Lillejuleaften overnattede en lille gruppe tidligere udsendte soldater omkring et bål på Christiansborg Slotsplads for at mindes deres faldne kammerater og skabe opmærksomhed om mange veteraners svære psykiske og sociale problemer. Eller som en af initiativtagerne skrev på Facebook: De demonstrerede for »retten til en værdig behandling fra systemets side«.

På den måde kunne det dårligt demonstreres tydeligere, hvordan de udsendte soldater reduceres til klienter i det offentlige system, når de kommer hjem, og at de som så mange andre klienter før dem er nødt til at gøre »systemet« opmærksom på deres eksistens.

Der har ellers været stor pressedækning af deres deltagelse i de forskellige krige fjernt fra Danmark, både når de faldne blev båret ud af flyene i flagsmykkede kister af kammeraterne, og når de hjemvendte soldater marcherede gennem byen med faner og musik.

Men med tiden er indslagene i de trykte såvel som de elektroniske medier blevet kortere og er rykket længere og længere tilbage i aviser og nyhedsudsendelser. Når nyhedens interesse er borte, og vores aktivistiske udenrigspolitik ikke længere er så interessant, glider veteranerne ud af den offentlige bevidsthed.

Jamen, soldaterne meldte sig jo også frivilligt, gjorde de ikke? Så kan de da ikke gøre krav på større opmærksomhed end alle andre klienter i det offentlige system, synes det folkelige rationale at være.

Hvis man kan tilgive mig sammenligningen, er offentlighedens reaktion ikke ganske ulig den, som professionelle sportsfolk oplever. Publikums jubel og stolthed vil ingen ende tage, så længe »vi« vinder, men når præstationerne bliver mindre spektakulære, og gentagelserne begynder at kede, daler interessen og glider andetsteds hen.

Så må sportsfolkene – og veteranerne – selv klare de psykiske og sociale problemer, som de måske står med bagefter. De har jo selv valgt det og fået deres gode løn for det, har de ikke?

Hvad vi oplever, er resultatet af den privatisering, som forsvaret har lagt ryg til i det sidste par årtier. Ikke sådan at forstå, at forsvaret som organisation er blevet privatiseret, selvfølgelig ikke, men med professionaliseringen af forsvaret er det blevet hver enkelts private valg at være ansat i forsvaret, uanset hvilke motiver man havde til at melde sig.

Samfundet bestemmer, hvad forsvaret bruges til og hvordan, men ansvaret for de ansatte begrænser sig til, hvad de sættes til, ikke at de sættes til det. De har en kontrakt, og de får løn for arbejdet ligesom alle andre i den offentlige sektor.

Der er mange uafviseligt gode grunde til professionaliseringen af forsvaret, ikke mindst den voldsomme våbenteknologiske udvikling. De nye våbensystemer kræver højt uddannet betjeningsmandskab, hvortil kommer, at militær indsats i fjerne lande også kræver en særlig uddannelse af mandskabet.

Men prisen for professionaliseringen er blevet betalt på det folkelige plan. Nok er opbakningen til de danske soldaters indsats ude i verden stor – endnu da – men befolkningen er blevet reduceret til passiv tilskuer. Det er bare ikke rigtig erkendt endnu, og det spiller åbenbart slet ingen rolle i forsvarsplanlægningen.

Det er ikke længere »vores« forsvar og »vores« soldater på samme måde, som det var engang. Forsvaret er blevet en del af den samme offentlige sektor, som nok er »vores« stadigvæk rent principielt, men på en helt anderledes abstrakt måde end tidligere.

Vi passiviseres og klientgøres som aldrig før. Den ene dag klarer det, som flere og flere, især politikere, kalder »fællesskabet«, selv de mindste ting for os, men næste dag kontrollerer »fællesskabet« os og tiltvinger sig adgang til vores hjem og pålægger os alverdens forpligtelser og restriktioner.

Vi kan være ansat i den offentlige sektor og dermed blive et hjul i den store maskine mod til gengæld at få vores daglige udgifter betalt. Eller vi kan være dens ydmyge, hvis ikke dens magtesløse klienter. Eller begge dele på samme tid. Men en tredje mulighed er det efterhånden svært at få øje på.

