Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Forsvaret døjer med politisk korrekthed

Torben Ørting Jørgensen: Forsvarschefen må som øverste chef tage medansvar og sikre sit personel anstændige vilkår, også når de ansatte måtte være kommet i mediernes søgelys, mener dagens kronikør, der følger op på gårsdagens kronik.

Tegning: Jens Hage Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er en fin kronik, premierløjtnant Adam Buschard har begået i går (»Mod bedre vidende«), men hvor er det forstemmende og trist, at det er en ung premierløjtnant, der skal tage bladet fra munden og sætte den sensationslystne presses behandling af diverse sager i perspektiv. Det kræver både civilcourage og integritet, noget der tilsyneladende ikke karakteriserer Forsvarets højeste militære ledelsesniveau.

Her har man tilsyneladende overset den ledelsesetiske dimension af chefvirket og ladet det erstatte af spin, fortielse og gustne politiske overvejelser. I stedet for klart at melde ud i offentligheden, at vi i det danske forsvar ikke uddanner og udvikler officerer, der i felten, overlagt og uden formål, udsætter deres soldater for unødvendig risiko, så forholder forsvarschefen sig tavs i den konkrete sag, hvor en ung officer nu kan se sig selv sigtet for pligtforsømmelse i forbindelse med et tragisk dødsfald i Afghanistan. Hvor ville det have været befriende, hvis forsvarschefen åbent og aktivt havde imødegået pressens standret og klart sagt fra over for den mediemæssige udlægning af hændelsen.

Tilsvarende dummebødesagen, som i dele af medierne blev udlagt, som om man blev sendt ud på særlige risikofyldte opgaver, hvis man ikke betalte dummebøden. Med mit kendskab til Forsvaret er vinklingen helt ude af proportioner.

Det er demokratiets præmis, at politiske æsler kan vælges ind i Folketinget. Man kan have forhåbninger om anstændighed, men ingen garanti. Vore folkevalgte politikere afspejler det samfund, de er en del af, og her er parolen: hellere sige noget dumt eller uigennemtænkt end slet ikke at sige noget. Det er et vilkår, vi kommer til at acceptere i et samfund som det danske, selvfølgelig under forudsætning af, at politikerne holder sig inden for rammerne af injurielovgivningen. Jeg ser derfor et behov for at korrigere premierløjtnant Buschards sigte en smule og rette ilden mod Forsvarets militære ledelse.

Forsvarschefen er ikke politiker. Han er som stillingsbetegnelsen antyder, chef for Forsvaret. Han kan under ingen omstændigheder lægge afstand til sit undergivne personel. Hans udgangspunkt må altid være, at han som øverste chef tager et (med)ansvar og sikrer sit undergivne personel anstændige vilkår, også når de måtte være kommet i medierne søgelys. Og hvor svært kan det være, at komme med en klar udmelding til offentligheden om, at man i dansk forsvar ikke fostrer officerer, der bevidst og uden grund får slået deres soldater ihjel. Eller truer undergivent personel med risikofyldte opgaver, hvis de ikke betaler dummebøder.

Et andet eksempel på forsvarsledelsens skildpaddetaktik oplevede man, da sagen om udlevering af irakiske fanger til tortur verserede i medierne efter WikiLeaks’ offentliggørelse af diverse dokumenter. Frem for at komme med en klar udmelding om, at forsvarschefen havde tillid til, at Forsvarets udsendte enheder havde handlet i henhold til gældende instrukser og direktiver, så iværksatte Forsvarskommandoen en undersøgelse af dokumenter, som man bad om at få udleveret (!) fra WikiLeaks, og oprettede en anonym hotline, hvor tidligere udsendt personel kunne henvende sig, hvis de havde oplevet noget, de fandt var i modstrid med gældende regler. I denne em af »ingen røg uden ild« kunne tidligere udsendte soldater og officerer så sidde og varme sig ved et handlingsmønster scenograferet af Forsvarets ledelse, hvor der ikke blev bakket op, men alene tilsikret, at det højeste militære og politiske ledelsesniveau ikke kunne udsættes for kritik.

