Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Forsvaret kan faktisk gøre en forskel – så små er vi altså heller ikke

Danmark er en småstat, men overdreven småstatsmentalitet fører automatisk til ineffektive militære indsatser og en mindre gennemtænkt dimensionering og indretning af forsvaret.

Jens Ringmose. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Om kort tid går den politiske proces, der skal lede frem til indgåelsen af et nyt forsvarsforlig for perioden 2018-2022, i gang. Som så ofte før i dansk sikkerheds- og forsvarspolitik vil processen grundlæggende være præget af en mere eller mindre ubevidst – men ikke desto mindre stærkt indgroet – national selvforståelse som småstat. Og ikke uden grund. Danmark er så langtfra en stormagt, og landets geografi indbyder nærmest til invasion. I modsætning til andre småstater som f.eks. Norge, har Danmark ikke vanskeligt tilgængeligt terræn, der kan gavne forsvarerens sag. Vi har derimod flade strande og marker, som gør landet ualmindeligt let at invadere for en fjendtligsindet stormagt. Dertil kommer, at de seneste par århundreders danske strategiske historie er karakteriseret ved gentagne tab af territorium. Ikke så underligt at det, man kunne kalde Danmarks strategiske kultur, er kendetegnet af småstatstænkning.

Den næsten naturgivne oplevelse af at handle på vegne af en småstat rummer imidlertid en række faldgruber, som alle har rødder i samme forhold: Tendensen til at tvivle på, at et nationalt militært bidrag kan gøre en forskel, hvad enten det gælder territorialforsvar eller internationale operationer. Eller som Bo Lidegaard formulerede det i 2013 med adresse til den danske militære indsats i Afghanistan og Irak: »Problemet er, at nogle hundrede danske soldater, der indlejres som en del af den britiske indsats, der igen er underlagt den langt større amerikanske, netop ikke gør nogen forskel.« Med andre ord: Vi kan godt være med, men det gør ingen substansforskel.

Faldgruberne forbundet med denne tilgang til sikkerhedspolitik vender vi tilbage til. Men først et par ord om småstatens strategiske tænkemåde.

Den særlige småstatskultur rummer som nævnt en fundamental mistro til, at egne væbnede styrker kan gøre en reel forskel. Uanset hvor stor en del af de nationale ressourcer, der konverteres til militære magtmidler, så »vil det ikke nytte«.

Under Den Kolde Krig gav småstatskulturen sig først og fremmest udslag i opstillingen, af hvad militærhistorikeren Michael Clemmensen har tildelt etikketten »det danske symbolforsvar«. Flertallet i den politiske elite var ikke i megen tvivl: Dansk sikkerhed var ikke resultatet af et slagkraftigt dansk forsvar, men et gode der kom i form af allierede sikkerhedsgarantier. NATO var den klub, der levererede Danmarks sikkerhed – og forsvaret var medlemskontingentet. Men fordi forsvaret ikke i sig selv var med til at producere sikkerhed for Danmark, så var der al mulig grund til at holde medlemskontingentet på så lavt et niveau som muligt. Sat ind i småstatstænkningens logik var hver en krone brugt på forsvaret – udover hvad vores allierede krævede af os – fundamentalt set spild af ressourcer.

Symbolpolitik før og efter Den Kolde Krig

Efter Den Kolde Krigs afslutning blev symbolpolitikken for en stor dels vedkommende videreført. Men nu i nye gevandter. For det første søgte man at opnå noget andet med det danske forsvarsbidrag, end man havde gjort under Den Kolde Krig. Hvor man før 1991 investerede ressourcer i at opnå sikkerhedsgarantier, så sigtede man efter Berlinmurens fald mod at bruge forsvaret i internationale operationer for at opnå goodwill, adgang og indflydelse. Tænkningen var for så vidt den samme: Man investerede i forsvaret for at opnå noget andet end det, forsvaret isoleret set kunne levere. Under Den Kolde Krig var »det andet« allierede sikkerhedsgarantier, efter Den Kolde Krig var »det andet« – lidt forenklet – velvilje og mulighed for at få indflydelse i Washington og i NATO-hovedkvarteret. Konteksten var anderledes, men småstatstænkningen intakt.

