Fyns Politi udgav i foråret en evaluering af det omdiskuterede dialogprojekt i Vollsmose, som den muslimske debattør og socialrådgiver Asmaa Abdol-Hamid siden 2013 har stået i spidsen for, og den udråber projektet til at være en stor succes. Samtidig viser nye tal fra SSP i Odense, at kriminaliteten i bydelen er steget betydeligt blandt de helt unge, mens den oplevede tryghed blandt bydelens borgere ifølge politiets tryghedsindeks er faldet fra 62 i 2013 til 51,7 i 2015.
Dialogprojektets mål er at skabe et bedre forhold mellem Fyns Politi og områdets beboere ved at »fremme medinddragelse og skabe rum for inklusion af bindestregsdanskere« gennem »relationsopbygning og styrkelse af den sociale kapital«. Ideen er hentet fra et amerikansk projekt ud fra devisen om, at når forholdet mellem politi og beboere i udsatte boligområder forbedres, får politiet adgang til lokale netværk og modtager flere tips fra beboerne, som kan hjælpe dem med at inddæmme kriminelle og uromagere.