Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Forståelse er Gud!

Nyheder. Man kan ikke optræde som demokratiets ædle ridder og samtidig jamre over, at TVs nyhedsudsendelser går efter størst muligt seertal ved at fremstille politik som strid mellem personer. Den udsigtsløse jammer over, at vælgerne ikke opfører sig som discount-DJØFere eller hobby-nationaløkonomer, bør ophøre, skriver Klaus Kjøller.

Rituelt finder demokratiets faste stok af grædekoner demokratiets skurke i medierne, som anklages for at være for overfladiske, og hos politikerne, som anklages for at lefle for meget for vælgerne. Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I lørdagens kronik, som indledte denne debatserie om demokratiet og virkeligheden, beklagede Per Stig Møller sig bl.a. over medierne: »Den ene dag er Naser Khader den nye Kennedy. Den næste dag er han idiot. Den ene dag kan Villy Søvndal gå på vandet. Den næste kan han ikke få hovedet op over vandskorpen.« Men det er noget pjat, mener Møller, for i virkeligheden er disse og andre politikere jo nøjagtigt den samme hele tiden. Medierne bør undgå at gøre politik til noget, som vælgerne ser politikerne spille på TV, ligesom de ser fodboldspillere spille kampe på TV.

Jeg mener, at Per Stig Møller er helt galt afmarcheret. Men han er jo ikke alene. Et af demokratiets store problemer er, at der er så megen nytteløs jamren fra eliten over, at vælgerne er uvidende og mageligt anlagt og ikke fatter ret meget af, hvad der egentlig foregår, og derfor er til fals for tant og fjas. Men det er ikke stuerent at sige det ligeud. Demokrati bygger jo netop – i modsætning til præstevælde, diktatur og enevælde – på ideen om, at vælgerne er gode nok, som de er, og at hele systemet derfor er indrettet på at passe til vælgerne og ikke omvendt. Det er derfor umuligt – selv for indsigtsfulde åndspersoner – at gå direkte i kødet på vælgerne og anklage dem for at være uvidende og mageligt anlagt. Derfor kan man ikke i demokratiets navn skrive en kronik, som har den pointe, at vælgerne ikke er gode nok. Og da jammeren skal have en årsag, må man finde skurken andre steder.

Rituelt finder demokratiets faste stok af grædekoner demokratiets skurke i medierne, som anklages for at være for overfladiske, og hos politikerne, som anklages for at lefle for meget for vælgerne. Politikerne selv mener, at ondskaben skyldes medierne. I en ny undersøgelse i Politiken mener 68 procent af folketingsmedlemmerne, at deres prestige er faldet i de seneste år, og de finder, at de klareste årsager er mediefokus på deres privatliv og kommentatorerne. Det er altså en udbredt opfattelse både hos iagttagere og hos politikere, at bare medier og partier ville dyrke den rene substanspolitik og give pokker i kunderne, dvs. almindelige mennesker, ville demokratiet have det bedre.

Det ville efter min vurdering være et stort spring fremad for dansk demokratisk debatjammer, hvis man i stedet for denne indirekte jammer over medier og partier, ville jamre direkte over vælgerne. Så ville enhver nemlig straks se, hvor demokratisk undergravende grædekonernes vedholdende jamren egentlig er. Så ville de være nødt til at se sig om efter noget andet at jamre over. Det kan kun gøre jammeren bedre, fordi der så kunne jamres mere resultatorienteret.

I et demokrati må det rent logisk være således, at den forståelse af politik, som almindelige mennesker har, er den bærende forståelse. Dvs. den grundlæggende forståelse, som udgør den overordnede politiske virkelighed i landet. Det kan ikke passe, at det er den forståelse, som professorer i statskundskab eller langvarigt uddannede embedsmænd har, som er den rigtige, egent-lige forståelse, »virkeligheden«. Sådanne folk er jo en talmæssigt lille elite i den folkemasse, som demokratiet i sin idé udspringer af. Uanset uddannelse, viden, evner og interesser, har hver mand og kvinde jo én og kun én stemme.

Konsekvensen af denne demokratiske banalitet er, at det er i TVs nyhedsudsendelser på public service-kanalerne, at den politiske virkelighed i landet skabes. For det er her, den danske befolkning – høj og lav, uddannet og uuddannet, ung og gammel, flittig og doven, interesseret og uinteresseret – i højeste tal samles for at se, hvad der sker. Det er her, landets politik løbende fremstilles alment forståeligt for det største publikum. Det betyder, at den bærende institution i dansk politik er denne TV-føljeton, som handler om de politiske hovedpersoners konflikter.

