Folkeskole­reformen: Nye lapper til kludetæppet

Jørgen Minor: Udspillet til en reform af folkeskolen lægger op til en forøgelse af alt andet end kerneydelsen: Elevernes tilegnelse af fag og færdigheder. Samtidig mangler vi nogle andre end lærernes arbejdsgivere og lærernes fagforening til at sætte

Arkivfoto: Steffen Ortmann Fold sammen
Læs mere

Debatten om en skolereform er alt for væsentlig til blot at være en meningsudveksling mellem lærernes arbejdsgivere og lærernes fagforening. Når politikerne åbner samtalen med flovsen »Mere for de samme penge, vi skal have verdens bedste skole«, og lærerne reagerer ved at se hændervridende på, hvilke konsekvenser en reform kan have på deres løn- og arbejdsforhold, så mangler der en tredje aktør. Nej, ikke forældrene og ikke børnene og da slet ikke internationale hitlister. Hvem taler jordnært, realistisk og uden at skele til stemmetal eller uro i fagforeningen om, hvordan en ny dansk folkeskole kan vokse frem? Hvem beskriver nøgternt og neutralt udgangspunktet – folkeskolens tilstand lige nu? Og frem for alt, hvem prøver at give debatten struktur og prioritere dens elementer? Ingen!

I sin præsentation af de nye skoletanker var statsministeren velgørende jordnær, pædagogisk og konkret. Og uheldig. Hun sendte lille Emil i sløjdlokalet for at lære matematik. Pytagoras skulle med, der skulle bygges et fuglehus. Og den konkrete opgave, lugten af savsmuld og den fysiske udfoldelse skulle så få forholdet mellem den retvinklede trekants sider til at stå lysende klart og blive husket af Emil. Men hverken matematiklæreren eller sløjdlæreren kan være tilfreds med ideen. Hidtil har Pytagoras aldrig været med, når folk på land eller i by skulle sømme et fuglehus sammen, og bryder Emil sig ikke om ham, kan han jo bare lægge fladt tag på sit fuglehus. For matematiklæreren er problemet det, at en så bastant opfattelse af matematikken står i vejen for den vigtige halvdel af faget, der nødvendigvis arbejder med abstrakter, netop den del der peger mod videregående indsigt. Hvad gør den arme matematiklærer i gymnasiet, når nye elever fra folkeskolen står parat med sangbog, stylter og nudler og vil i skolekøkkenet for at anskueliggøre integralregningens sælsomme tegn?

Men værst i historien om Emil i sløjdlokalet er det generelle perspektiv for den ny skole. Hvad gør lærerne, hvis fagene som et væsentligt led i helhedskulturen og drømmen om »det hele menneske« på kryds og tværs skal servicere hinanden på denne måde? Ja, rigtigt! De supplerer klasseteams med faglærerteams og koordineringsteams, med mødeaktivitet og hvislende mails, vægstore sitemaps med fagenes kontaktannoncer og projekter i kulørte cirkler og rektangler forbundet med streger og pile og symboler og datoer og navne i hittepåsom uoverskuelighed. De aftaler, hvem der står for at informere forældrene om de daglige crossovers, og hvem der evaluerer, og hvem der udarbejder rapporter til sprechstallmeisteren og øverste ansvarlige for dagens forestillinger, skolelederen. De foreslåede to daglige »aktivitetstimer« til ad hoc-brug vil mangedoble disse kreative og logistiske gøremål – og deres timeforbrug! Ført ud i livet er Emil-modellen et endeligt farvel til den sidste rest af overskuelighed og faglighed i folkeskolen. Legen skal inddrages i undervisningen og undervisningen i legen. Hvad bliver der af legen? Hvad bliver der af undervisningen? Små »hele mennesker« som standardprodukt? Står udbyttet mål med anstrengelserne?

I fem elevgenerationer har den danske skole eksperimenteret med nye strukturer og undervisningsformer. Mange erfaringer har været dyrekøbte, men gode, og det er umuligt at forestille sig en moderne dansk skole uden gruppearbejde, tværfaglige projekter, temauger m.m. De fleste af de nye ideer har nu en selvfølgelig plads, ikke bare som metoder, men reelt som en værdifuld del af pensum. Det er godt! Men metoden må ikke skygge for det faglige indhold. Erindringen om stivheden og inertien i den sorte skoles detaljerede læseplaner sidder dybt i skolefolk, et kollektivt traume. Men ny teknik gør det i dag muligt at have centrale ajourførte læseplaner for hvert klassetrin, udført af fagets fremmeste i samråd med pædagogisk kyndige – hele tiden opdaterede og klar til at downloade sammen med forslag til brugbart undervisningsmateriale. Og klar til feedback. Svarede disse fælles krav i omfang til bare halvdelen af fagenes timetal, ville lærerne slippe for den alt for ambitiøse opgave at finde relevant alderssvarende materiale og samtidig få tid til deres egentlige opgave: fornuftig formidling af fag.

