Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Forsvarspolitisk vision søges

Klaus Kroll: Med de kommende forsvars-besparelser er vi på vej tilbage i rollen som fodslæbende NATO-land, der ikke afsætter de nødvendige midler til et troværdigt forsvar, og så mister vi muligheden for en aktivistisk udenrigspolitik.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Så har vi balladen igen. Kasernelukninger og rationaliseringer er endnu en gang den gyldne formel der kommer i spil til at slanke forsvaret, nu hvor fjendebilledet er væk og truslen mod Danmark er rykket til cyberspace og fjernt fra landets grænser. Væk er den gamle mobiliseringshær, det meste af reservestrukturen og snart også en væsentlig del af vores landbaserede kampenheder. De sørgelige rester af vores forsvar er på vej til at blive del af et geopolitisk spil om arbejdspladser i Udkantsdanmark og snart også uden en folkelig forankring, hvis værnepligten suspenderes. Rationalet er, at vi behøver et strømlinet forsvar, der udnytter ressourcerne maksimalt og er tidssvarende, hvilket isoleret set er meget noble tanker. Der er bare et problem, eller rettere en række problemer.

Første udfordring er, at visionen for forsvaret ikke står øverst på dagsordenen, og vi dermed igen om et par år kan kigge i krystalkuglen og opfinde nye rationaliseringer og begynde endnu en debat om kasernelukninger, flytning og lukning af tjenestesteder. En langsigtet plan for forsvaret ville være en kærkommen afveksling, så forsvarets ansatte ville have en mulighed for at planlægge sin egen og familiens geografiske placering, i bare en rimelig periode. Anden udfordring er en suspendering af værnepligten. Uanset det faktum, at vi ser en relativ stor tilstrømning af frivillige, er tanken bag værnepligten en forankring af det danske forsvar i det omkringliggende samfund og en mulighed for at kunne hverve bredt i alle samfundsklasser. Mister vi den mulighed, risikerer vi, at forsvaret går i retning af at hverve og tiltrække stereotype mennesketyper, der ikke nødvendigvis afspejler resten af samfundet.

I stedet for at suspendere værnepligten burde vi udbrede ordningen til at omfatte hele ungdomsårgange og lade dem forrette en kort samfundspligt, på et selvvalgt sted, uanset om det er forsvaret, sygehusvæsenet eller andre steder i staten, der er livsnødvendige for samfundets opretholdelse. Dette skrevet med risiko for at få en hel del kritik for at nævne ordet pligt, i en tid hvor ord som »jeg har krav på« og »det er min ret« er langt mere udbredt. Tredje udfordring er trusselsbilledet, der uomtvisteligt er diffust og ikke nær så skarpt aftegnet som før 1989, hvor Warszawapagten stod lige på den anden side af Østersøen. Det ændrer dog ikke på, at truslen mod Danmark stadig er der og forsvaret fungerer som en forsikring mod det uforudsete, helt i stil med at have en forsikring i hjemmet. Selvom man ikke forventer indbrud, bruger de fleste husstande stadig indboforsikringer og måske endda også en alarm. De der mener at kunne skue ti år ud i fremtiden og ikke kan få øje på en trussel mod Danmark, forudså sandsynligvis ikke Balkankrigene, der foregik i Europas egen baghave. Truslen kan komme væsentligt hurtigere end vi kan nå at opbygge vores militære kompetencer, hvis de er afskaffet og erfaringerne gået i glemmebogen.

Fjerde problem er den effektive besparelse kontra den teoretiske besparelse. Hvor tit holder budgetforudsætningerne i forsvarsforligene, når der diskuteres kasernelukninger og sammenlægninger? Uden at kende det specifikke tal er svaret nok: sjældent. Sammenlægninger og lukninger skaber ofte behov for udbygninger, renovering og tilkøb af andre ydelser, der samlet betyder, at budgetforudsætningerne ikke holder. Sammenholdt med, at forsvaret hvert fjerde år gennemgår en større omstrukturering, opnår man ikke den maksimale effekt af de ønskede rationaliseringer. Der er simpelthen ikke tid til at konsolidere tiltagene i takt med at forsvaret gennemgår den kroniske forandring. Igen er det en manglende langtidsholdbar vision, der reducerer muligheden for at gennemføre en længerevarende plan for forsvaret. Femte udfordring er sammenlægninger, der sker uden hold i virkeligheden, eksemplificeret i beslutningen om at lægge forsvarskommandoen sammen med ministeriet og dermed politisere forsvarschefen. Med et formindsket forsvar kunne man sammenlægge de operative kommandoer og bevare den øverste ledelse i et selvstændigt organ uden direkte politisk interferens. 

