Efter et årti med et historisk stort internationalt militært engagement blæser nye vinde på Slotsholmen, i NATO og i FN. Går alt efter planen vil vores forsvar være »projektløst« efter tilbagetrækningen fra Afghanistan i 2014. På det tidspunkt vil Danmark råde over militært isenkram, know-how og uddannet personel til et svimlende milliardbeløb uden noget at bruge det til ud- over kystkontrol, forsyningsflyvninger til Grønland og assistance, når det sner til på Bornholm.

Ifølge det nye regeringsgrundlag skal det danske forsvar ydermere spare op til tre milliarder over de næste år. Det danske forsvar står med andre ord over for nogle interessante og meget afgørende valg de kommende år og måneder. I stedet for at se dette som et problem foreslår vi at gribe muligheden for delvis at nytænke militærets rolle og samtidig tilføje et yderligere humanitært facet til Danmarks internationale engagement.

I stedet for at smide for milliarder af danske kroner isenkram og viden ud, skal vi bruge det på at redde menneskeliv i hele verden. Med andre ord skal vi, i stedet for at lade os afskrække af grænserne mellem det civile og det militære, opdyrke enheder i forsvaret, der vil kunne løfte en række opgaver (både korte og langsigtede) ved international katastrofehåndtering og derved markant højne niveauet i forbindelse med humanitære indsatser. En styrke med viden, evne og kapacitet til at bidrage til løsningen af både militære og civile opgaver.

Der er på nuværende tidspunkt ikke tegn i sol og måne på, at Danmark ikke fortsat vil føre en aktivistisk international militærstrategi. Den nytiltrådte forsvarsminister, Nick Hækkerup (S), erklærede således ved sin tiltrædelse, at Danmark fortsat skal være »villig til at deltage i skarpe missioner ude i verden«.

Udfordringen ved vores nuværende deltagelse i krigsmissioner er, at der er brug for at have en professionel og slagkraftig styrke stående ’stand by’, en styrke som hurtigt og effektivt skal kunne udsendes til et hvilket som helst sted på kloden. Det betyder, at man må opretholde et forsvar, som det til tider er meget vanskeligt at få øje på opgaver til.

Det territorialforsvar, som i de gode gamle dage var militærets hovedformål, er (heldigvis) blevet overhalet indenom af vores stabile europæiske samarbejde og de overordnede geopolitiske forandringer efter den kolde krigs afslutning.

I løbet af de seneste 30 år er antallet af globalt registrerede naturkatastrofer imidlertid firedoblet. Denne eksplosive stigning kan tilskrives en blanding af klimatiske og sociale faktorer. Vi bliver stadig flere mennesker på Jorden (befolkningstilvækst), som er tiltagende mere afhængige af hinanden (globalisering) og af teknologi i den bredest tænkelige forstand (elektricitet, centralt distribueret vand eller internettet) hvorfor vores sårbarhed over for naturlige trusler vokser. Samtidig har vi fået nemmere adgang til informationer om hinanden og er blevet tiltagende dygtigere til at kommunikere med hinanden (informationsteknologi).

Disse sociale faktorer sammenholdt med en række mere eller mindre forudsigelige ændringer i vores klima har skabt en eksplosiv vækst i antallet af katastrofer - fulgt af en tiltagende interesse for, hvordan vi håndterer og forhindrer katastrofer. Københavns Universitet har f.eks. de seneste fire år udbudt en Master of Disaster Management med studerende og undervisere fra hele verden. Vi bliver altså tiltagende professionelle og specialiserede i vores tilgang til at håndtere katastrofer, men også i stadig stigende grad opmærksomme på at optimere vores forhåndenværende muligheder for at forhindre dem og effektivt hjælpe mennesker i nød.

På nuværende tidspunkt varetages international katastrofehjælp hovedsagelig af lokale og internationale NGOer samt nationale og internationale humanitære statslige eller delvist statslige organisationer. Hidtil har vi ikke set danske soldater deltage direkte i humanitære indsatser. Men hvorfor egentlig ikke? Vi argumenterer ikke for, at militæret skal ud og lave udviklingsprojekter. Danida og en lang række NGOer er specialister i dette med årelang erfaring.

Nej, vi ser en mulighed i at udfylde de tomrum, som ingen umiddelbart vil påtage sig at udfylde, fordi der er tale om nødvendige, men samtidig uinteressante opgaver, som giver ingen eller dårlig PR. Beredskabsstyrelsen sender allerede i dag sådanne enheder ud, men vores nuværende engagement er både ressourcemæssigt og tidsmæssigt stærkt begrænset.

I Haiti, som i februar 2010 blev ramt af et meget alvorligt jordskælv, viste sådanne opgaver sig at være afgørende for håndteringen af katastrofen. Oprydningen af millioner af kubikmeter murbrokker, armeringsjern og betonrester var en helt central opgave i den umiddelbare genopbygningsfase. Havde Danmark bistået med militært uddannet mandskab og udstyr, kunne genopbygningen være sket langt hurtigere. Problemet er, at nødhjælpsorganisationer ofte bliver opfattet som værende ’on a mission from God’. Vi stiller krav om, at vores tilskud går direkte til indkøb af vand og medicin og ikke bliver brugt på kontoret, men samtidig ønsker vi, at uddelingen forestås af professionelle nødhjælpsarbejdere (som skulle være trænet på kontoret). Samtidig er vores eneste kilde massemedierne, som higer efter enten store øjeblikke eller potentielle konflikter.

Incitamentsstrukturen presser således NGOerne til at vælge de gode opgaver i katastrofehåndteringen, f.eks. uddeling af livsnødvendigheder som vand, mad, medicin, der giver en hurtig effekt og samtidig skaber de bedste billeder til hr. og fru Jensen hjemme i stuen. Derfor bliver en række opgaver enten ikke udført eller nedprioriteret. Her kommer en ’orange styrke’ ind i billedet.

Humanitære indsatser kan og bør ikke udføres af bevæbnet personel i grønne militæruniformer underlagt militær kommando. Der er derfor behov for nogle enheder, som vil påtage sig de humanitære opgaver, som ikke giver god PR, fordi denne styrke ikke er afhængig af at skulle promovere sig i medierne af finansieringshensyn.

Vores forslag er, at danske militærfolk skal have to uniformer i skabet: en grøn til øvelse og militær træning og en orange til fredstid og humanitære indsatser. Dette løser dog kun den formelle del af udfordringen ved at anvende militære enheder til katastrofehåndtering. Den bagvedliggende og markant større udfordring er den viden og træning, vi giver vores enheder. Hvis man seriøst ønsker at opbygge en dobbelt-kapacitet (militær og civil) internt i forsvaret, er det vigtigt ikke at undervurdere den uddannelsesmæssige opgave, der ligger i at opbygge en sådan. Vi skal altså skabe et forsvar, der skal være i stand til at veksle imellem militære og civile rationaler og kan begå sig i militære såvel som civile strukturer.

Man kan undre sig over, hvorfor opbyggelsen af et reelt sammentænkt forsvar ikke tidligere er sat i værk. Vi har grej stående, der uden tvivl vil kunne redde masser af menneskeliv rundt om i verden, men det forbliver i garagen, primært fordi det har den ’forkerte’ farve, og hører til i den ’forkerte’ kasse. Dette forslags gennemførelse vil som minimum give tre positive afkast: Vi kan direkte forbedre menneskers liv, Danmark vil blive set som en humanitær nation villig til at påtage sig de opgaver, den humanitære verden ikke magter, og vi kan få en positiv (og mere effektiv) udnyttelse af vores militær i fredstid. Så derfor: Paint It, Orange.