Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Forældreskabet er blevet udhulet

Forældrepligt. Hvor kommer den fra, ideen om, at forældre til skolebørn bør ofre store bidder af deres fælles tid med familien på forældregruppens alter? Det private fællesskab er da vigtigere end det kollektive.

»Hvad mon arrangørerne af den fælles store bagedag for forældregruppen siger til hans hudløst ærlige beskrivelse af arrangementet?« Modelfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Thomas Skovbo skal have tak, fordi han tør tage et emne op, som kan være grænseoverskridende at nærme sig: Den voldsomme stigning i forventninger til forældredeltagelse i børns fritidsliv, ikke mindst i skoleregi (Berlingskes kronik 21. december).

Jeg ved ikke, hvordan 3Bs forældregruppe vil reagere på hans åbenhjertige tilståelse af, at han faktisk ikke gider være bedste venner med hele 3Bs forældregruppe og ikke har vild lyst til at mødes med dem i tide og utide i sin fritid. Og hvad mon arrangørerne af den fælles store bagedag for forældregruppen siger til hans hudløst ærlige beskrivelse af arrangementet? Jeg gætter på, at der er en speltmor eller to, der er blevet godt sure, men så meget mere grund er der til at rose ham for hans mod.

Hvor er det dog befriende, at nogen for engangs skyld vover at skære igennem al skønsnakken og beskrive virkeligheden, som de oplever den.

For hvor kommer den fra, ideen om, at forældre til skolebørn bør ofre store bidder af deres fælles tid med familien på forældregruppens alter?

Hvorfor er man en god mor eller far, fordi man bruger en dyrebar søndag eftermiddag på en trivselsdag i forældregruppen frem for på familien? Jeg vil til enhver tid mene, at det er mere nobelt at samle sine børn omkring sig og læse en god bog for dem frem for at suse ud af hjemmet med en madkurv fyldt af hjemmelavede frikadeller under armen. Det private fællesskab er da vigtigere end det kollektive.

Men det synes at være en udbredt tendens og ikke kun for forældrene. For et par år siden var den store modedille såkaldte legegrupper i klasserne. De bestod i, at børn i folkeskolens mindre klasser blev inddelt i grupper, der så skulle tage hjem og besøge hinanden og lave mad sammen. Børnene skulle altså tvinges til at lege med børn i deres fritid, som de ellers ikke havde lyst til at være sammen med. Skolen bestemte over børnenes fritid – i fællesskabets navn.

Læs også: De første skridt i drømmefabrikken

I mine øjne et klokkeklart overgreb, men jeg opdagede, at det var et synspunkt, jeg stod ret ene med. Selvfølgelig skulle børnene bidrage til klassens sociale trivsel også uden for skolen. Sådan var den gængse holdning blandt de andre forældre, og jeg følte mig sur og privatistisk på en reaktionær måde.

Med længsel tænkte jeg tilbage på Henriette Hörlücks skole i Odense, som mine børn engang frekventerede. Her kunne man dengang kun få sit barn passet til kl. 15 hver dag, for det er, udtalte skolens tidligere leder, noget svineri, hvis børnene ikke kan få lov at komme hjem efter kl. 15. »Et barn fortjener at have muligheden for at kunne komme hjem, lukke døren til sit værelse og være sig selv,« som der står på skolens hjemmeside. At være sig selv. Bare at være sig selv, uden at skulle tvinges til at henslæbe eftermiddagen i den hellige, almindelige heldagsskole.

Hvilken luksus! Hvilket sjældent privilegium! Og hvor er der rystende lidt forståelse for det i Danmark i dag.

Thomas Skovbo ser den voksende forventning til forældredeltagelse i børns fritidsliv som udtryk for, at forældreskabet har sejret ad helvede til. Hans beskrivelse af dagens forældre, der, når de endelig har fri for klassens krævende fællesarrangementer, pligtskyldigst kører deres børn til og fra frihedsinteresser er malende.

Men selv om beskrivelsen er præcis, er forklaringen efter min forkert. Jeg ser det tværtimod som udtryk for, at forældreskabet er blevet udhulet.

Den største ændring, der er sket med velfærdsstaten de seneste 40 år er jo, at velfærdsstaten har overtaget en væsentlig del af omsorgen for de små børn og nu også for skolebørnene takket være heldagsskolen. Forældrene har, sørgeligt nok, ikke protesteret over denne statsliggørelse, men samvittigheden nager et sted – og så betaler man tilbage, hvor man kan. Det kan godt være, at lille Emilie græd, da mor forlod hende i Blå Stue, men så skal mor til gengæld nok køre hende til ballet, håndbold, svømning og klaverspil. Man er vel en god mor. Forældre kompenserer for al den tid, de ikke tilbragte med børnene, da de var små.

