Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Forskellen på dansk og irsk politik

Lars Hovbakke Sørensen: Når irerne går til valg i næste uge, vil det vise sig, om Irland - plaget af et økonomisk morads - er ved at blive et »normalt« europæisk land, hvor man ikke længere fortrinsvis stemmer ud fra historisk betingede anti- og sympatier.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Om en uge er der valg i Irland. Det vil efter alt at dømme blive et jordskredsvalg af historiske dimensioner, hvor vælgerne vil sætte landets gamle magthavere fra magten på grund af den katastrofale økonomiske situation, de har bragt landet ud i.

Men hvordan kunne det gå så galt? Hvorfor er økonomien totalt kørt af sporet i lande som Irland, Grækenland, Spanien, Portugal og Island, mens det ikke er tilfældet i Danmark?

Der er mange årsager, men en væsentlig del af forklaringen er, at i de førstnævnte lande har befolkningen gennem mange årtier haft en usædvanlig stor, ja nærmest blind, tillid til politikerne fra bestemte af de politiske partier.

Dette skyldes disse landes nyere historie, som er markant anderledes end Danmarks nyere historie.

I Irland har befolkningen siden 1920erne, 1930erne og 1940erne, hvor irerne endegyldigt frigjorde sig fra det britiske overherredømme, haft en særlig veneration for de to partier, som var hoveddrivkraften i denne frigørelsesproces. Det drejer sig om det konservative parti Fianna Fáil (»Irlands krigere«) og det liberale parti Fine Gael (»Den gæliske stamme«). Partiet Sinn Féin spillede også en vigtig rolle i selvstændighedskampen, men dette parti blev hurtigt kompromitteret i mange ireres øjne af sin nære tilknytning til terrororganisationen IRA.

Gennem hele det 20. århundrede har mange vælgere ved valg efter valg trofast stemt på navnlig Fianna Fáil, fordi dette parti om noget har været symbolet på den irske særegne nationale identitet og Irlands og det irske folks ønske om selvstændighed i forhold til den store dominerende nabo mod øst: Storbritannien. Derfor har politikerne fra Fianna Fáil også kunnet bevare magten i så mange år, som de har. Siden 1932, hvor Fianna Fáil første gang kom til magten, har partiet haft premierministerposten i 51 ud af 79 år. Den resterende del af tiden har posten været beklædt af politikere fra Fine Gael. Arbejderpartiet Labour har derimod aldrig haft en ledende rolle i irsk politik, fordi også mange arbejdere har stemt på Fianna Fáil.

Senest har Fianna Fáil haft premierminister­posten siden 1997, og når dets politikere har kunnet føre Irland ud over »afgrundens rand«, uden at nogen har råbt vagt i gevær, hænger det i vid udstrækning sammen med den særlige stjerne, som politikere fra Fianna Fáil har haft hos befolkningen gennem mange år.

Ligesom den særlige stjerne, som politikere fra det islandske parti Selvstændighedspartiet havde blandt en stor del af de islandske vælgere indtil for et par år siden, da Islands økonomi oplevede et totalt kollaps. Den særligt store tillid og positive holdning, som islændingene frem til 2009 havde til politikerne fra dette parti, og som gjorde det muligt for dette partis politikere at føre Island ud over afgrunden, uden at nogen protesterede, stammede tilsvarende fra dette partis afgørende rolle i selvstændighedskampen mod Danmark frem imod 1944.

Og på nøjagtig samme måde er der bestemte partier i Grækenland, Spanien og Portugal, som befolkningerne af historiske grunde indtil for nylig nærmest pr. automatik har set på med positive øjne, mens de på forhånd har været negativt stemt over for andre partier. På grund af de højreorienterede diktaturer, som eksisterede i disse tre lande frem til midten af 1970erne, har mange vælgere op gennem den sidste del af 1970erne, 1980erne, 1990erne og begyndelsen af det 21. århundrede her vægret sig ved at stemme på partierne på højrefløjen.

Derfor har socialistpartierne også domineret såvel græsk som spansk og portugisisk politik det meste af tiden gennem de seneste ca. 35 år, siden demokratiet blev indført i sidste omgang. De socialistiske partier har siddet i regering langt det meste af tiden og har i de seneste år kunnet føre en økonomisk politik, som de fleste mennesker ud fra en objektiv vurdering ville betegne som »uansvarlig«. Men dette har indtil for nylig blandt mange af de sydeuropæiske vælgere været overskygget af den store begejstring, som de har haft for socialistpartierne, fordi de har haft tendens til at forbinde socialisterne med demokratiet og højrefløjen med diktaturet.

