Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Forsigtige frifindelser i skattesagen

I dag kan boet så småt gøres op efter kommissionens mange anstrengelser med at belyse sagen og navigere mellem jura og politik.

Pressemøde med Justitsminister Mette Frederiksen mandag 3. november 2014 efter afleveringen af kommissionsberetningen.  Fold sammen
Læs mere

I november nedkom skattesagskommissionen med sin beretning efter flere års drægtighedsperiode. Vi skriver nu cirka tre år efter de oprindelige redegørelser i sagen fra de centrale embedsmænd og den store politiske virak over, hvor meget urent trav, der muligvis var gået i myndighedernes håndtering af Stephen Kinnocks og Helle Thorning-Schmidts skattesag.

I dag kan boet så småt gøres op efter kommissionens mange anstrengelser med at belyse sagen og navigere mellem jura og politik. Hvad er facit så efter kommissionens afhøring af 45 vidner på Fremtidsvej, møjsommelig læsning af regnskove af dokumenter, håndtering af flere kulørte indslag undervejs og sidst, men ikke mindst udarbejdelse af en beretning på 1.700 sider plus en cd-rom med 900 siders vidneafhøring. Alt sammen til en pris i luftlaget omkring de 25-30 millioner skattekroner. Det korte svar er: Egentlig ikke ret meget.

Undersøgelsesarbejdet ender som bekendt med bløde landinger, og hovedaktørerne – herunder den tidligere skatteminister, den tidligere spindoktor for ministeren, og den tidligere departementschef - frifindes enten helt eller så godt som. Noget ramt på sit professionelle ego er dog den meget medieeksponerede departementchef, Peter Loft, som må begynde at vænne sig til at skulle bide en vis faglig kritik i sig. Det er dog i form af kritik af fodfejl, snarere end utilgivelige synder, og kommissionen har udvist betydelig empati med Peter Loft på langt de fleste strækninger. Det synes at være indbygget i kommissionens vurdering af ham, at han har lidt nok med selve undersøgelsen.

Set med juridiske øjne er det et gennemgående træk i beretningen, at kommissionen udfolder stor energi på at lægge et forsigtighedsfilter ind i sine vurderinger af både forløbet og af den jura, som sagen har drejet sig om. Selv i forhold til andre undersøgelseskommissioner får man indtryk af, at skattesagskommissionen har valgt at lægge sig i endog meget god afstand til sagen og juraen.

Selve ansvarsvurderingen i sagen udgør kun ti sider, bestående for en dels vedkommende af tekst i stikordsform, og den er bygget op omkring forbehold, reservationer og indsnævringer i retning af, at kommissionen ikke kan gå ind i det ene og det andet, at det er med betydelig forsigtighed, at man er gået ind i delforløb, hvis det altså er nået så vidt etc. Den strakte arm er helt strakt. Man er af den grund nødt til at læse beretningen med et gran salt, da en så udpenslet tilbageholdenhed indebærer, at meget ikke er bedømt fuldt ud. I forhold til sagens oprindelige to hovedspor – lækagesporet og magtfordrejningssporet - kan facit i forlængelse heraf hurtigt opsummeres. Begge spor ender blindt eller så godt som.

Mest håndfast er frifindelsen i forhold til den uopklarede lækage af statsministerparrets fortrolige skattesag til dele af pressen i valgkampsefteråret 2011. Det har indtil nu ikke været muligt at nå til bunds i, hvem der lækkede sagen og dermed overtrådte straffeloven. Dette har ellers på flere måder været det nemme spørgsmål, da der ikke er tvivl om, at der er sket et læk. Det er velkendt, at den tidligere spindoktor har været sigtet længe for dels lækage til BT og dels for forsøg på lækage til EkstraBladet.

Undersøgelsen af lækagen blev oprindeligt lagt i hænderne på kommissionen på Fremtidsvej og Københavns Politi i fællesskab, men dette parløb har ikke været en succes. Kommissionen har inden for de juridiske rammer gjort, hvad den kunne for at skubbe denne del af sagen fra sig. De involverede journalister har ikke kunnet eller villet sige noget håndfast, og denne del af sagen har ikke været befordrende for dele af pressens troværdighed. Slutfacit er, at lækagesporet synes at forblive dunkelt.

