Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Forsættelsen af krigen med en pastinak

Ulla Holm: Vi har som region været tæt på (gastronomisk) udslettelse fra en fremmed kulturel overmagt og derfor skal den historiske ydmygelse kompenseres med vores rødbeder, selleri og pastinak. Sådan er vor tids naturideologi.

Tegning: Jens Hage Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Der er nok som går og sysler med at sprænge kloden væk. Jeg vil ikke ha skærmydsler og kanoner bag min hæk. Mens de andre går og sveder for at gi hinanden lak, vil jeg pusle med rødbeder, selleri og pastinak.«

Citatet stammer fra Halfdan Rasmussens vise Noget om Helte hvori jeg-fortælleren tager afstand fra krigerisk heltedåd og mener der er mere ære i at »så og ikke slå«. Han, der »får nerver og migræne blot [han] skær’ sig på en dolk«, gør en dyd af sin svaghed og vil hellere dyrke sine fredelige grøntsager og uskyldige græsplæne. Visen afspejler den ånd af defaitisme, der har præget den danske selvforståelse siden 1864. Vi kunne ikke vinde udadtil, og derfor har vi opdyrket en kærlighed til skæbnen og talt os frem som en fredselskende nation med en moralsk ophøjet afsmag for imperiebyggeri og heroisme. Den slags uhæderlighed var for de andre; vi, derimod, ville hellere nusse rundt i køkkenhaven. Det er i hvert fald omtrent sådan historikeren Jes Fabricius Møller udlægger historien bag den nationale selvfortælling, der i næsten 150 år har været styrende for vores omgang med fortiden og omverdenen. Imidlertid er der, fortæller Fabricius Møller i Weekendavisen 06.05.11, de seneste år sket et vendepunkt i retning af en aftabuisering af vindermentaliteten som svar på et »implicit folkeligt behov for at kunne identificere sig med helte«. Det er igen blevet legitimt at slås for at sejre frem for at lide hæderlige nederlag. Ironisk er det imidlertid, at netop naturen er blevet et centralt våben i bestræbelserne på igen at hævde os som nation. Den natur, der i Noget om helte fremstilles som en neutral og fredelig modpol til alskens tåbelige globale magtkampe, er selv blevet genstand for politisering på en sådan måde, at den optræder som en decideret symbolsk slagmark for en paranoid krigsførelse mod fremmede kræfter, der angiveligt truer med at invadere og tilintetgøre den danske kultur.

Under overskriften »Eksotisk grimrian æder danske rejer« meddelte en artikel i Berlingske således for nylig, at en fiskeart fra Sortehavet ved navn den sortmundede kutling »spreder sig som pesten« i vores indre farvande. »Guldborgsund er bare et springbræt. Det er en kæmpe invasion, der er på vej« advarer en biolog fra Statens Naturhistoriske Museum og gør opmærksom på, at det kan få »alvorlige konsekvenser«. Disse består i, at »rejecocktailen er i fare. I hvert fald hvis rejerne skal være danske«. Og det skal de tilsyneladende. Det viser sig imidlertid, at den »eksotiske grimrian« slet ikke er så skadelig endda, for den »skulle efter sigende gøre sig fint på middagsbordet« og kan tilmed bruges til eksport lyder det. Til trods for sådanne meritter og fiskens dermed begrænsede trusselpotentiale, omtales den som var der tale om en ydre fjende, der har besat vores territorium og truer med at udslette alt det, vi forbinder med at være danske. Den anvendte retorik lyder i det hele taget som et ekko fra mindre mindeværdige kapitler i historien: »spreder sig som pesten« etc.

Eksemplet er ikke enestående, men indskriver sig i en overordnet tendens til racehygiejne dansk naturforvaltning. I en artikel med titlen »biologi og fremmedhad« i Weekendavisen d. 27.05.11 bemærkede leder af Center for Bioetik og Risikovurdering ved Københavns Universitet, Peter Sandøe: »I naturforvalternes univers er der forenklet sagt to slags dyrearter: De gode arter, som hører til i den danske natur, og de onde arter, som kommer udefra. Endelig er der de rigtig onde, som er de fremmede arter, der truer med at fortrænge de gode, såkaldt hjemmehørende arter. Disse kaldes for de invasive arter bemærk de militære konnotationer, ’invasiv’ er afledt af ’invadere’.« En af disse såkaldt invasive arter er mårhunden mod hvilken der med Sandøes ord »føres en retfærdig forsvarskrig« , idet den betragtes som en invaderende fjende, der vil kunne skade den hjemmehørende natur, hvorfor samtlige mårhunde i Danmark af Naturstyrelsen ønskes aflivet med alle tilrådighedstående midler. Ikke desto mindre er distinktionen mellem de gode hjemmehørende arter på den ene side og de onde invasive arter på den anden, ifølge Sandøe, ikke biologisk begrundet, men en rent politisk distinktion motiveret af et ønske om at holde den danske natur raceren.