Selvfølgelig sker der meget andet i dansk politik end det, som hele vælgerkorpset med egne øjne kan se og forstå på TVs Store Scene. Der foregår vigtige forhandlinger bag lukkede døre, og det administrative apparat producerer hele tiden tunge tekster, som skal få systemet til at kværne mere hensigtsmæssigt. Og kommissioner frembringer dybtgående rapporter med en masse juridisk relevante detaljer om diverse skandaleagtige affærer. Men alt dette foregår på Lille Scene, hvor specialister og embedsmænd lever bag lukkede døre. Detaljer herfra – den såkaldte »politiske substans« – når kun ud til hele befolkningen i det omfang, det indgår i replikker i TV-føljetonen på TVs Store Scene. Og det indgår kun i replikker i føljetonen, hvis det kan bruges af hovedpersonerne – eller af TV-mediet – til at skabe eller belyse en personkonflikt med.

Det samme gælder kendsgerninger om vores demokratiske system og dets tilstand. Hvis Per Stig Møllers kritik af vores demokratis tilstand skal ud til befolkningen, skal han træde frem som figur i TV-føljetonen og dér strides med en figur, som mener noget andet, helst det stik modsatte. Befolkningen forstår nemlig politik og hele det politiske system gennem personer, som på TV siger replikker, mens de strides med andre personer. Hovedpersonerne er velkendte politikere, som strides med hinanden eller med studieværter eller journalister, som typisk forsøger at få dem til at sige replikker, som de ikke ønsker at sige. Men der indgår også eksperter og kommentatorer i føljetonen.

Hvordan er det muligt for sådan et system at virke? Det er et system, hvor en ret lille elite bag lukkede døre tumler med tunge tekster og svære forhandlinger, som kun i yderst begrænset omfang slipper ud på Store Scene. Og som kun slipper ud, fordi nogle figurer i den politiske føljeton kan bruge dem til at skabe positiv opmærksomhed omkring deres figur ved at komme i mundhuggeri med andre?

Først må man konstatere, at det ikke bare virker, men at det faktisk virker ret godt. Danmark ligger i top angående valgdeltagelse ved folketingsvalg, kun overgået af diktaturer med stemmetvang og valgfusk. Enhver valgaften er en politisk landefest. Brokkerier over politikere, journalister, spindoktorer og meget andet er kronisk, men befolkningen bakker markant op om systemet. Vi har en stærk politisk kultur, hvor landets mest magtfulde ministre kan færdes frit mellem almindelige vælgere, således som det så herligt sker på Folkemødet på Bornholm. Vi har en kultur, hvor to politikere helt naturligt taler kammeratligt med hinanden i TV-kulissen, mens de venter på at komme ind og rutinemæssigt frakende hinanden både kompetence og idealisme i en nådesløs debat. Og bagefter deler en taxi tilbage til Christiansborg.

En meningsfuld debat om vores folkestyres tilstand må bygge på, at den bærende institution i vores system er TVs politiske føljeton, som daglig sikrer, at befolkningen forstår, hvad der foregår ved hjælp af de mekanikker, som gælder for bred forståelse: indlevelse i figurer på skærmen. Den udsigtsløse jammer over, at vælgerne ikke opfører sig som discount-DJØFere eller hobby-nationaløkonomer, bør ophøre. Kritik af vores demokratiske system bør bygge på respekt for, at folk forstår politik ved hjælp af samme mekanismer, hvormed de uden problemer forstår TV-føljetoner som Matador eller Borgen.

Men det betyder selvfølgelig ikke, at debatten om, hvorvidt systemet er godt nok, også bør stoppe. I øvrigt vil denne debat altid udfolde sig i føljetonen, fordi føljetonens figurer med kloge ord om systemets rette indretning, kan score anseelse hos vælgerne. Det sker årligt i grundlovstaler, ved Folkemødet og i formændenes landsmødetaler. Men det sker yderst sjældent, at den klogskab og indsigt, som demonstreres her, fører til konkrete ændringer – ud over at afstive afsenderens image.

Så der er brug for, at forstandige folk som Per Stig Møller træder frem i føljetonen som viis mand med rammende systemkritik. Derimod har vi ikke brug for flere urealistiske indlæg på melodien om, at alle problemer ville være løst, hvis demokratiets borgere blev udskiftet, og hvis Khader og Søvndal og alle de andre altid var den samme.

Den første kronik i serien blev bragt lørdag 15. juni.