Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Fra skadestue til skadestue

Mogens Bundgaard-Nielsen og Marianne Viltoft : Det begyndte med, at Mogens Bundgaard-Nielsens skulder gik af led. Og det endte med en operation på Rigshospitalet efter en grotesk vandring fra hospital til hospital.

Tegning: Lars Andersen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Natten mellem søndag og mandag den 6. juni 2011 vågnede jeg ved, at min mand Mogens (Bundgaard-Nielsen, red.) skreg højt af smerte. Smerterne var uudholdelige, og lægevagten sendte en ambulance, som med udrykning kørte os til Helsingør Hospital.

De stærke smerter koncentrerede sig om højre arm og især skulder. Vi forklarede, at Mogens ud over smerterne led af en lunge/hjertesygdom. Der blev taget blodprøver og røntgenbilleder af skulder og lunger; senere blev skulderen scannet. Der var ingen blodpropper og heller ikke brud på armen. Mogens blev indlagt på akutmodtagelsen, og senere på dagen tilset af en reumatolog, der gav en blokade, fordi lægen mente, at det var en frossen skulder. Blokaden havde ingen effekt.

Mogens blev flyttet til afdeling 51 - en medicinsk afdeling - og havde næste dag stadig meget stærke smerter. Han fik ved stuegangen at vide, at han senere på dagen ville blive tilset af reumatologen, men han kom ikke. Om onsdagen havde Mogens stadig meget stærke smerter, og ved stuegangen fik han at vide, at reumatologen ville komme senere. Han kom og gav Mogens en blokade, men den virkede ikke. Der står i journalen fra Helsingør Hospital onsdag den 8. juni: »Han har erfaring for, at der kan være behov for både to og tre injektioner før fuld effekt«. Det er ikke Mogens’ erfaring. Tværtimod er smerterne ved en frossen skulder gået over ved første injektion. Vi bad om at komme til at snakke med en læge, men sygeplejersken ville ikke give os adgang til den vagthavende læge, og sagde, at Mogens kunne tage hjem, for det var frivilligt at være på hospitalet.

Torsdag den 9. juni bad vi endnu en gang om en samtale med lægen, men uden samtale blev Mogens udskrevet, efter at reumatologen havde givet ham den tredje blokade. Mogens spurgte flere gange reumatologen, om han var sikker på, at det var en frossen skulder. Det bedyrede reumatologen. At skulderen var meget skæv, som Mogens påpegede, reagerede reumatologen ikke på. Han havde set utrolig mange frosne skuldre, så han vidste, hvad han talte om.

Tirsdag efter pinse kontaktede vi en specialist i København. Selv mens Mogens havde skjorten på, kunne lægen se, at det ikke var en frossen skulder, men en skulder, der var gået af led. Vi skulle tage videre til en skadestue med det samme. Specialisten kunne ikke selv sætte skulderen på plads, fordi der var gået for lang tid, siden skaden var sket. Vi tog til Bispebjerg Skadestue, hvor der var en ventetid på fire timer. Efter to timers venten blev ventetiden ændret til seks timer. Så tog vi videre til Gentofte Skadestue. Der blev hurtigt taget et røntgenbillede, der viste, at skulderen var gået af led. Vi redegjorde for sygdomsforløbet, indlæggelsen og fejlbehandlingen på Helsingør Hospital m.m. Lægen, som skulle sætte skulderen på plads, brækkede i andet forsøg Mogens’ overarm. Herefter blev vi sendt videre til Herlev Hospital, hvor Mogens kom ind på skadestuen. Vi regnede med, at han ville blive opereret i nattens løb. Han havde stadig meget stærke smerter. Det meste af natten lå han på skadestuegangen, fordi portøren skulle have pause. Onsdag den 15. juni fik Mogens at vide, at han skulle opereres fredag den 17. juni, dvs. 12 dage efter skulderen var gået af led og fire dage efter armen var brækket. I journalen den 15. juni fra Herlev Sygehus står der: »Er fuldstændig velbefindende uden neurologiske symptomer, og stort set ingen smerter«. Det er forkert.

Mogens klagede hele tiden over stærke smerter og bad om smertestillende midler. Vi bad om en samtale med den ledende overlæge. Det kunne vi ikke få, men måske en samtale med en læge næste dag, dvs. den 16. juni klokken 8, når stuegangen startede. Næste dag sagde sygeplejersken, at vi ikke kunne få en samtale med den ledende overlæge, og da min kone (Marianne Viltoft, red.) bad om hans navn, svarede sygeplejersken, at hun ikke vidste, hvad han hed. Marianne sagde, at hun nok var den eneste her i landet, der ikke kendte sin chefs navn.