Lærerne er uddannet til formidling, slet ikke til prioritering af fagenes indhold. Med detaljerede minimumslæseplaner for hvert klassetrin ville man have overblik over, hvad man kunne regne med som et fælles fundament af kundskaber og færdigheder, internt og eksternt. Man kan nu engang ikke bygge et hus ved at begynde fra skorstenspiben. Detailkrav til en del af undervisningen på hvert klassetrin kunne måske også dæmpe tidens glubske forventning om, at lærerne skal være populære og undervisningen sjov. Med en stramning af fagplanen kunne underviserne få lov til ind imellem at drage nytte af den fulde rationaliseringsgevinst, klasseundervisning giver og samtidig begrænse brugen af alternative undervisningsmetoder – brugt bare for at blive brugt.

Lærerne har ubetinget ret i, at mængden af deres arbejde uden for klasseværelset bliver større og mere mangesidet og kræver mere og mere tid. Faktisk stiger arbejdsbyrden eksponentielt, og man kan komme i tvivl om, hvorvidt lærerne har læst Parkinsons lov som en skræmmende advarsel mod uhæmmet organisatorisk vækst (Parkinson påviser for eksempel muntert, hvordan antallet af faldne fjender er omvendt proportionalt med antallet af generaler og kontorer i krigsministeriet på egen side. Eller hvordan det organisatoriske og logistiske papirmaskineri i koloniministeriet nåede maksimum og fuldkommenhed, da landet afstod sin sidste koloni).

Det er folkeskolen selv, der har været initiativtager til langt de fleste af de tidskrævende undervisnings- og samarbejdsformer, der nu med officielt stempel tegner dagens skole. Idé efter idé på rullende bånd, så hurtigt at ingen evaluering når at finde sted, før næste initiativ tager opmærksomheden. Undervisningsministeren, med mere makeup end markante meninger, lover smilende at se på ethvert nyt initiativ, enhver ny lap til kludetæppet. Og med dygtigt fagforeningsarbejde har lærerne fået de mange nye tiltag omsat til arbejdstimer og tilsvarende reduceret de reelle undervisningstimer til det halve. Mens pensum og arbejdstid for eleverne ikke vokser – resultaterne næppe heller – gror alle udenomsværkerne eksponentielt og begynder at leve deres eget liv. Og vi kan ikke være langt fra ansættelse af en ny mellemklasse af skolemedarbejdere med særlige management-, tutor-, kommunikations-, kontrol-, trivsels-, rapporterings-, konfliktløsnings-, koordinerings-, orienterings-, innovations-, krisehjælps-, differentierings-, inklusions-, evaluerings- og taskforce-opgaver.

Naturligvis med øget logistisk pres på lærerne til følge og et hermed forbundet krav om færre »konfrontationstimer«. Osv. in absurdum. Kulminationen må blive et lærerønske om at få børnene ud af skolen, så de ikke forstyrrer den interne informationsstrøm. Disse opgaver vokser uafhængigt af omfang og kvalitet af undervisningen, og metodediskussion og myldrende kommunikation lægger sig som en tung dyne over et vigende fagligt indhold. De største tabere i det spil er den idealistiske, dybt engagerede lærer og den videbegærlige elev. Og Danmark.

En skolereform tager tid. Først efter 10-11 år har alle en given skoles elever været igennem en nyordning. Og reelt går der vel en generation, før man kan vurdere resultatet. Det er dyrt at tage fejl. Det aktuelle reformudspil lægger op til en væsentlig forøgelse af alt andet end kerneydelsen: Elevernes tilegnelse af opdaterede fag og færdigheder under fornuftige samarbejdsformer. Hvis et reformarbejde tog udgangspunkt i en stramning og præcisering af fagplanen for hvert klasetrin – og derfra bevægede sig så langt mod de høje idealer som praktisk muligt, ville elever og lærere have et trygt fundament at bygge videre på – i stedet for hele tiden at skulle holde møder om kunsten at bygge huse fra skorstenspiben og nedad.