Magtfordrejningssporet ender reelt også blindt. Det er dog den mest uldne del af den kortfattede ansvarsvurdering, selv om netop dette spørgsmål står centralt i kommissoriet. Det er påfaldende, at kommissionen ikke tager eksplicit stilling til, om der er sket et forsøg på magtfordrejning eller ikke. Beretningen kredser i stedet om den formelle regel om vandtætter skotter mellem skatteretlige aktører (skatteforvaltningsloven § 14). Sagen ender således et helt andet sted end den startede, og man spejder forgæves i beretningen efter f.eks. en konklusion om, at Peter Loft frifindes for forsøg på magtfordrejning. Dette siges kun implicit.

I forhold til skatteforvaltningsloven er kommissionens facit som bekendt, at Peter Loft kan kritiseres for at have overtrådt denne regel. Det er dog sket uagtsomt, og kommissionen synes ikke, at det kan betegnes som en tjenesteforseelse. Grundsynspunktet er, at Peter Loft har været lidt for emsig i sin interesse for Skat Københavns håndtering af den konkrete skattesag, men at han ikke har gjort det med vilje. Og kommissionen køber hans forklaring om, at denne tætte interesse var faglig, ikke politisk.

Denne del af sagen er noget diskutabel i en juridisk optik. Det kan i snæver forlængelse heraf trækkes frem fra de fem bind, at kommissionen holder sig tilbage fra at følge sine egne afhøringer til dørs i forhold til spørgsmålet om vildledning af ombudsmanden. Her er arbejdet halvfærdigt. Også her spores forsigtigheden, og kommissionen vælger i sidste fase af arbejdet at læse kommissoriet helt snævert, således at man slipper for at nå frem til en konklusion på dette punkt. Det er derfor, at undersøgelseskommissionen nu er fulgt op af en advokatundersøgelse, hvad der er yderligere procesforlængende. Det bliver en vanskelig opgave.

Det mest bemærkelsesværdige i forhold til kommissionens tilgang til det koordinerede forsøg på at pynte på aktlister og sagsakter til ombudsmanden er herudover, at kommissionen vælger at skære dette intermezzo ud af sammenhængen og af det samlede puslespil om skattesagsforløbet. Hvis man fastholder sammenhængen, er det dog interessant, at kommissionen takserer Peter Lofts overtrædelse af kompetencereglerne til at udgøre en uagtsom handling, samtidig med at Peter Loft og hans nærmeste rådgivere tilsyneladende selv har vurderet, at deres tætte kinddans med sagen ikke kunne tåle ombudsmandens skarpe blik i sin tid.

Kommissionen virker paradoksalt nok her nærmest mildere stemt end sagens nøgleaktører. Ved læsningen af beretningen kan det samlet set være svært at undgå den tanke, at skattesagskommissionen selv med en – helt hypotetisk - tilståelse fra en nøgleaktør muligvis ville have været stemt for en mildere vurdering og blødere landing end den ansvarlige selv. Dette er dog svært at vide, men det kan illustrere, at skattesagsundersøgelsen i sig selv udgør en interessant blanding af jura og politik.

Fremover kan skattesagen vise sig at have åbnet flere huller, end den har lukket. I forhold til lækager er det langtfra udelukket, at vi vil se flere læk om f.eks. fremtrædende politikeres privatliv til pressen. Det synes at ske helt uanset farven på den siddende regering. Meget siver ud, og juraen er ikke egnet til at lukke den trafik. Reglerne kan ikke håndhæves. I hvert fald må man efter skattesagen konstatere, at denne type overtrædelse af straffeloven flyver under radaren, og at de nærmest er umulige at opfange. Det gælder åbenbart også, når der igangsættes et maksimalt og kostbart undersøgelsesarbejde med udrykning af f.eks. både politi og undersøgelseskommission.

I forhold til magtfordrejningssporet betyder de implicitte frifindelser i skattesagen, at centralt placerede embedsmænd kan agere meget aktivt i korridorerne fremover. Her sætter sagen kun ret få grænser, og der har tilsyneladende ikke været plads i den lange beretning til udvikling af den generelle jura på dette område, uanset om der konkret er sket overtrædelser eller ikke. Den store frygt for undersøgelseskommissioner blandt ministre og embedsmænd er med skattesagens forsigtige frifindelser i baghovedet således alt i alt noget overdreven.