Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Forfatter: Vi bøjer os for et digitalt diktatur

Vi tilbeder betingelsesløst alt, hvad der kommer ud af en mobil, en app, en computer eller et IT-system. Men vi er nogle stykker, der mener, at det er ren massemanipulation. Vi er ikke imod den moderne verden, men imod den ensretning, der ofte følger i dens digitale kølvand.

Illustration: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Verden er blevet digital. Du kan nu hente følgende parkerings-app via din mobiltelefon, oplyste skiltet på den nye p-stander i Stockholmsgade i København.

Jeg stirrede vantro på den grimme konstruktion, der ligner noget, som er designet af en værkfører. Allerede det irriterede mit øje. Lamslået undersøgte jeg, om der dog ikke var andre betalingsmuligheder. Men nej. Verden er, Herren hjælpe alle os hedninge, blevet digital.

Kundeservice anno 2016. Jeg har ingen mobiltelefon og var sat skakmat. Igen.

Fanget i et univers kontrolleret af digitale væsener og uforståelige displays, hvor usynlige hænder tager valgmulighederne fra os.

Du skal indordne dig. Det er dit eget ansvar at finde rundt derinde via kodetabeller og indviklede vejledninger, når du skal betale regninger, finde kontoudtog fra banken, har spørgsmål til dit skattekort eller noget så simpelt som at betale for din parkering.

Et nyt magtcentrum er dermed opstået. Det digitale diktatur, hvor sproget, tonen og metoderne er ensrettet og som skabt til at bestemme over masserne.

Nu er det dog sådan, at vi er nogle få individualister, der har valgt ikke at være online konstant, og som ikke har tillid til, at de digitale systemer altid vil os det godt. Vi er ikke imod den nye verden, men vi tillader os at mene, at før den gamle orden brydes ned, skal den nye virke bedre. For os alle.

Vi vil have løsninger, der også passer til os og ikke kun til de IT-rygsvømmere, der sover med deres mobiltelefon om natten. Papir er godt. Det er aldrig »nede«.

Der var engang, hvor jeg følte mig 100 procent kompetent og moderne. Jeg tog gode eksaminer, blev journalist i 1983 og siden selvstændig. Har klaret mig godt og udgivet over 30 bøger, ikke mindst om Italien og italiensk mad.

Men den nye digitale verden kan alligevel prikke hul i min selvtillid. Jeg kan udkonkurreres af selv den største og mest uvidende fuldskægsidiot på 22 år, der legende let opererer i det nye digitale univers. Endda dinglende med et caffe latte-bæger i den ene hånd.

For mig er IT-generationen en særlig stamme. Et folkefærd med mærkelige ritualer og et underligt kropssprog, hvis hoveder altid bøjer sig over en skærm. Intet i verden er for dem vigtigere end at være online. Al samtale må ophøre, når der er nyt på displayet. Selv den dummeste selfie er vigtigere end os andre.

Verden er skabt for digitalfolket. Det må jeg forstå.

Har prøvet. Kan ikke. Vil ikke. Nyttig viden og meget talent går tabt, når kun nørderne kan komme til. Tænk hvor meget overfladiskhed og hvor mange fiaskoer den digitale verden allerede har produceret. Alligevel bliver man i bedste fald gjort til grin, men langt oftere anset for at være en jubelnar, der med sin holdning befinder sig lige på kanten af tåbestadiet.

Men jeg fremturer. Når man i Danmark har råd til at tabe milliarder på uduelige IT-systemer til Skat, politiet og arbejdsformidlingen, har man vel også råd til en minoritet som os!

Ja, jeg ved det. Nu er jeg igen urimelig og hører allerede diagnosen: manglende omstillingsparathed.

Så der stod jeg i Stockholmsgade uden mobil, men med mit middelalderlige kreditkort, min renæssancementalitet og mine ukurante mønter. Da jeg havde en aftale på mit forlag vedrørende min nye bog, var valgmulighederne derfor begrænset til følgende:

1) At køre rundt efter en anden parkeringsplads og komme for sent til mødet.

2) Eller at parkere uden at betale.