Som i tilfældet med »den eksotiske grimrian«, vurderer biologiske eksperter ligeledes, at mårhunden ikke på længere sigt vil have nogen videre skadevirkning, hvilket får Sandøe til at spørge hvorvidt »krigen mod mårhunden er fornuftig og retfærdig«.

Svaret er underordnet, for kampen for nationen føres via naturen. Det gælder også i forhold til de spiselige afgrøder, som tilsvarende inddeles i hjemmehørende og gode vs. invasive og onde arter og heller ikke her virker distinktionen velbegrundet, men synes snarere at kunne føres tilbage til en identitetspolitisk renhedsfetish.

Kokken Bo Jacobsen har udtalt i Politiken 16.03.11, at der længe har været et fravær af stolthed over dansk gastronomi som følge af nederlaget i 1864. Men helt i tråd med det aktuelle opgør med den danske defaitisme, kan der også på fødevareområdet iagttages et vendepunkt hen imod en ny heroisme undertiden med umiskendelige militaristiske konnotationer.

I en artikel i B.T. sidste år med overskriften »Dyrk de danske råvarer før det er for sent« formulerede Jacobsen følgende som en advarsel: »Om ti-tyve år tror jeg ikke længere vi har råvarer, som er produceret i Danmark«. Det er baggrunden for, at han i vrede til journalisten sagde: »Jeg vil ikke røre dine dårlige, udenlandske råvarer med en ildtang.« Imidlertid savner man en saglig begrundelse for hvorfor udenlandske råvarer er dårligere end danske. Udenlandske råvarer er ifølge Jacobsen slet og ret »noget billigt bavl«. Punktum. Det er ikke svært at få det indtryk, at afvisningen baserer sig på noget andet end rene kvalitetskriterier. Det afgørende er efter alt at dømme den etnisk/kulturelle forskel en antagelse, der finder støtte i Århus-deklarationen om ny nordisk mad, hvori det hedder: »Nordiske fødevarer og nordisk madkultur har i en lang periode været under stærkt pres fra andre madkulturer og verdenskøkkener, samt af den måde samfundet udvikler sig på. Men også manglen på identitet og viden har haft en indflydelse.« Det er altså ikke, fordi udenlandske fødevarer som sådan har en ringere ernærings eller smagsværdi end de lokale det er alene kulturaspektet, der diskvalificerer dem: Vi har som region været tæt på (gastronomisk) udslettelse fra en fremmed kulturel overmagt og derfor skal den historiske ydmygelse kompenseres med vores rødbeder, selleri og pastinak.

Det er tilsyneladende ud fra samme filosofi, at projektet Ny Nordisk Mad slår til lyd for en genopdagelse af vores genetiske arvemasse med Nordisk Genbank som ny nøglespiller på fødevareområdet. Som seniorrådgiver i foretagendet Lise Lykke Steffensen udtaler: »Vi skal udforske og dyrke råvarer fra de nordiske genbanker i stedet for at importere fra udlandet«. Idealet er altså at fremelske de rene gener, som ikke er forurenet af fremmed kulturpåvirkning. Blandt en række andre formål forstår man, at det skal ske med henblik på »at skabe sammenhængskraft og kulturel identitet« og opbygge »Norden som global vinderregion«, hvor brandingen af Det Nye Nordiske Køkken »skal føre til at The Nordic Diet i det 21. århundrede bliver hvad The Mediterranean Diet var i det 20. århundrede.«

Mad er blot en fortsættelse af krigen med andre midler. At naturen benyttes som en symbolsk front for kulturel grænsedragning og nationalt/regionalt imperiebyggeri synes vel langt at foretrække som et civiliseret alternativ til de mere våbenfagre af slagsen, men fænomenet baserer sig på en kulturelt reaktionær ideologi, der giver mig »nerver og migræne«. Samtidig ses der for tiden tegn på en ’spill-over’ effekt mellem det symbolske og det mere realpolitiske niveau med forslaget om en (gen)indførelse af grænsekontrollen, som, skønt symbolværdien vejer tungest, jo trods alt giver den nationale grænsedragning en mere manifest karakter. Som Jacob Mchangama skriver på sin blog i Berlingske, er der intet hverken historisk eller nutidigt belæg for, at et nationalt bolværk mod kulturfremmede elementer skaber sammenhængskraft eller udgør en forudsætning for at opnå en status som vinderregion. Med den nuværende indavls-logik risikerer vi snarere at degenerere til eksotiske grimrianer. Lad os håbe de tager godt imod os i fremmede farvande.