Konsekvenserne for de officerer, befalingsmænd og soldater, der kommer i gabestokken, er, at deres liv sættes på hold. Måske af frygt for, at sagerne smitter, isoleres de og bliver holdt på arms længde. Den sociale ramme og det kammeratskab, som ellers kendetegner Forsvaret, sættes ganske enkelt ud af kraft.

Sagsbehandlingstiden er ofte særdeles langtrukken og de direkte involverede kan ikke komme videre med deres liv, mens sagen kører. Når resultatet af sagsbehandlingen foreligger, kan man ofte ikke genkende den fremstilling, der ligger til grund for afgørelsen eller sigtelsen. Skrevet i bagklogskabens skærende lys og med udgangspunkt i myriader af direktiver og reglementer, der også er en del af Forsvarets virkelighed, er der langt til den personlige oplevelse af situationen.

Men hvorfor er det gået så galt? Der er sikkert mange forklaringer, men her er et bud.

Uangribelighed og politisk korrekthed er blevet den afgørende præmis for en karriere i Forsvaret. Uangribelighed sættes tilsyneladende højere end dygtig opgaveløsning og rationel handling. Frem for at fremme ansvars- og beslutningsglæde samt engagement er resultatet af den manglende ledelsesetik på højeste niveau, at der er udviklet en nulfejlskultur, hvor overholdelse af regler og forskrifter tilsyneladende vejer tungere end anvendelsen af sund fornuft. De skæverter, som initiativ og handlekraft også kan afstedkomme, er der ikke plads til i nulfejlskulturen. Derved bliver de normale militære ledelsesmæssige dyder, som beslutningsglæde, initiativ og handlekraft mindre betydningsfulde og i værste fald karrierebegrænsende.

Det paradoksale ved den aktuelle situation er, at Danmark er i krig. Det er som bekendt en tilstand, hvor der er al mulig grund til at fremme pragmatisk, initiativrig og resultatorienteret ledelse på bekostning af fredstidsreglementer og skrivebordsregime. Der er måske også en forventning blandt det udsendte personel om, at de legale rammer for operationerne er defineret og på plads. Dette er langtfra tilfældet. Det kan eksempelvis konstateres, at uagtet at bekæmpelse af pirater til søs er forankret i folkeretten og FNs resolutioner, så er den nødvendige nationale følgelovgivning ikke på plads til at sikre en meningsfyldt opgaveløsning. Initiativer med det formål at løse den overordnede opgave, piratbekæmpelse, bliver dermed riskofyldt, og der er tegn på, at det uforklarlige regime, der kendes fra politiet, hvor man i forbindelse med våbenanvendelse bliver afhørt med en sigtets rettigheder, er ved at snige sig ind i Forsvaret. For at føje spot til skade udøves piratjagten i sikker forvisning om, at pirater bliver løsladt i samme takt, som de tilfangetages.

Gensidig tillid og troen på, at foresatte - i udgangspunktet - altid bakker op om undergivne, er en helt afgørende præmis for Forsvaret og Forsvarets evne til at løse pålagte opgaver. På baggrund af de seneste »sager« i medierne er der et påtrængende behov for en genoprustning af ledelsesetikken i Forsvarets top. Hvis den suppleres med en klar erkendelse af, at de tillagte »politiske« adfærdsmønstre med kommunikationsrådgivere og politisk ageren ikke er vejen frem, er der håb om, at tilliden på tværs af organisationen kan genoprettes. Det forudsætter et paradigmeskifte, hvor man gør sig klart, at chefstillinger forpligter - også når det er ubekvemt - og at loyalitet er en tovejsaffære. Overlad politik til politikerne og genopret militærfagligheden og integriteten. Vær det underlagte personels beskyttende engel. En gammel general ved om nogen, at det kræver en vis portion held at komme igennem et tjenesteforløb uden at have slået en skævert. I sidste ende drejer det sig også om at bevare sin selvrespekt og evnen til både at kunne se sig selv og sit personel i øjnene.

Tak til premierløjtnant Buschard for en fin kronik. Mod og mandshjerte! Det kan med glæde konstateres, at der er håb for Forsvaret, når der fortsat skabes officerer af premierløjtnant Buschards kaliber.