Fremmedsprog på Herrens mark

»Den overordnede diagnose har været stillet i så mange år og fra så mange sider, at der ikke kan herske tvivl om den: Uddannelserne vil ikke overleve på de nuværende betingelser.« Arkivfoto: Mathias Bojesen.
Læs mere
Fold sammen

I efterårsferien slog Dansk Industri alarm, fordi dansk erhvervsliv har stadigt sværere ved at finde medarbejdere med gode tyskkundskaber. Vi kan godt forstå bekymringen, men udviklingen kan næppe komme bag på DI, hvis direktør som medlem og nu formand for bestyrelsen på CBS selv har været med til at nedlægge adskillige uddannelser med erhvervssprog.

Vi hævder ikke, at den massive sproguddannelsesdød er DIs »skyld«, men alarmen forekommer os at være et symptom på hele sproguddannelsessituationen i Danmark: Alle beklager situationen, ingen gør noget.

Det skrev vi en kronik om for præcis ti år siden. I indlægget, som var foranlediget af Handelshøjskolens (CBS) beslutning om at lukke de underskudsgivende tolkeuddannelser, advarede vi om, at uddannelsespolitik på markedsvilkår kombineret med manglende national koordinering af udbuddet uvægerligt ville føre til afvikling af Danmarks fremmedsproglige beredskab. Vi sluttede af med en opfordring til politikerne om at udtænke en national handlingsplan for sprogområdet.

Vi venter stadig.

I de forløbne ti år er det gået både hurtigere og værre, end nogen kunne forudse: Aarhus, Syddansk og Københavns Universiteter har hver især nedlagt adskillige sproguddannelser, mens Roskilde Universitet og CBS definitivt har afviklet alle deres. Hvordan kan det ske, når der i brede kredse stadig synes at være en erkendelse af, at kultur- og sprogkendskab er afgørende for vores internationale horisont? Og når politikerne de senere år har meldt ud, at det skal gøres mere attraktivt at lære og studere sprog?

Hus forbi

Det korte svar er ansvarsforflygtigelse. Det lange svar er, at der på alle ledelsesniveauer med reel beslutningskompetence og indflydelse meldes hus forbi. Ansvaret for at sikre fagenes overlevelse på trods af besparelser og lokale strategier blafrer i vinden et ubestemmeligt sted mellem ministerier og uddannelsesinstitutioner.

Politikerne har i årevis pålagt uddannelsesinstitutionerne ekstremt stramme rammevilkår. På sprogfagene har ikke mindst dimensioneringsplanen, der på baggrund af diskutable arbejdsløshedstal høvlede 30 pct. af optaget på kandidatuddannelserne, ramt som en forhammer. Finansieringen af uddannelserne gives primært over taxametertilskuddet, og af historiske årsager modtager sproguddannelser – modsat eksempelvis kommunikationsuddannelser – den laveste af taxametrets tre takster. I en styringslogik, der ikke ser på helhedens men på enkeltdelenes rentabilitet, fremstår sprogfagene uundgåeligt som en underskudsforretning.

Læg dertil det såkaldte omprioriteringsbidrag, der er newspeak for yderligere massive besparelser på hele uddannelsesområdet. Så kan man begynde at danne sig et realistisk billede af det tragikomiske i politikernes visioner om at gøre det mere attraktivt at læse sprog…

Snærende vilkår

Når politikerne så har sat de snærende rammevilkår, trækker de sig tilbage med dyre ord om respekt for selvstyre og armslængdeprincipper: Nu må institutionerne selv bestemme, hvordan de vil forvalte deres knappe ressourcer.

Det er næppe polemisk at hævde, at universiteternes selvstyre i dag primært består i at beslutte, hvor og hvordan de vil spare. Så længe institutionerne holder sig inden for de økonomiske rammer, blander politikerne sig ikke i beskæringer af uddannelsesporteføljen. Heller ikke når CBS lukker sin sidste uddannelse i erhvervssprog på trods af, at der i §1 stk. 2 i vedtægterne står, at »CBS har til opgave at drive forskning og give forskningsbaseret uddannelse indtil højeste internationale niveau inden for erhvervsøkonomiske, erhvervssproglige og dermed beslægtede områder.« Vedtægter kan tilsyneladende laves om post factum.

