Folkekirken må se virkeligheden i øjnene

Debatten om en ny kirkeforfatning for folkekirken blev antændt, da Birthe Rønn Hornbech og Jesper Langballe kritiserede reformen for at føre til en adskillelse af kirke og stat. Nu maner biskoppen i Københavns Stift til ro: »Vent og se debatoplægget og lad os så diskutere, når det oplyste grundlag foreligger,« skriver han.

Foto: Linda Kastrup

Vi har lige fejret den kristne tros centrale fest: påsken. Her udfolder hele livets drama sig i et måltid, en død og en opstandelse. Der er mange gådefulde fortællinger om Jesus, og fra kirkens første tid samlede man fortællingerne i evangelier, som er flerstemmige. I et af evangelierne vandrer disciplene til Emmaus uden for Jerusalem. Det var en lang vandring, disciplene begyndte, og den er ikke færdig endnu. De var bedrøvede pga. hændelserne ved den påske i Jerusalem. De var vel også bange. De var forslåede mennesker, som havde været vidne til det, der egentlig aldrig måtte være sket: en uskyldig var blevet henrettet – et menneske, som livet altid lyste fra, var blevet henrettet, og de havde forrådt og fornægtet og været tavse.

På vejen mod Emmaus møder de én, der spørger, hvorfor de er så sørgelige. Det er Jesus, den opstandne Kristus, men de genkender ham ikke. Så spiser han med dem, og en prås går op for dem – og væk er han så igen!

Undskyld, at jeg minder om folkekirkens vigtigste mission: at tillægge Jesus betydning! I al talen om økonomien, strukturen, magten, rådene og ordningerne forekommer det mig vigtigt at minde om, hvad vi skal.

Kirken er sat i verden for, at de gådefulde fortællinger må blive fortalt videre. Der er et eller andet i disse fortællinger, der gør, at vi tillægger Jesus betydning. At tillægge Kristus betydning er ikke at indforskrive ham til at være fortaler for sine egne meninger og for tidens holdninger. Det er først og fremmest at åbne sit sind for et menneske og en Gud, som giver tilværelsen mening, selv om der er meningsløshed, død og løgn på spil hele tiden. Jesus havde agtelse for den fattige, den syge, den undertrykte, for de moralsk foragtede, for de tvivlende og fortvivlede, og det sindelag bliver de troende ved med at gribe tilbage til, for det er som om, det er forudsætningen for selve livet.

Med denne tro møder vi livet og har tillid til, at i centrum for alting står kærligheden, der tilgiver, og barmhjertigheden får den vigtigste plads i verden. Pludselig ved vi, at det ikke er ved vores retskaffenhed og præstationer, at verden holdes oppe! Tilværelsen er båret af en forvandlende kærlighed, og livets store og små spørgsmål rummes i nærheden af troens mysterium. Når det handler om at se folkekirken efter i sømmene anno 2013, er det vigtigt at iagttage f.eks. landets sociale og kulturelle strukturer.

For mere end 1.000 år siden kom kristendommen til Danmark. Det tog sin tid, for vores ugudelige forfædre blev ved med at jage munkene og missionærerne på flugt. Desuden var vejret så ringe, at kun få troede, at fortællinger fra de varme lande ville slå rod her! Men det lykkedes – endog overbevisende godt.

Der er dog ingen tvivl om, at der er sket noget i løbet af det 20. århundrede. Nietzsche så i første omgang ud til at få ret i sin påstand om Guds død. På et tidspunkt troede vi, at det var ude med religionerne og det religiøse, men det er der kun få, der hævder nu! Religionerne synes at have påkaldt sig bevågenhed. Der er flere religioner i vores land end tidligere. Nogle er kommet i kraft af globalisering og internationalisering. Nogle er blevet hentet ind som interessante og livgivende.

Folkekirken er det største trossamfund i dette land, men folkekirken er slet ikke det eneste trossamfund mere. Der er sket noget væsentligt som forandrer situationen. I 1849 var det meget få borgere, der ikke var med i folkekirken. Nu er det over 20 procent af landets befolkning, der ikke er med, enten fordi de tror på noget helt andet, eller fordi de ikke har nogen religion. For Københavns og Frederiksbergs kommuners vedkommende er 58,7 procent medlemmer af folkekirken.