Og så kan vi ellers iføre os klaphatte og fadølskrus, når vi skal juble og fejre, hvad »vi« udretter, eller vi kan blive tavse og stå højtideligt med små flag i hænderne, når vi sørger over den pris, som nogle af »os« har betalt. Måske oplever vi da en flig af et ægte folkeligt fællesskab med dem, vi står ved siden af, men vi er ikke længere en del af det »os«, som vi tilhørte engang. Vi er blevet dets tilskuere.

Forsvaret har ikke længere den folkelige forankring, som det havde engang. Vi har ikke længere et folkeligt medejerskab til forsvaret, det er ikke mere en del af os selv. Anderledes dengang der i stort set hvert eneste hjem stod et eller flere fotografier i glas og ramme på reolen af husfaderen eller sønnen/sønnerne i uniform, taget da de aftjente deres værnepligt.

Det var dengang, da der i krigstilfælde kunne mobiliseres flere hundredetusinde nødtørftigt uddannede soldater, opstillet i utallige, ofte mangelfuldt udrustede enheder, hvis primære formål ikke var at smide en invaderende fjende ud – det var i så fald endt i et uhyrligt masseslagteri – men at overbevise fjenden om, at det ikke var ulejligheden værd at forsøge. Og det lykkedes heldigvis.

Den tid kommer ikke igen og godt det samme. Men hvorfor har man – de politiske partier – i forsvarsforlig efter forsvarsforlig målbevidst afviklet forsvarets folkelige forankring? Er det, fordi fantasien ikke rakte længere end til åndløs effektivisering på samme måde, som man efterhånden er ved at effektivisere næsten enhver menneskelighed ud af den sociale sektor?

Værnepligten har man ikke anet, hvad man skulle stille op med, og man aner det stadig ikke. Nogle vil helst helt af med den, andre vil beholde den, men til hvad? Resultatet er noget nær meningsløst. Der indkaldes så få, at man stort set kan nøjes med frivillige. Uddannelsen er temmelig ligegyldig, og ingen kan svare fornuftigt på, hvad man i givet fald skal bruge de værnepligtige til.

Det store korps af engagerede reserveofficerer, som i sin tid var det bærende element i den kolossale mobiliseringshær – og som vel at mærke alene var drevet af ønsket om at gøre en personlig, aktiv indsats i forsvaret – det valgte man stort set at lukke. Her var der ellers tale om en folkelig forankring, som ville noget, og som kun tålte sammenligning med de ca. 60.000, der var aktive i Hjemmeværnet i dets storhedstid.

Og så har man ellers sparet indtil det absurde, så landet knap nok kan forsvare sig selv. Men det er måske heller ikke tanken længere. Man skal kun kunne sende mindre styrker i krig omme på den anden side af Jorden.

Hvad er grunden til, at forsvaret skal spare 2,7 mia. kr. eller 15 pct. om året? Hvorfor lige 2,7 mia.? Hvorfor ikke 1,5 eller 4,2 mia.? Hvilken anden del af den offentlige sektor er blevet pålagt at spare 15 pct. om året?

Et særlig sørgmuntert resultat af besparelserne er, at flåden i dag råder over hele tre topmoderne fregatter – de største krigsskibe, som Danmark nogensinde har haft. Vi har bare ikke råd til at bemande dem alle tre.

Og det i en verden, der er mindre sort/hvid, mere kompliceret, farligere og mere uoverskuelig end før. Også nær på os selv. Spørg de østeuropæiske lande, spørg polakkerne, spørg balterne, hvad de mener om Putins Rusland. Eller spørg finnerne – og nordmændene – hvad de mener om russernes militære opbygning i det nordvestlige Rusland. Eller spørg svenskerne. Spørg hvordan de har det med russernes fingerede flyangreb mod svensk område.

Men næsten alle europæiske lande sparer jo på forsvaret i disse år, så Europa hverken kan det ene eller det andet alene efterhånden, og så sparer vi også. Europa orker bare ikke al det halløj mere. Peace in our time.