Det er forståeligt, at institutionerne i en presset økonomisk situation ser på forholdet mellem indtægter og omkostninger. Og det er forudsigeligt, at der – når taxametertilskud og storhold bliver afgørende for fags overlevelse – lige ofres et par sproguddannelser, for de er dyre og har generelt lige så lav samfundsmæssig prestige som taxametertilskud.

Men man skal ikke være blind for, at de økonomiske argumenter også kan bruges som løftestang til at legitimere strategiske beslutninger på den enkelte uddannelsesinstitution. På den måde indgås der en uhellig alliance mellem regering og universiteter, hvor ingen tager ansvaret for udviklingen, eller rettere afviklingen, af sproguddannelserne.

Amerikansk forbillede

Lad os give et eksempel. CBS har længe givet udtryk for at være økonomisk trængt. Samtidig har der i den øverste ledelse været ønske om at trække CBS mere i retning af en business school efter amerikansk forbillede. Ledelsen har derfor over en årrække nedlagt sproglinjer. Dog ikke med eksplicit henvisning til ønsket om en strategisk ændring af profilen men med henvisning til den økonomiske belastning.

Først nu har CBS’ ledelse meldt ud, at der sker en strategisk justering af uddannelsestilbuddet i mere erhvervsøkonomisk og digital retning, mens der bliver »mindre erhvervssprog«. Oversat til virkeligheden betyder »mindre erhvervssprog«, at den sidste tilbageværende sproguddannelse (Engelsk og Organisationskommunikation) nu også er nedlagt.

Resultatet på bundlinjen er altså, at erhvervslivets universitet har afviklet erhvervssprog, og det er ikke nogens ansvar. Når udviklingen beklages, henviser CBS til rammebetingelserne, mens politikerne henviser til deres pligt til ikke at blande sig i interne anliggender, om end det er selvsamme politikere, der har sat rammebetingelserne. Det er en gordisk knude, som ingen kan – og tilsyneladende heller ikke vil – løse.

Ti års stilstand

Den sørgelige sandhed er således, at ingen i de forløbne ti år har taget hånd om det samlede fremmedsproglige uddannelseslandskab. Senest bekendtgjorde gymnasieaftalen fra juni 2016, at regeringen ville udarbejde en national sprogstrategi for at skabe »bedre sammenhæng mellem uddannelsesudbud og efterspørgsel efter sprogkompetencer i Danmark«. Måske ikke det mest visionære afsæt, men dog et konkret initiativ, som blev fulgt op af en stor konference på Nationalmuseet i november 2016, hvor ministrene for undervisning og forskning bebudede strategiens komme indeværende forår.

Men ministrene er skiftet ud, og foråret er kommet – og gået – uden strategien, som siden er blevet udskudt flere gange. Til stor frustration for alle i miljøet, ikke mindst de arbejdende udvalg, der for længst har indleveret deres forslag.

Hvorfor skal det vare så længe at lægge en strategi for at stå sammen om sprogfagene? Den overordnede diagnose har været stillet i så mange år og fra så mange sider, at der ikke kan herske tvivl om den: Uddannelserne vil ikke overleve på de nuværende betingelser.

Det siges, at strategien er på trapperne. Vi håber, at politikerne denne gang tager ansvar. Vi håber, at det har trukket sådan ud, fordi man omsider har indset nødvendigheden af en velinformeret og fremtidssikret plan. Kommer den ikke nu, kan vi skrive den sidste side i historien om fremmedsprog i Danmark med reference til Samuel Becketts berømte teaterstykker om de to vagabonder, der venter og venter på Godot... Forgæves.

Mette Skovgaard Andersen er lektor på CBS og Lisbeth Verstraete-Hansen er lektor på KU.