Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Forældrene og madfællesskabet

Medlemmer af Børnemadsrådet: En fælles madordning i daginstitutionerne har et socialt sigte. Alle skal have god mad! For nogle børn er der særlige behov for dette fokus, og sund, varieret mad er en rettighed for alle børn.

Foto: Claus Bigum
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Før sommerferien vedtager Folketinget en ny lov om mad i landets
daginstitutioner. Loven er resultatet af, at forligsparterne i januar
slagtede deres egen børnemadsordning stort set samtidig med, at den
havde premiere.

Årets første måneder er et eksempel på, hvor galt det kan gå, når en ellers god ide ikke bliver ført rigtigt ud i livet. Nu gøres ordningen frivillig, og det vil i fremtiden være den enkelte forældrebestyrelse, der siger ja eller nej til deres kommunes tilbud om barnemad.

Lovens vedtagelse sker stort set uden debat, men loven er ikke alt. De kommende børnemads-ordninger er afhængige af økonomien bag. Parallelt med lovbehandlingen er Kommunernes Landsforening og regeringen i gang med de årlige økonomiforhandlinger, der sidste år sikrede børnemaden et økonomisk grundlag, der muliggjorde, at kommunerne kunne tilbyde en anstændig mad til deres småbørn. Disse 400 mio. kroner er lige som loven til fornyet forhandling. Hvordan resultatet bliver, er sommerens gyser. Følger der ikke fortsat penge med børnemadsloven, vil det efter vores klare opfattelse resultere i, at landets kommuner kommer til at tilbyde forældrene en madordning, de ikke kan gøre ret meget andet end at sige nej til.

Denne kronik er en opfordring til politikerne, men den er samtidig en hjælpende hånd til de kommende debatter i forældrebestyrelserne i landets daginstitutioner. Kort sagt er det ikke nok bare at spise børnene af.

I Københavns Madhus nedsatte man for et år siden Børnemadsrådet. Formålet var, at rådet skulle bistå med at skabe et bedre madtilbud til de københavnske børn end de nuværende madpakker. Uanset om der er tale om lokalproduceret mad fra eget køkken eller mad bragt udefra, skulle der arbejdes med at finde løsninger, som sikrede den kulinariske og ernæringsmæssige kvalitet. Målet var, at madpakkerne skulle erstattes af noget langt bedre. Til glæde for børn, forældre og institutionernes personale.

Forligsparternes slingrekurs i forhold til børnemaden har nu bragt forældre til institutionsbørn i den situation, at de skal træffe afgørelsen. Det gælder særligt forældrebestyrelserne, men også hele gruppen af »menige« engagerede forældre. Det er forældrene, der kommer til at afgøre, hvilken madkultur, institutionen skal sigte mod. Skal det være et fælles måltid til glæde for alle børn i institutionen, eller skal det være madpakkerne hjemmefra til glæde for dem, der har de gode madpakker i forvejen?

Arbejdet skal først til at begynde, og det begynder i daginstitutionen. Med forældrene som aktive deltagere i debatten og dem, der tager beslutningen. Det er i denne proces, vi vil give forældrene med den kommende beslutningsret et par ord med på vejen.

Der er et utal af umiddelbare fordele ved en prioriteret og gennemtænkt fælles madordning. Her følger en række påstande og konkrete råd fra Børnemadsrådet i Københavns Madhus:

En fælles madordning kan betyde glæde og livskvalitet. Hvis den vel at mærke er rigtig god, for dejlig mad giver daglig glæde til den spisende! Og hvad er bedre end at have nogen at dele den glæde med? Med madglæde, sanseligheden og nysgerrigheden i fokus vil institutionens børn samles om bordet og dér møde den kulinariske verdens præstationer. Som det naturligste i verden vil børnene komme til at smage andre retter, end de måske får derhjemme, i fællesskab med kammeraterne.

Det giver mod til at eksperimentere med smagen og mod til at prøve noget nyt. Og som noget helt suverænt: De fælles måltider vil kunne skabe maddannelse, der kan gøre, at børn bliver kræsne på den gode måde, fordi de lærer at kende forskel på smagen af de mange forskellige æblesorter, med det samme kan smage, om grøntsagerne er friske eller frosne, kender navnene på de danske fisk og skaldyr, ved at indmad er noget andet og mere end leverpostej, ved at der findes mange forskellige slags kål, at der er forskel på nye kartofler og vinterkartofler. Måske vil fremtidens danske børn ikke kun have spaghetti med kødsovs og pizza som deres livret? Måske bliver sund og alsidig mad noget, de får ind sammen med andre grundlæggende erfaringer i børnehaven - og bliver lige så naturlig at vælge for dem som flyverdragten, tandbørsten og legen med de andre.

