Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Forlag og forfattere - fornuft og følelse

Johannes Riis: Tale til Gyldendals efterårsreception. I fremtidens medievirkelighed kan forlagenes skæbne meget vel at afhænge af deres evne til fortsat at være et rum for kulturel udveksling. Uanset om bogen er en klassisk papirbog eller en e-bog.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For nogle måneder siden kunne man læse, at en ellers fuldstændig ukendt amerikansk forfatter, John Locke, havde solgt en million eksemplarer af sin nye roman. Den slags har man hørt om før, heldigvis da; men det bemærkelsesværdige var, at der var tale om en e-bog, og at bogen aldrig havde foreligget i en papirversion. Hertil kom, at der på intet tidspunkt i bogens tilblivelsesproces havde været et forlag inde i billedet: ingen redaktør, ingen salgs- og marketingafdeling, ingen rettighedsafdeling, ingen økonomiafdeling. Forfatteren havde klaret det hele selv via sin computer.

Se, en historie af den art kan jo nok give en forlagsansat noget at tænke over. Det er galt nok at forestille sig en forfatter uden forlag; men forlag uden forfattere - det kan jo ikke lade sig gøre.

Nu er det ingen selvfølge, at der findes forlag. Indtil for godt 200 år siden var det forfatteren selv eller den bogtrykker, han havde entreret med, der stod for tilrettelæggelse, korrekturlæsning og distribution. Redigering, som vi kender det i dag, er et forholdsvis nyt fænomen, der ligesom så meget andet kom hertil fra USA. Og læser man klassisk litteratur, fx Dostojevskij eller Cervantes, er det tydeligt, at bøgerne ikke har været forbi en forlagsredaktør, dertil er der er alt for mange gentagelser og digressioner, alt for mange pædagogiske pegefingre, alt for mange darlings, der ikke er blevet aflivet under kyndig vejledning, der er redundans, som det hedder med et af den moderne forlagsredaktørs mest yndede skældsord.

Men så, bedst som man sidder og læser Don Quixote eller Idioten og er fuldstændig opslugt, men alligevel med sin indre blyant klar til aktion over for redundansen og vildskuddene, er det, at en frygtelig tanke slår ned i én: Hvad nu, hvis det netop er det uregerlige, der har gjort klassikerne til klassikere? Og hvad er det egentlig, vi gør, når vi redigerer en tekst? Kan det ikke nemt komme til at gå ud over forfatterens egenart og originalitet? Vi forlagsredaktører kan jo kun, hvad vores akkumulerede læsning har lært os, og kan vi ikke nemt risikere, at vi for at fremme tekstens tilgængelighed kommer til at glatte ud og normalisere - med andre ord fjerne det, som får en tekst til at være noget ud over det sædvanlige, det, der gør, at et værk kan gå hen og blive en klassiker?

Jeg tror ikke, at faren er overhængende. Jeg tror, at forfatteren vil vide at sige fra, når redaktøren overskrider sine beføjelser. Jeg kender til afskrækkende eksempler på alt for hårdhændet redigering; men jeg ved også, at anmelderne indimellem har ret, når de bebrejder forlaget, at en bog ikke er godt redigeret. Redigering er blevet en selvfølge på forlagene, og de fleste forfattere nu til dags opfatter samarbejdet med deres redaktør som en afgørende del af deres tilknytning til deres forlag. Men forholdet mellem forfatter og redaktør er en følsom affære og ikke automatisk en succes, hverken i kort eller langt perspektiv. To redaktører kan gribe en redigeringsopgave af samme manuskript vidt forskelligt an, jeg kan ikke forestille mig, at der findes et manuskript, der kun kan redigeres på én måde, og undervejs i processen kan der sagtens opstå uoverensstemmelser mellem forfatter og redaktør. For forfatteren er samarbejdet med redaktøren en mulighed for af få optimeret sin tekst, for at få luget ud og skabt kunstnerisk konsistens og konsekvens. Redaktøren skal være åben og ærlig og stille sine kritiske spørgsmål; men hendes opgave er ikke den samme som kritikerens. Kritikeren har til opgave at vurdere værket nøgternt, udefra, med henblik på at præsentere det for offentligheden, mens det er forlagsredaktørens opgave at gøre sig forfatterens intentioner helt klart og derudfra være med til at forløse værket bedst muligt; hun kan påpege problemer og mangler i teksten, og hun kan komme med forslag til, hvordan de kan afhjælpes; men det er forfatteren, der sætter kursen og bestemmer farten.

