Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Engang var det største problem for et oplyst demokrati manglende viden og dannelse. Skolegangen var kort, og gymnasier og universiteter var kun for de få – og kun for mænd. I folkestyrets tidlige år var vejen mod oplysning lang og besværlig. I dag har de fleste adgang til uddannelse i det omfang, deres evner og lyst tillader, og internettet giver os fornemmelsen af at have ubegrænset adgang til alverdens viden døgnet rundt.