par uger en række analyser med forslag til konkrete besparelser. Men på et åbent samråd i slutningen af maj gav flere partier i forligskredsen udtryk for, at besparelserne skal tage udgangspunkt i en overordnet diskussion af, hvilket forsvar vi ønsker.

For lige siden den radikale kæmpe Viggo Hørup formulerede dogmet »hvad skal det nytte?« har det været den militære brugsværdi, der har været fokus for Radikale Venstres politik på forsvarsområdet. For os er det danske militær ikke et nationalromantisk symbol. Det er heller ikke til for at skabe arbejdspladser på kasernerne rundt om i kongeriget. Lige så lidt som det er et forum, hvor den danske ungdom skal opdrages og disciplineres. Alt dette kan være biprodukter, men aldrig det egentlige. Det egentlige er, at Danmark skal have et tidssvarende militær, som kan fremme danske interesser og værdier i verden.

Det er vigtigt, at vi holder fokus i de kommende måneder og ikke falder for fristelsen til at springe over, hvor gærdet er lavest. Allerede nu bliver der ofte refereret til »gratis besparelser« i forbindelse med tilbagetrækning fra Afghanistan, og det står ofte mellem linjerne, at resten vil kunne findes gennem »generelle effektiviseringer«, altså en tur med grønthøsteren.

Men hvad skal det nytte at have et internationalt forsvar, hvis vi alligevel ikke har tænkt os at bruge det? Hvad skal det nytte at kunne alt, hvis vi alligevel kun kan det halvt?

Min påstand er, at vi vil kunne finde de nødvendige besparelser og samtidig gøre forsvaret skarpere, hvis vi tør prioritere efter tre hovedspor: Specialisering, professionalisering og rationalisering af kasernestrukturen. Specialisering er ikke en dagsorden, vi står alene med. Militær teknologi bliver stadig mere avanceret, og meget få lande har efterhånden råd til at købe hele pakken. Samtidig befinder vi os i en situation, hvor USA gradvis, men sikkert, er ved at vende ryggen til Europa. Det skærper kravene til de europæiske forsvar samtidig med, at stort set alle europæiske lande er ved at gennemføre store militære spareøvelser.

NATO har derfor med generalsekretær Anders Fogh Rasmussen i spidsen lanceret konceptet Smart Defence, der går ud på at investere i fælles kapaciteter og sikre en højere grad af arbejdsdeling mellem landene. Men også herhjemme har Center for Militære Studier slået til lyd for, at vi skal optimere det danske forsvar ud fra hvilke typer missioner, vi ønsker at deltage i, og hvilken rolle vi ønsker at spille i dem.

Og heri ligger faktisk en ny mulighed for indflydelse. For forskellige militære kompetencer og kapaciteter understøtter indirekte bestemte typer missioner. Og det er absolut ikke uvæsentligt i en situation, hvor den gennemførte politik ikke kun afhænger af værdier, regler og beslutninger, men også af evnen og viljen til at sætte handling bag ord.

Det har længe været FN og det internationale retssystems helt store akilleshæl: At magten ikke altid var der til at føre retten ud i livet. I starten fordi medlemslandene endnu ikke havde omstillet deres styrker til internationale missioner. Senere fordi man ikke ønskede at sende unge landsmænd på farlige missioner langt hjemmefra. Og vel også bare fordi man havde andre politiske prioriteringer. Men det er alt sammen ved at ændre sig. Mange lande har omsider omdannet deres styrker fra kollektive mobiliseringsforsvar til let flytbare styrker. Krigene i Irak og Afghanistan har flyttet både den folkelige og politiske smertegrænse for farlige operationer. Og når de internationale styrker forlader Afghanistan i 2014, vil det frigøre ressourcer til nye operationer hvis man altså ikke bare skærer tilsvarende ned på de internationale missioner. Forudsætninger burde med andre ord være til stede for, at FN og verdenssamfundet endelig får reel handlekraft og dermed legitimitet.

For Danmark bør der derfor slet ikke være tvivl om, at forsvaret efter Afghanistan netop skal specialisere sig i international ordenshåndhævelse. Det kan dreje sig om at gennemtvinge sanktioner og embargoer mod stater, der overtræder FN-resolutioner eller truer den globale infrastruktur. Der kan være tale om at håndhæve en våbenhvile og sikre fred og sikkerhed. Eller det kan handle om at deltage i interventioner for at forhindre overgreb mod civilbefolkningen.

Men hvilke krav stiller det så til forsvarets kapaciteter og kompetencer? Hvad skal vi vælge til, og hvad skal vi vælge fra? Søværnet og flyvevåbnet er allerede slået ind på sporet med deltagelsen i piratjagten ved Afrikas Horn og operationen over Libyen. De nye fregatter vil kunne bidrage yderligere til ordenshåndhævelsen og vil med en udvidet radarfunktion for eksempel kunne bruges til at håndhæve FN-sanktionerede flyveforbudszoner. Libyen-operationen har vist berettigelsen af en dansk kampflykapacitet, men har samtidig understreget, at det afgørende ikke i så høj grad er flådens størrelse, som kombinationen med andre teknologier, fx droner og lufttankningskapacitet.

En øget vægt på ordenshåndhævelse vil få de største og mest vidtrækkende konsekvenser for hæren. Missionerne i Irak og Afghanistan har i høj grad dirigeret hærens fokus og indretning med vægt på store kampgrupper og tungt materiel. Men de tider er snart forbi. Global ordenshåndhævelse vil i stedet stille krav om enten små specialstyrkebidrag eller mere sammensatte enheder med deltagelse af også ingeniører, logistikere og trænere. Det udfordrer hærens nuværende struktur og stiller spørgsmålstegn ved berettigelsen af kampvogne og kanoner.

Et mere specialiseret forsvar stiller også nye krav til medarbejderne. Tiden, hvor vi havde brug for at mobilisere og militarisere hele generationer af unge mænd, er forbi. I dag har vi brug for at rekruttere få, men topmotiverede og topkompetente unge mænd og kvinder, der kan varetage specialiserede funktioner som led i en kortere eller længere militær karriere. En sådan rekruttering foretages ikke gennem tilfældighed og tvang, men ved at synliggøre forsvarets karrieremuligheder og bygge bro til det civile arbejdsmarked og uddannelsessystem. Det er en udvikling, der allerede er i gang, men som bør styrkes gennem en mere gennemgribende reform af forsvarets uddannelser. Uddannelsen af forsvarets officerer og befalingsmænd skal således i højere grad trække på det civile uddannelsessystem, og værnepligten skal omdannes til en frivillig grunduddannelse med et rimeligt bredt optag.

Forsvaret driver omkring 30 kaserner, flyve- og flåde-stationer. Det er dybt irrationelt og koster i tomme bygninger, dobbeltadministration og unødvendig transport. Men som i et hvilket som helst andet spørgsmål, der involverer lokale arbejdspladser, er der stærke interesser på spil. Men forsvarets penge skal bruges til at give de udsendte de bedst mulige arbejdsbetingelser - ikke på at ride de lokale kæpheste.

Danmark skal have et stærkt forsvar, hvis vi fortsat vil blande os i verden og kæmpe for en international retsorden. Men det kræver, at vi tør prioritere. At vi tør vælge til og fra. Men meldingen er klar, når man bevæger sig rundt blandt forsvarets ansatte: »Vi kan godt spare, men I bliver nødt til at fortælle os, hvad det er, vi så ikke længere skal kunne.«

De mennesker, der er parate til at risikere deres liv for Danmark, har krav på klare svar. Det er vores ansvar som politikere at levere dem.