Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Vi ser igen en opblussen af den agenda, hvor nogle politikere forsøger at delegitimere nogle veldefinerede videnskabelige områder inden for den brede vifte, som er samfunds- og humanvidenskaberne. Blandt de, der bærer fanen højt, findes to medlemmer af Folketinget, Morten Messerschmidt og Henrik Dahl. Det er fornuftsstridigt, at de to, der også er uddannede hhv. jurist og sociolog, giver sig i lag med at evaluere fagfelter som postkolonial-, kritisk raceteori, hvidhedsstudier, migrations- og racismeforskning. Lad mig forklare med et tankeeksperiment.