En af pionererne for redaktionelt arbejde, som vi kender det nu, og dermed også for rammerne for det moderne forlag, var Max-well E. Perkins, der var bl.a. Hemingways og Scott Fitzgeralds redaktør. I årene fra 1910 til 1947 var han tilknyttet forlaget Scribner i New York, og i 1950 udkom der et udvalg af de flere tusind breve, han skrev til sine forfattere. I et af dem, det er fra september 1940, skriver han til en forfatter, hvis manuskript han har læst og har nogle bemærkninger til: »Jeg har selvfølgelig ikke skrevet om det hele, men jeg er alligevel bange for, at jeg kan have udtrykt mig for definitivt. Det er jeg altid hunderæd for. De må aldrig nogensinde opfatte, hvad jeg siger, som definitivt, men altid opfatte det som forslag. Alting kan måske gøres på en helt anden måde, og det, jeg siger, er kun forslag med henblik på at nå det endelige mål.«

I et andet brev til en forfatter, det er fra marts 1944, skriver han, at det er et forlags opgave at være »et forum for intellektets fri udfoldelse«, forlaget skal være åbent for udgivelser af vidt forskellig politisk observans, være et værn mod censur og en garant for fri tale, han mener, at det er en samfundsopgave for forlaget »at skabe rum for, at enhver med intelligens og talent kan udtrykke sine synspunkter.«

Som det fremgår med al ønskelig tydelighed: E-bogen er en realitet, og forlag verden over arbejder på højtryk for at finde frem til forretningsmodeller, der kan gøre det rentabelt at drive digital forlagsvirksomhed. Det er ethvert forlags opgave at kunne tilbyde kvalificeret redigering, tidssvarende markedsføring og distribution i både ind- og udland, og det via alle medier; behovet for tekstredigering afhænger ikke af, om teksten skal læses på papir eller skærm; men i fremtidens medievirkelighed kan forlagenes skæbne meget vel komme til at afhænge af deres evne til fortsat, som Perkins siger, at være et rum for kulturel udveksling, og hermed menes et rum i både konkret og overført betydning. Det er et rum, hvor der uanset ideologiske og politiske skel og fortegn kan skabes nye sammenhænge og fællesskaber, rum, hvor der er plads til forfattere, oversættere, kritikere, læsere og andre interessenter, hvor der er plads til både dissens og konsensus, både på skrift og ansigt til ansigt mellem aktørerne, her skal være mulighed for samtaler om litteratur og kunst, om menneske og samfund, om ytringsfrihed, frisind og demokrati.

I sit forord til Perkins-udvalget skriver Perkins’ efterfølger på Scribner, John Hall Wheelock, at »arbejdet som forlagsredaktør er verdens måske kedeligste, hårdeste, mest spændende, irriterende og givende«, og Wheelock fortæller, at Perkins, når han havde haft møde med en særlig besværlig forfatter, kunne komme ud af sit kontor og udbryde: »Jamen, det er jo et galehus, dette her. Hvad er det, de vil have, at vi skal være? Ghostwriters, bankrådgivere, psykiatere, skatteeksperter, tryllekunstnere?«

Jeg kan ikke udelukke, at den slags udbrud også kan forekomme på danske forlag, herunder Gyldendal, men jeg vil gerne svare bekræftende på Perkins spørgsmål: Selvfølgelig skal forlaget kunne tilbyde alt det, der står i forlagskontrakten; men det er netop ved at forsøge at leve op til forfatternes både mulige og umulige krav, ved at vise personligt engagement og yde det ekstra, der rækker ud over kontrakten, at forlagene kan bevare deres eksistensberettigelse, og derfor siger jeg: Ja, vi skal kunne det hele og være det alt sammen og mere til: Vi vil ofre vores fritid og nattesøvn for at få tid til at læse jeres manuskripter, vi vil give jer gode råd og forære jer frieksemplarer, vi vil respektere jer hver især med alle jeres fobier og idiosynkrasier, vi vil bringe jer sammen til litterære sammenkomster og receptioner, vi vil stå klar med en skulder at græde ud ved, når I får uretfærdige anmeldelser, vi vil sende jer en gave, når I barsler og fylder rundt, vi vil vidne for jer i retten og værne om jeres kunstneriske ytringsfrihed, vi vil være jeres ghostwriter, jeres bankrådgiver, psykiater, skatteekspert, tryllekunstner, det hele.

Jamen, så godt vi overhovedet kan.