Fra feminist til troen på det feminine

En stille, underliggende strøm bliver stærkere og stærkere. Også veluddannede, ambitiøse kvinder mærker den og bliver lidt efter lidt en del af dens budskab: Det feminine mangler og er savnet – både i vores arbejdsrammer, vores samfund og i mennesker selv.

Foto: Søren Bidstrup

I Berlingskes artikel »Er den nye feminisme gammel kvinde­sag på nye flasker« (26. juli) bliver temaet feminisme diskuteret på en dobbelt midterside.

Signal: Dette er et vigtigt tema og noget, vi skal bruge tid på at læse!

Og vigtig er den, artiklen. For efter endt læsning har jeg endnu en gang fået bekræftet, at i Danmark skal vi være ens for at være lige. Eller, som suffragetten på fotoet i artiklen skriger: »Kønnet er en konstruktion«, mens hun slæbes væk af politimænd.

I det øjeblik, vi ikke længere er Mænd og Kvinder, men Mennesker, som ifølge den officielle diskurs er blevet påduttet en bestemt måde at agere og blive opfattet på, bliver feminismen »blot« en kamp for minoriteter – køn, alder, vægt, etnicitet, seksualitet - og så er der snarere tale om arbejdet for et andet begreb: Diversitet.

Kort sagt: I angsten for at »være et køn« skyder feminismen sig selv i foden, for fremover kan alle være feminister – både mænd, kvinder, skeløjede aber og handicappede hunde. Heldigvis med en smuk målsætning, som jeg bakker fuldt op om.

Feministisk udvikling eller ej – den danske skræk for kønnet fik jeg bekræftet, da jeg i Berlingske (20. juni) udtalte mig om kvinder i ledelse og, fri mig fra det Onde, blandt andet brugte ordene Feminin og Maskulin. En sand shitstorm ramte mig efterfølgende, fordi jeg forudsatte, at der er forskel på mænd og kvinder – på arbejde, i ledelse og i hjemmet.

Vi er lige meget værd, lige kloge, vise, sjove, tænksomme, ambitiøse, målrettede – og vi er forskellige. Vores hormoner er forskellige. Vores fysik er forskellig. Og statistisk set har vi forskellige værdier, forskelligt fokus og forskellige veje til vores mål – som i øvrigt kan være forskelligt.

Den holdning, at der er forskel på kønnene, kunne den danske officielle diskurs ikke sidde overhørig - slet ikke da emnet var ledelse. Måske fordi »man« ikke kan være feminin og fuld af ambitioner på samme tid? Et regnestykke, som slet ikke går op i mit hoved.

Hvad er forklaringen på sådan et oprør? Tja – når to af Danmarks stærke kvindestemmer udtrykker sig om feminismen på følgende måde i artiklen, er der ikke noget at sige til det. Ulla Tornemand siger: 100 år efter, at stemmeretten blev indført, er kvinder stadigvæk ikke noget i kraft af deres kompetencer, men i kraft af deres køn.

Og Anne Sophia Hermansen markerer: Fra at feminismen havde en verdensvendt dagsorden, er den nu blevet vendt mod kønnet – helt ind i livmoderen, og det finder jeg håbløst uinteressant.

De to citater fik mine æggestokke til at protestere – for nu at blive lidt i underlivs-terminologien. Hvad er der galt med (også) at være »noget« i kraft af sit køn? Og hvorfor er det uinteressant at være livmoder-fokuseret?

Forudsætningen, at vi ikke må være »noget« i kraft af vores køn, er idiotisk. Diskussionen er snarere: HVAD er det, vi værdsættes for, som køn? For kvinders vedkommende er det forhåbentlig andet end bryster og baller – bl.a. menneskelige kompetencer som f.eks. intuition, empati, evnen til at samle og skabe relationer OG vores evne til at skabe liv… naturligvis koblet på vores kvikke, veluddannede, beslutsomme hoveder.

Og nu vi er i gang med at tale om liv: Udover at verden har brug for kvindens livmoder til at føde de næste generationer, anses livmoderen i indiansk tradition for at være symbol på det kvindelige, det feminine. Livmoderen er billedet på skabelsen af alt liv, på »all potential« – dvs. alt det, som kan fødes, både bogstaveligt og i overført betydning. Det er den, der værner om at skabe strukturer og rammer, der sikrer, at livet opretholdes – også på lang sigt. Kort sagt vurderingen: Er det godt for mig? Er det godt for mine nærmeste? Er det godt for de næste syv generationer?