Sjette udfordring er den manglende vilje til at afbureaukratisere forsvaret og effektivisere arbejdsgangene ved at fjerne behovet for unødig administration. Med ganske få hænder og fødder tilbage, bør organisationen i stabene slankes, så den reflekterer virkeligheden på jorden, selvom man til tider godt kunne få den tanke, at forsvarets organisation tilpasses antallet af officersnormer og ikke omvendt. Hvis vi rettede op på forholdet mellem det menige niveau og officersgraderne kunne der frigøres normer til regulære enheder og samtidig sikre at officers - og befalingsmandsniveauet fik en øget mulighed for at virke som operationelle førere i stedet for at bruge en væsentlig del af deres karriereforløb på papirkrig. Og nej, det er ikke en kritik af officerernes evner, men en konstatering af, at forholdet mellem enheder på jorden og den enorme struktur, der omkranser den, er helt skæv.

En direkte rationalisering kunne også ligge i at sammenlægge elementer af forsvarets enheder. Sammenlægninger skal ske som led i en langtidsplanlægning og ikke på et spinkelt grundlag iblandet egnspolitiske ønsker om at bevare arbejdspladser. Omvendt har vi også tjenestesteder, der ligger i geografiske yderområder, men både er kulturbærende institutioner og har knyttet en ikke uvæsentlig del af vores nyere historie til sig – Sergentskolen i Sønderborg og Almegårds Kaserne på Bornholm. Lukker vi alle mindre kaserner og centraliserer det hele, mister vi også den folkelige forankring, hvilket i stil med suspenderingen af værnepligten ikke er ønskelig, med mindre man sidder på den yderste venstrefløj og med fornøjelse kan se, at forsvaret reduceres til Mogens Glistrups idé om en telefonsvarer, der meddeler, at vi overgiver os. Radikale tanker om at udlicitere eksempelvis vores luftforsvar til andre lande, er set med økonomiske briller en god idé, men militære kapaciteter, der ikke bærer Dannebrog, har ikke samme grad af loyalitetsfølelse for landet og risikerer måske at ende som brikker i et politisk spil, der i sidste ende kompromitterer evnen til effektivt at beskytte danske interesser.

Med et vist ubehag kan det konstateres, at vi med de nuværende udsigter er på vej tilbage i en rolle som fodslæbende NATO-land, der ikke afsætter de nødvendige ressourcer til at opretholde et troværdigt forsvar og ser ud til at risikere at miste en række kompetencer, der fjerner vores selvstændige mulighed for at føre en aktivistisk udenrigspolitik. Som tidligere udsendt både civilt og militært kan jeg nøgternt konstatere, at den illusoriske virkelighed, venstrefløjen lever i, der beskriver en idealverden hvor vi konverterer militære midler til nødhjælpsforretninger og udelukkende anvender diplomatiet til at tale os til rette, ikke har gang på Jorden, uanset hvor gerne vi end vil det. Det nytter ikke at indsætte et par få FN-observatører i situationer, hvor den eneste reelle mulighed er militær overlegenhed, med mindre man selvfølgelig er indstillet på at accepterer udbredte overgreb på civilbefolkninger, diktaturer og borgerkrige, hvoraf nogen kan udspille sig i Europas baghave. Forsvaret er den knyttede næve, der kan anvendes, når de politiske virkemidler er udtømt, uanset hvor ubehagelig den sandhed end måtte være. Hvis ikke vi havde gennemtrumfet en fred med militære midler på Balkan i midten og slutningen af 90erne, havde de Radikale og SF stadig siddet og talt om diplomatiets muligheder.