Læs også: »Jeg bor sammen med 12 andre børn«

En psykologisk forståelig reaktion.

Til gengæld er det, som om statsliggørelsen af børnene fuldstændig har ændret opgavefordelingen mellem skole og hjem. Tidligere lå det ganske klart. Der fandtes en uskreven kontrakt mellem skole og hjem, hvor skolens forventninger til forældrene groft sagt lød således:

I sørger for at levere et styks veludhvilet, velforberedt barn, med madpakke, der sidder stille i timerne og gør, hvad læreren siger. I tager lærerens parti, hvis jeres barn kommer hjem og fortæller om, hvor sur og urimelig læreren har været. Til gengæld sørger vi for at give jeres børn en god og solid undervisning, ligesom vi opretholder ro og orden og holder eventuelle mobbere i kort snor. I er mere end velkommen til at holde jer på flere kilometers afstand fra skolens territorium året rundt, bortset fra de få dage i året, hvor I får en invitation.

I min skoletid hørte det til den absolutte undtagelse at forældrene dukkede op på skolen, ligesom jeg på forhånd vidste, at det ikke nyttede at brokke sig over lærerens eventuelle strenghed. Mine forældre ville alligevel altid tage deres parti. Mine lærere kunne regere i fred for forældrene, og jeg kunne forlade skolen ved 14-tiden og altså netop komme hjem, lukke døren til mit værelse og være mig selv. Hele eftermiddagen.

Denne uformelle kontrakt blev opsagt, da progressive reformpædagoger tog magten i skolen. Respekten for læreren dalede i takt med, at lærerne selv flyttede fokus fra det faglige til børnenes trivsel og sociale kompetencer. Forældrenes mistro steg. Samtidig gik skolen fra at være en undervisningssted til at blive et daglangt opbevaringssted. Forældrene, der ikke længere så deres børn i dagslys i december, blev nu mere optaget af, om børnene var glade for at gå i skolen, end om de lærte noget.

I dag har de fleste lærere opgivet at være myndige og autoritære, så når der opstod kaos i klassen, og mobberne tog over, måtte der findes andre løsningsmodeller. Det førte til den nu udbredte overtro, at den bedste form for forebyggelse af mobning er mere socialt samvær både i forældregruppen og blandt børnene i fritiden.

Og så nærmer vi os situationen i dag.

I dag finder den veluddannede speltmor sig ikke i, at Emilie får en skideballe af læreren. Straks er hun på mailen eller på SMS med kritik af lærerens måde at håndtere elevgruppen på, ligesom hun heller ikke er helt tilfreds med lektiemængden. Det er altså hårdt for lille Emilie. Hvorfor satses der ikke mere på de sociale aktiviteter uden for skolen? Speltmoderen vil meget gerne bistå med at stable et trivselsarrangement på benene.

Den taknemmelige lærer siger ja – og så kommer der fut i de fællesarrangementer, som Thomas Skovbo beretter så malende om.

Der opstod et tomrum, da lærerne mistede deres autoritet over for forældrene som undervisere og opdragere, det fyldes naturnødvendigt ud, nogle gange af de mest hyperaktive blandt forældrene, der står på spring for at spille rollen som klassens selvudnævnte trivselseksperter. Det store flertal af forældre er måske dødtrætte af alle speltmor-projekterne, men klapper i og indordner sig flinkt, som de konfliktsky væsner, danskerne er.

Læs også: Forskere angriber myte om de danske curlingforældre

Kulminationen på denne udvikling og det, der støber den i beton, er den heldagsskole, som det ulykkeligvis lykkedes Christine Antorini (S) at få gennemført. Den stjæler børnenes frihed, og det er ikke kun foreningslivet og konfirmandundervisning, den rammer.

Taberen er familiefællesskabet og hjemmet og dermed børnenes frihed til at være sig selv. Det sidste er faktisk det værste.

Tænk, hvis de hyperaktive speltmødre ville kanalisere noget af deres frygtindgydende store energi over i en protest mod Antorini-skolens tyveri af børnenes og familiens fritid. Tænk, hvis man droppede den kollektive trivselsstur søndag eftermiddag og satsede på familiefællesskabet i stedet og dermed på den egentlige ægte trivsel:

Den lykke, det er at få lov at komme hjem til sin trygge havn og være i fred.