I Danmark er det med landets meget lange historie som en både suveræn og demokratisk stat utænkeligt, at tilsvarende »irrationelle« identitets- og demokratimæssige forestillinger hos vælgerne skulle spille ind på, hvilke partier de stemte på. Det samme gælder de fleste andre lande i Europa, der - ligesom Danmark - heller ikke i nyere tid har enten været igennem en længerevarende kamp for selvstændighed eller oplevet en længere periode med diktatur. I Danmark, Sverige, Storbritannien, Holland osv. nærer vi ikke på forhånd en særlig stor og ukritisk tillid til politikere fra bestemte politiske partier. Og dette har reddet os fra at komme ud i samme uoverskuelige situation i forbindelse med den internationale økonomiske krise, som bl.a. Irland, Island, Portugal, Spanien og Grækenland er havnet i.

Det klogeste, vælgerne i de europæiske lande kan gøre, er derfor at forsøge at lægge gamle fordomme og myter (såvel positive som negative) om bestemte politiske partier bag sig, når de går til stemmeurnerne, og i stedet udelukkende sætte deres kryds ud fra, hvilke politikere de mener i den aktuelle situation bedst vil kunne løse landets store udfordringer.

Det kan dog være lettere sagt end gjort. Vi danskere glemmer nogle gange, hvor privilegerede vi på mange måder selv har været, i forhold til andre befolkninger rundt omkring i Europa, for slet ikke at tale om resten af verden. Vores hjemlige småskænderier med hinanden om, hvorvidt vi vil beholde eller afskaffe efterlønnen eller eventuelt gå på pension et år senere, må forekomme en spanier, som kan huske Francos voldelige diktatur fra 1939 til 1975, eller en ældre irer, hvis far døde i Uafhængighedskrigen i 1920erne, temmelig uforståelige og ligegyldige.

På denne baggrund er der ikke noget at sige til, at mange irere indtil for nylig stemte ud fra meget andet og mere end »blot« de aktuelle økonomiske og sociale problemstillinger i landet. Der har i årtier været meget mere hjerteblod involveret i at give sin stemme til enten Fianna Fáil, Fine Gael, Sinn Féin eller Labour end i at stemme på eksempelvis Socialdemokraterne, Venstre, De Konservative eller SF. Det har i mange årtier været langt vanskeligere for en irer at skulle beslutte sig for at skifte til et andet parti, end han eller hun plejede at stemme på, end det har været for den danske gennemsnitsvælger.

De aktuelle irske meningsmålinger tyder imidlertid på, at det kæmpemæssige irske økonomiske morads, der er kommet ud af irernes meget traditionsbundne måde at stemme på gennem flere generationer, nu endelig har fået mange vælgeres øjne op for, at Fianna Fáil trods sin glorværdige fortid ikke altid er den bedste løsning på alle de aktuelle problemer. Ligesom mange islandske vælgere ved valget for to år siden på baggrund af landets håbløse økonomiske situation langt om længe var nået til den erkendelse, at Selvstændighedspartiet ikke altid var det bedste parti for Island. Partiets politikere led ved denne lejlighed et sviende valgnederlag og blev sendt ud på oppositionsbænkene.

Ifølge meningsmålingerne i Irland står Fianna Fáil tilsvarende til at få et nederlag af historiske dimensioner ved valget på næste fredag. Til gengæld står Labour, Fine Gael og Sinn Féin til at blive valgets store vindere. Det er de partier, som ikke har haft et større medansvar for de seneste års fejlslagne økonomiske politik.

Meget tyder således på, Irland - trods sin særlige historie - er ved at blive et »normalt« europæisk land, hvor man ikke længere fortrinsvis stemmer ud fra historisk betingede anti- og sympatier. Ligesom Island blev det for to år siden. Og ligesom Spanien, Portugal og Grækenland formentlig også snart vil blive det.

Den økonomiske krise ser med andre ord ud til at være i færd med at ændre flere af de europæiske befolkningers selvforståelse.