Forældrene skal ikke blot kræve mad - men stille krav om indholdet i børnenes måltider! Til hinanden, til institutionerne og politikerne. Alle børn skal have en opvækst, hvor de får en positiv madkultur som en del af deres bagage - og oplever glæden ved at få mad, hvor alle sanser skærpes, hver dag. Børn vokser op i et samfund, hvor det i allerhøjeste grad er op til den enkelte selv at skulle træffe en række valg, derfor skal vi ruste børnene til at klare de mange udfordringer. En af dem handler om mad - og her er det vigtigt, at børn får en sund madkultur ind på rygraden.

En fælles madordning giver sundhed og trivsel. Sund mad handler om langt mere end den ernæringsmæssige sammensætning. Sund mad betyder også, at der skal være tid til at spise den, følelsen af at være en del af et fællesskab, der prioriterer den gode mad og måltidet. Sund, varieret mad styrker udvikling, trivsel og læring.

Den franske sociolog Claude Fischler er inde på det paradoksale i, at skoleelever i lande som England og USA til forskel fra Frankrig, hvor ernæringstilstanden blandt børn er bedre end i de to førstnævnte lande, kun har tyve minutter til at spise deres mad, hvorefter de skal ind i klassen og undervises i sundhed og ernæring. Om Danmark kunne man sige det samme. Man kan ikke tale sig til bedre madvaner - man kan handle sig til dem.

Der er vigtigt, at forældrene bakker op! Og styrker børns lyst til at smage, spise og være aktivt med i hele madlavningen - både hjemme og i institutionen. Fra et voksenperspektiv er det klart, at børn også på madområdet skal udfordres, det er på den måde, de får lyst til sunde madvaner. Og alt det udvikles allerbedst sammen med andre børn.

En fælles madordning har et socialt sigte. Alle skal have god mad! For nogle børn er der særlige behov for dette fokus, og sund, varieret mad er en rettighed for alle børn. Fælles mad skal gøres til en del af et dagligt ritual, som alle har del i og er forpligtet på. Kun sådan bliver den også en del af børns måde at leve på. Der er ingen, der lades udenfor med dårlige eller slet ingen madpakker.

Alle andre aktiviteter i institutionen har et socialt og udviklende sigte, det skal maden også have.

En fælles madordning styrker det sociale fællesskab. Måltidet er om noget en social situation, der kan binde os sammen. Det lærer os sociale spilleregler i et fællesskab, hvor man både kan modtage og give omsorg. Det sociale fællesskab omkring måltidet er efterhånden et af de eneste tidspunkter i en travl institutionshverdag, hvor der er direkte og ægte voksenkontakt om et projekt, som alle er fælles om. Det er ikke et kunstigt projekt, det er den virkelige verden, og vi skal alle sammen spise. Fællesskabsfølelsen har maden som katalysator, en fællesskabsfølelse børnene, kan tage med hjem til mor og far.

Politikerne skal vide, at de midler, sidste års forhandlinger mellem KL og forligsparterne sikrede børnemaden (kr. 400 mio.), er forskellen på, om vores børn skal spise god eller dårlig mad. Det er forskellen på velfungerende madordninger med pædagogisk, læringsmæssigt og maddannende perspektiv og på de rædselshistorier, som pressen var fuld af i januar, da børnemadsordningen blev stedt til hvile. Helt præcist er det forskellen på, om forældrebestyrelserne skal tage stilling til, om de vil servere frokost til børnene for ca. 30 kr., eller om børnene skal spises af med frokost til den halve pris.

Det gælder med andre ord om at se madordninger i det lange perspektiv, både når kommunalbestyrelserne udarbejder deres tilbud om børnemaden, når forældrene skal drøfte og beslutte sig for, hvad de vil med måltiderne i daginstitutionen, og når regeringen og KL mødes til sommer. Vi håber på, at børnemaden ikke bare bliver bespisning, men meget mere. For børnenes skyld.