Folkestyre eller ekspertvælde?

Jeppe Bruus og Karsten Lauritzen. Udviklingen betyder reelt, at magten til at definere de største samfundsmæssige problemer, og udviklingen af løsningsmodeller, er flyttet væk fra Christiansborg og over i kommissionerne.

Foto: Nikolai Linares

Skiftende regeringer har lovet færre kommissioner, færre råd og færre nævn. Jo mere der er blevet talt om sanering, jo flere kommissioner er der blevet nedsat. Til trods for opgøret med smagsdommere eksploderede antallet i 00’erne under Fogh. Og den nuværende regering nedsatte 29 kommissioner, alene i regeringens første år. Seneste skud på stammen er forslaget om at nedsætte en integrationskommission.

Udviklingen betyder reelt, at magten til at definere de største samfundsmæssige problemer, og udviklingen af løsningsmodeller, er flyttet væk fra Christiansborg og over i kommissionerne. Det er tid til at diskutere, hvordan vi får magten tilbage på Christiansborg og i hænderne på folkevalgte, frem for eksperterne i kommissionerne.

Formålet med kommissionerne er at få faglig kvalificeret viden på et givent område og konkrete politiske løsningsforslag med henblik på at gennemføre ny lovgivning. Onde tunger vil omvendt hævde, at det reelle formål er at sparke en politisk varm kartoffel godt og grundigt til hjørne. Sandheden skal som oftest findes midt imellem. Desværre bruges kommissionernes anbefalinger sjældent i større omfang af os lovgivere, og ofte tager det årevis før de kommer frem til noget. Det er på tide at finde et nyt og bedre redskab til at kvalificere den politiske beslutningsproces, og samtidig revitalisere det samarbejdende folkestyre.

Kommissioner og udvalg besat af jurister, økonomer, DJØF’er, embedsmænd og andre eksperter, er blevet et drivende værktøj for den politiske debat og lovgivningsprocessen i vores folkestyre. Som politikere oplever vi, at mange af samfundets store og grundlæggende problemer derved defineres af ikke-folkevalgte udenfor Christiansborg. Det bliver politik uden politikere, og det er et demokratisk problem. Hele idéen med vores demokrati og folkestyre er jo, at vi som folkets repræsentanter skal tage aktiv del i hele beslutningsprocessen, og ikke bare tage stilling til en række scenarier fra en kommission. Vi skal også være med til at definere omfanget og beskrivelsen af de problemer, som vi ønsker, skal løses.

Sammen var vi for nylig på studietur til Washing- ton, hvor vi havde lejlighed til at besøge Kongressen. Her er der tradition for, at man nedsætter arbejdsgrupper på tværs af de to partier for at finde kompromiser og løsninger på svære politiske problemstillinger. Nogle gange lykkedes det, andre gange slet ikke. Det samme er tilfældet med de kommissioner, som vi er vant til at nedsætte herhjemme. F.eks. blev den stort anlagte Velfærdskommissions konklusioner i 2006 hældt ned ad brættet, nærmest før blækket var tørt.

I vores nordiske nabolande, Norge og Sverige, er der ligeledes en tradition for tværgående parlamentariske arbejdsgrupper. I dansk parlamentarisk sammenhæng er det heller ikke et nyt påfund, men faktisk en gammel tradition. Da Folketinget i 1955 ønskede en ny folkeskolereform blev der nedsat et folketingsudvalg, blandt andet med den nyvalgte Venstre MF’er Poul Hartling, der skulle forsøge at finde et kompromis mellem de forskellige forslag, der lå på bordet. Mange lignende eksempler kan findes i de efterfølgende årtier.

Demokratiet er ikke statisk. Det er derfor vigtigt, at vi løbende debatterer, hvordan vort folkestyre fungerer. Politisk udpegede embedsmænd er et kontroversielt emne, som ofte har været oppe at vende, men selve Folketingets arbejde er desværre sjældent i søgelyset. Derfor har vi en række konkrete forslag til, hvad der bør gøres for at styrke det samarbejdende folkestyre og øge den parlamentariske deltagelse i og indflydelse på den politiske beslutningsproces.

Vi kommer ikke uden om at nedsætte kommissioner, der kan belyse problemstillinger og tilvejebringe løsningsforslag. Men sammensætningen bør ændres, så der er en bedre repræsentation af folkevalgte. Før 1980 var det mere udbredt, at der sad politikere eller tidligere politikere med i kommissionerne, i 90’erne var der stadig politikere med, men i 00’erne røg den parlamentariske repræsentation ud til fordel for ekspertvældet.

Folketingets stående udvalg har udviklet sig til at være en skueplads for rullende kameraer, hvor den ene minister efter den anden bliver ristet. At kalde en minister i samråd er naturligvis ethvert folketingsmedlems demokratiske ret, men det skal ikke være sådan, at det er de stående udvalgs eneste formål. Som udgangspunkt er udvalgenes arbejde lukket for offentligheden. Det giver plads til åbne drøftelser og til at afprøve ideer uden nødvendigvis at blive hængt til tørre i avisen eller på de sociale medier øjeblikket efter.

Vi foreslår, ikke på vores respektive partiers vegne, men som parlamentarikere, at vi styrker udvalgene. Dels gennem øget selvdisciplin i forhold til at indkalde til samråd om stort og småt, dels i forhold til at udvalgenes sekretariatsbetjening skal styrkes. Der skal være mulighed for at udvalgsmedlemmerne i højere grad kan få hjælp til politik-udvikling, og det kræver mere betjening af udvalgene.

Endelig foreslår vi, at Folketinget i højere grad bruger tværpolitiske arbejdsgrupper. I dag bliver den samme grundlæggende udfordring behandlet i flere forskellige udvalg og dermed opstår der en form for silo-tænkning både på ministerkontorerne på Slotsholmen såvel som i Folketinget. Dette sker eksempelvis i forhold til ghetto-problemer, der behandles i en række udvalg. Da den tidligere regering arbejdede med sin ghetto-bekæmpelsesstrategi var syv ministerier involveret, og resultatet var derefter. I stedet burde den slags temaer behandles i tværgående parlamentariske arbejdsgrupper. På den måde sikres bredt forankret og langtidsholdbare politiske aftaler. Vi har ingen naiv tro på, eller ønsker om, at vi alle skal mene det samme, men nogle gange kan man godt savne det brede og løsningsorienterede samarbejde, der præger kommunalpolitik.

Christiansborg er bundet af traditioner, og derfor er det ikke noget vi kan ændre på fra den ene dag til den anden, men det er vigtigt, at vi tager debatten.

Det er et faktum, at definitionen og politik-udviklingen i forhold til de største samfundsmæssige problemstillinger i stort omfang er flyttet uden for Christiansborg og ind i kommissionerne. Vi skal have vendt udviklingen, og have os politikere tilbage i politik-udviklingen. Magten tilbage til de folkevalgte på Christiansborg.