Hvis verden, erhvervslivet og politik har brug for noget i dag, så er det netop dén (feminine) tankegang. Så JA TAK til både anima, det feminine og det kvindelige – herunder også livmoder­fokus.

Og nu kommer det spændende. Mens (queer)feministerne spilder tid og spalteplads på at diskutere, hvad feminismen er, og hvor den er på vej hen (det er nemt at svare på: den er på vej til Alle- og dermed Ingenmandsland… hvis det ord må bruges i denne sammenhæng), sker der noget helt andet neden under både her og i udlandet:

En stille, underliggende strøm bliver stærkere og stærkere. Også veluddannede, ambitiøse kvinder mærker den og bliver lidt efter lidt en del af dens budskab: Det feminine mangler og er savnet - både i vores arbejdsrammer, vores samfund og i mennesker selv. Det feminine skal have sin plads og sin stemme. Det feminine er uundværligt – for både individer, samfund og kloden. Den strøm oplevede jeg også i forbindelse med juni-artiklen:

Kvinder skrev og bakkede op om mit budskab om manglen på det feminine og overvægten af den maskuline ledelsesstil. Kvinder udtrykte behov for, at det feminine får plads – både ude og hjemme og i dem selv. Masser af kvinder føler sig ensomme, tomme og som en skal af sig selv med et savn indeni, som de ikke kan eller tør sætte ord på – og savnet er der uanset titel, ydre succes og fine rammer.

Og når et begreb som »det feminine« bliver brugt, vækker det en genklang i kvinderne, og når ord som intuition, empati, følelse, flow, ro, refleksion, fordybelse, kontakt til naturen og en helt ny måde at lede og være i live på bliver nævnt, åbner der sig en luge i kvinders indre, som har været lukket alt for længe. Fordi vi er opdraget til noget andet – til et mere maskulint mindset og har lært, at det er den måde, der er den »rigtige« vej FREM.

Så da jeg åbnede munden i Berlingske og talte om yin og yang og animus og anima og det feminine og maskuline og om at komme tilbage til urreligionernes balance – også i ledelse – skrev kvinder (og nogle få mænd) til mig og sagde: Tak, fordi du bringer emnet på bane – vi orker ikke at tage kampen mod det etablerede, men vi bakker dig op i dit budskab.

Jeg har netop på nettet læst en artikel, som beskriver, hvordan danske kvinder i vikingetiden var langt mere stærke, selvstændige og magtfulde end hidtil antaget. Bl.a. har arkæologer fundet nøgler i kvinders grave, som symboliserer andet end husholdning – nemlig visdom, indsigt og magt.

Kvinderne var både vølver, kultudøvere og kloge koner – de var husfruer og handels­kvinder – nogle få var sågar krigere. Konklusionen på artiklen lyder: Nordens kvinder har haft friere forhold og flere rettigheder sammenlignet med andre kvinder i samtidens Europa. Også – eller måske netop – i kraft af deres køn og medfølgende kompetencer.

Den stolte status gælder ikke længere kvinderne i Danmark, som konstant falder bagud i ligestillingsstatistikkerne. I juni fik det bl.a. FNs menneskerettighedskomité til at komme med en henstilling til den danske regering om at få rettet op på u­balancen både politisk og på arbejdsmarkedet.

Det har vi talt om i mange år – uden at der sker noget. Måske er det på tide at se på situationen på en ny måde? At ændre diskursen?

Udviklingen er allerede i gang. Flere og flere kvinder (og også mænd) bliver opmærksomme på deres behov for at præstere, leve, være på »en anden måde« – i ledelse og i øvrigt. Flere og flere bevarer ambitionerne og fagligheden, men kan ikke længere identificere sig med de rammer, de hidtil har været sat under.

Måske er det derfor, at unge kvinder ifølge en undersøgelse mister lysten til og ambitionen om at gøre karriere to år efter endt studium. Og måske er det derfor, at en del kvinder plus/minus 45 år vælger at skifte spor. Ikke fordi, de er blevet mætte og bløde – næh, de er stadig sultne. Efter noget andet. Noget mere - helt. Hvilket spild af ressourcer!

Indianerne vidste det – urreligionerne vidste det – og det gamle vikingesamfund. Med Fay Weldons ord: Vi er stærke nok nu til at erkende, at kønnene er forskellige. Hvornår bliver det moderne Danmark klar til et opgør med de unisex-bånd, som har haft til hensigt at frigøre os, men som i stedet har snæret og fastlåst?

Det er tid til en ny balance.