Jeg er en rebel og lod være med at betale. Vel vidende, at der nok ventede en bøde på 800 kr., når jeg kom tilbage til bilen. Men så huskede jeg Skats nu skrottede digitale EFI-inddrivningssystem. De ville nok aldrig finde mig i det store ocean af informationer, som ikke kan kombineres indbyrdes, og som hidtil har kostet skatteyderne ni mia. kr. og ser ud til at løbe op i yderligere fem mia. kr. i direkte tab.

Et beløb på i alt 14 mia. kr. Smag lige på det tal. Tænk på, hvad man kunne have udrettet med de penge på hospitaler, på plejehjem og i skoler. Læg dertil prisen for indkøbet af et helt nyt IT-system til Skat. Alt sammen fordi verden er blevet digital, og fordi det manuelle og det menneskelige er ved at blive afskaffet. Hvem betaler? Det gør vi.

Jeg spørger læserne:

Er det her reelle fremskridt? Eller er det konsekvenserne af ukritisk digital tilbedelse?

Forleden kom jeg hjem fra en rejse til Rom. Mit Masterkort var blevet hacket. Uden at kortet på noget tidspunkt var ude af mine hænder lykkedes det tre svindlerfirmaer i Norditalien at hæve 3.000 kr. en uge efter, at jeg var kommet hjem.

Jeg fik det lukket. Den venlige bankmand fortalte mig, at jeg sandsynligvis ville få mine penge tilbage, hvis jeg indgav en skriftlig protest.

»Sandsynligvis,« måbede jeg.

»Ja, man kan jo ikke garantere noget,« svarede han.

Jeg blev henvist til et link, hvorfra jeg digitalt kunne motivere min indsigelse. Da jeg faktisk ejer en computer, gik jeg i gang. Efter lidt indledende bøvl, fik jeg udfyldt skemaet og var klar til at sende. Men da jeg udførte denne handling blev alt slettet.

Jo, jeg ser skam fremskridtet. Helt tydeligt. Vi sparer også tid med digitaliseringen.

Altså forfra. Jeg brugte igen tid på at opliste beløbene og gjorde rede for sagen en gang til.

Så skulle skemaerne sendes igen, og siden blev atter blank. Jeg var lige ved at smadre computeren, men af hensyn til min økonomi bed jeg i en gul Viking nr. 2 blyant i stedet. Kom til at tænke på den digitaliserede dåsestemme, som de fleste firmaer og myndigheder nu hælder i hovedet på folk, der formaster sig til at ringe med et relevant spørgsmål:

»For at forbedre vores kundeservice, har du nu følgende ti valgmuligheder. Tast 1 for...«

hvorefter man får underlødig musik i øret og kommer på hæng.

Bankmanden hjalp mig heldigvis med at få udfyldt skemaerne. Få dage senere kom der en mail fra hovedsædet vedhæftet en tro og love erklæring til underskrift. Da jeg ville sende den fra min lokale postkasse, blev jeg mødt af endnu en lammende meddelelse. Postkasserne i Danmark tømmes nu onsdag og lørdag, og brevene kommer, måske, frem efter tre dage.

Jeg kørte videre til posthuset, som holder til i et supermarked. Der var lukket. Nye åbningstider. Man kan nu udelukkende indlevere breve klokken 13-17. Jeg hørte igen den digitale stemme, som var det en begyndende tinnitus:

»For at forbedre vores kundeservice...«

Senere på dagen havde jeg et ærinde i anden by. I et lokalt supermarked ved jeg, at der ligger et lille postkontor godt gemt af vejen.

Jeg var der til tiden og lagde brevet på disken.

»Det der brev kommer ikke hurtigt frem,« sagde damen.

»Hvorfor ikke det? Det er frankeret som quickbrev med 27 kr., sådan som I forlanger,« svarede jeg.

»Almindelige frimærker kan ikke bruges. Du skal købe et særligt quickbrevs-mærke.«

Det havde ingen fortalt mig. Blodet pumpede i mine årer. Galden flød opad i refluks. Men jeg fik hidset mig ned. Det var jo ikke postdamens skyld.

Så sagde hun:

»Har du overvejet at sende det pr. mail? Verden er jo blevet digital.«