Så afslørede sygeplejersken overlægens navn, men ikke hvor han befandt sig. Efter mere parlamenteren lykkedes det os at få en samtale med den læge, der gik stuegang. Vi kunne ikke få oplyst, hvorfor en person, der havde så stærke smerter og som havde været udsat for to hospitalers fejlbehandling, ikke havde højere prioritet. Derimod fik vi at vide, at det ikke var Herlev Hospital, der havde fejlbehandlet ham og derfor ikke deres ansvar. På vores anmodning fik vi efterfølgende en samtale med anæstesilægen.

Sidst på dagen blev operationen aflyst. Mogens havde nu haft en samtale med den ledende overlæge, som havde aflyst operationen og ville overføre ham til Rigshospitalet, som desværre p.t. ikke havde plads. Problemet var ifølge overlægen, at man først nu (tre dage efter indlæggelsen) havde kigget på journalen og konstateret, at der kunne være problemer med bedøvelsen på grund af Mogens’ hjertesygdom. Næste dag klokken 8 var vi heldige - Marianne stødte ind i den ledende overlæge. Han havde ikke tid til at tale med hende, men fik alligevel sagt, at det ikke var ham, der havde aflyst, men anæstesilægen.

Marianne sagde, at det var helt uacceptabelt, for hvis vi fra starten havde fået en samtale med den ledende overlæge, så havde Herlev Hospital tre dage tidligere vidst, at Mogens skulle videre til Rigshospitalet. Årsagen til den ledende overlæges tilstedeværelse på gangen var, at der blev holdt brandøvelse.

Mogens blev overført til Rigshospitalet, hvor lægerne taler med patienterne og de pårørende og ved, hvad de gør. Mogens fik, 14 dage efter at skulderen var gået af led og seks dage efter at Gentofte Skadestue havde brækket armen, en vellykket operation af både skulder og arm. Han fik armen i en særlig slynge og gik i flere måneder til kontrol på Rigshospitalet. Den 21. oktober blev han erklæret rask og måtte begynde at spille golf igen i den kommende sæson. Efterfølgende har vi fået at vide, at det kunne ses på røntgenbilledet og endnu tydeligere på scanningen på Helsingør Hospital, at skulderen var gået af led.

I vores vandring gennem skadestuerne på fire hospitaler har vi erfaret, at sygehusvæsenet er kaotisk, ustruktureret og med total mangel på ledelse. Patienterne og deres pårørende har svært ved at få kontakt med lægerne. Hvis lægerne på Helsingør Hospital havde brugt tid på at tale med os, ville det hurtigt have stået klart for dem, at en frossen skulder ikke er det samme som en skulder, der er gået af led. Det er en dårlig idé at lade sygehusene styres af regionalpolitikere, der ligesom de gamle amtspolitikere ikke i stand til at prioritere. Vi bør i så lille et land, hvor der postes så mange penge i sundhedssektoren, have et professionelt - ikke politisk - ledet sygehusvæsen. Hvis man nedlægger regionerne og regionsforeningen, kan der spares mange penge, som kan flyttes over på sygehusbudgetterne.

Endvidere bør sygehusene have en enstrenget ledelse, hvor der er én, der har ansvaret for hospitalets ledelse - og ikke som i dag en tredelt ledelse (sygepleje, læge og administration), hvilket tilsyneladende kun giver én procent ansvar til hver. Endelig bør pengene følge patienten og ikke medføre nedskæringer, hvis et sygehus er effektivt. Vi har flere gange undret os over, at der skulle fire skadestuer samt en indlæggelse på Rigshospitalet til, før en skulder og en brækket arm er blevet repareret. Tænk hvad der havde været sparet, hvis Helsingør Hospital var blevet lukket som planlagt, hvis Bispebjerg Skadestue ikke havde en ventetid på seks timer, og hvis Gentofte Hospital havde en erfaren læge på skadestuen.

Værst er dog, at man kan ligge tre dage på et professionelt hospital som Herlev, før journalen studeres. Der er mange der er enige i at pengene fosser ud af sygehusvæsenet på grund af dårlig ledelse. Til slut: Gudskelov er der også læger og sygeplejersker, der er ansvarsfulde og påtager sig ansvaret for deres patienter. Vi har mødt dem på Rigshospitalet, og vi takker meget for deres indsats.