Jeg kan ikke forestille mig, at mange mennesker vil finde det urimeligt, at en organisation, der for 20 år siden for Københavns og Frederiksbergs vedkommende talte ca. 80 procent af befolkningen, indretter sig efter tiderne. I stiftsrådet i København er der ingen, der ønsker at udvise magtfuldkommenhed, men der er et stiftsråd, der gerne vil give folkekirken gode kår i byen fremover og bygge kirker i de bydele, hvor fremtidens københavnere vil bo. Det handler sandelig langt mere om troværdighed.

Altså for at rekapitulere: I 1849 var størstedelen af befolkningen medlemmer af folkekirken; man kunne gå ud fra, at de fleste borgere vidste, hvad den kristne tro gik ud på, og dertil kommer, medlemmerne af rigsdagen også var medlemmer af folkekirken.

Situationen er nu, at en femtedel af danskerne ikke medlemmer; man kan hos befolkningen ikke automatisk forvente et kendskab til, hvad kristendom er, og mange medlemmer af folkekirkens højeste lovgivende organ, Folketinget, er ikke medlemmer af den kirke, de lovgiver for.

Når situationen er så forandret, kan man så blive ved med at gøre som hidtil? Selvfølgelig må der ikke være et stykke dansk jord, der ikke er omfattet af folkekirkens forpligtelse til at tjene folket. Sognet er en praktisk ordning, for at vi kan nå alle. Socialt og kulturelt har sognet ikke alle steder den samme betydning mere. Mennesker levede i deres sogn, i deres bydel, holdt sig inden for rammerne, mødtes i et rigt foreningsliv inden for de samme rammer. I dag ser verden anderledes ud i en by som København. Vi færdes på tværs af sognegrænser. Mennesker går i kirke, hvor de vil. Vores elektroniske kultur gør, at vi fyger rundt i alle ender og kanter af verden. Vi er blevet en blanding af global og lokal: glokal!

Opgaverne har ændret sig. Undervisning, kommunikation, sociale tiltag, gudstjenestelige eksperimenter kræver samarbejde. Man kan ikke løfte det hele i den lokale sammenhæng, men sammen kan man.

Jeg håber, at der også fremover vil være et godt samvirke mellem stat og kirke. Jeg mener ikke, at sækularitet er et helle, som nogen stat kan være tjent med. Ingen er neutrale. Det er dog min overbevisning, at et folketing, hvor færre er medlemmer af folkekirken, bør være et ting, der efterspørger et kirkeligt mandat.

Desuden er det teologisk vigtigt, at en evangelisk-luthersk kirke inddrager et folkeligt råd ved beslutninger mht. gudstjenester, ritualer, salmebøger osv. Det vil bestemt ikke gøre os til ringere evangelisk-lutherske kristne.

Folkekirken har i årenes løb levet med mange privilegier. Forhåbentlig er de alle blevet omsat til folkegavn. Vi lever i en tid, hvor det er vigtigt at blive set som generøs, når det gælder om at tildele andre privilegier. Den, der holder på sit, vil vække et folkeligt mishag. Selvfølgelig skal de andre trossamfund have deres medlemsskat opkrævet af staten, hvis de ønsker det. Selvfølgelig har vi omsider lavet en positivliste i folkekirken af andre kristne trossamfund, som kan låne vores kirker.

For nogle år siden gav en kendt journalist os et godt råd: Tal som mindretalskirke. Det, han sagde, var vel blot: Glem den glorværdige fortid og selvfølgeligheden. Lad jer ikke forlokke af det sentimentale. Se virkeligheden i øjnene og tal ind i den, og hvis I har nogle privilegier, så brug dem til at vække opmærksomhed om, hvorfor I er her. Der er nemlig meget på spil i disse år. Det er som om hele vores menneskesyn er oppe at vende. Der står ingen steder skrevet, at barmhjertighed og kærlighed skal være centrum i vores måde at anskue tilværelsen på.

Der kunne sagtens være nogle, der synes, at det er selvopholdelsesdriften, der skal være i centrum.

Giv nu debatten om en ny styring af folkekirken en chance. Vent og se debatoplægget og lad os så diskutere, når det oplyste grundlag foreligger. Måske kunne nogle af de gamle ord blive stikkende i halsen til fordel for en erkendelse af virkeligheden og et håb for fremtiden.