Den anden måde, hvorpå efterkoldkrigstidens symbolpolitik har adskilt sig fra tiden før Sovjetunionens kollaps, giver sig til kende i midlerne, hvormed symbolpolitikken bliver ført. Før 1991 var midlet først og fremmest et forsvarsbudget af en for vores allierede akkurat tilfredsstillende størrelse. Hvad der rent faktisk kom ud af forsvarsanstrengelserne, var set i den rendyrkede småstatstænknings perspektiv mindre vigtigt. Så længe vores store allierede følte, at vi havde betalt kontingentet. Efter Den Kolde Krigs afslutning var det imidlertid ikke længere tilstrækkeligt bare at have et forsvar af en vis størrelse. Nu skulle forsvaret anvendes i internationale missioner, og helst der, hvor behovet var størst, hvis den symbolpolitiske gevinst skulle indkasseres. Hvilken substansforskel, den danske indsats gjorde var mindre væsentlig, for »det andet« – goodwill, adgang og indflydelse – var jo fortsat det primære.

På sæt og vis er der noget næsten uigendriveligt rationelt og logisk ved småstatsmentaliteten. Vi er måske nok dygtige, progressive og moderne, men vi har – nærmest med stolthed – åbent erkendt, at vi er indbyggere i en af denne verdens lilleputstater. Og for den slags stater »nytter det ikke«. Vi kommer alligevel aldrig til at gøre en forskel – hvad enten det er i forsvaret af eget territorium, eller når det gælder en international indsatser.

Danmark kan faktisk gøre en forskel

 

Småstatstænkningen – ikke mindst den mere rendyrkede af slagsen – er imidlertid behæftet med en række faldgruber.

For det første fører en gentagen betoning af, at danske militære bidrag alligevel ikke gør nogen forskel til en blindhed over for, at danske bidrag somme tider rent faktisk gør en betydelig forskel. Det var tilfældet i Libyen-krigen i 2011, hvor danske F-16-jagere smed en meget betragtelig andel af det samlede antal bomber. At indsatsen alligevel er blevet set gennem småstatsmentalitetens perspektiv, bliver tydeliggjort af det forhold, at vi i den grad har fejret indsatsen i Libyen, som om det var en sejr. Der kan være al mulig grund til at være begejstret for den indsats, som danske soldater leverede, men set i lyset af de kaotiske tilstande, der i dag præger Libyen, kan man dårligt tale om, at vi har leveret et bidrag til en strategisk succeshistorie. Tværtimod. Vores fejring af krigen giver derfor også et tydeligt fingerpeg om, at vi endnu en gang leverede et bidrag for at opnå »det andet«. For det andet rummer småstatstænkningen en betydelig risiko for, at det politiske niveau mister interessen for, hvad der foregår på jorden. Når man går i krig for at opnå noget andet end det, der umiddelbart kommer ud af de militære anstrengelser, opstår der en fare for, at man alene fokuserer på de afledte effekter. På »det andet«. Forsvaret bliver derfor efterladt uden politisk »guidance« eller interesse. Relation mellem det politiske og det militære niveau, hvori strategi ideelt set undfanges, kommer dermed til at mangle den ene halvdel, og det bliver derfor overladt til militæret at opstille overordnede mål for indsatsen »derude«.

Den tredje faldgrube giver sig udslag i en stærk tendens til at skære i forsvarsbudgetterne. Hvis man er af den opfattelse, at de væbnede styrker alligevel ikke kan gøre en reel forskel, så er det jo ret nærliggende at finde den store sparekniv frem. For den rendyrkede småstatstænker bliver det klassiske forsvarsspørgsmål »how much is enough?« afløst af spørgsmålet: »how little can you get away with?« Den tilgang bidrager i en vis forstand til en selvopfyldende profeti, da det med mindre og mindre forsvarsbudgetter bliver vanskeligere og vanskeligere at gøre en substansforskel på jorden.

Summa summarum: Danmark er en småstat, og når det gælder sikkerhedspolitikken og indretningen af forsvaret, vil det være meget letsindigt og uklogt at se bort fra den kendsgerning. Men der er også behov for at advare mod at tage småstatstænkningen til ekstremer. Selv om Danmark har begrænsede ressourcer, så kan forsvaret rent faktisk gøre en forskel – så små er vi altså heller ikke. Det er heldigvis også et af budskaberne i Taksøe-rapporten, som bruger den stadigt vigtigere arktiske dimension i dansk udenrigspolitik til at udfordre småstatstankegangen. For overdreven småstatsmentalitet fører automatisk til ineffektive militære indsatser og en mindre gennemtænkt dimensionering og indretning af forsvaret.