Fokus på spin skaber medielede

Bo Bredsgaard Lund: Medierne i Danmark er besat af spin og spindoktorer. Og man har ofret den undersøgende journalistik og selvrefleksionen på enkeltsagernes og personkonflikters alter. Og den substantielle demokratiske debat betaler prisen.

Foto: Keld Navntoft

Siden fænomenet spindoktor for første gang omtaltes i de danske medier i 1992, har fokus på disse særlige rådgivere kun taget til, og har fra omkring 2005-2009 ligget på en omtale på omkring 3.500 om året. Fra 2009 tog omtalen af det, som medierne ynder at frame som den Onde selv, på himmelflugt, med en hidtil uset rekord i omtale i 2011 på ikke færre end lidt under 11.500 artikler om fænomenet. Over halvdelen af mediernes samlede beskæftigelse med spin og spindoktorer er foregået inden for de seneste tre år.

Og selvom årsagerne hertil er mange – SRSF-regeringen indførte ved sin tiltrædelse et nyt sæt regler for ansættelse og aflønning af de særlige rådgivere, ligesom et enigt folketing i kølvandet på bl.a. lækagesagen og senest skattesagen og i forlængelse af en hasteforespørgselsdebat i december 2011 vedtog at nedsætte et sagkyndigt udvalg, der skal foretage et serviceeftersyn af reglerne og retningslinjerne samt beskrive udviklingen i praksis siden 2004, især i forhold til de særlige rådgiveres funktioner, men også i forhold til deres uddannelses- og erhvervsmæssige baggrund, som det hedder i kommissoriet – så er den i bedste fald stærkt overdreven i forhold til det, som TV 2s politiske redaktør Henrik Qvortrup har betegnet »opklassificerede telefonpassere«. I værste fald bidrager denne enorme fokus på spindoktorer til et ekstremt fortegnet billede af dansk politik, der reducerer ikke bare politikere og embedsmænd til en slags inkompetente statister, når det kommer til ikke bare pressehåndtering, men også politikudvikling og ministerbetjening mere generelt. Men medierne bidrager også til at mystificere såvel de særlige rådgivere som presse- og kommunikationsarbejdere i ministerierne og fastholde dem i ’castingen’ som Machiavelliske mørkemænd, manipulatorer og propagandister. Vigtigst af alt, så skygger mediernes enorme fokus på spindoktorer over de reelle forandringer, som forholdet mellem medier og politik i disse år undergår. Det ville derfor klæde medierne at afholde sig fra at opretholde dette selvskabte billede af spindoktorerne som djævelen selv, hvor de særlige rådgivere er det ondeste af det ondeste lige indtil musikken stopper og stolene skal besættes med nye ansigter – naturligvis i stort omfang hentet fra de politiske journalisters egne rækker.

Det kræver ikke mere end et simpelt udtræk fra artikeldatabasen Infomedia for at konstatere mediernes stigende dækning af spin og spindoktorer. De bagvedliggende strukturelle årsager til, at medierne er så optaget af spin og spindoktorer, er imidlertid mere komplekse at redegøre for. Faktum er dog, at udbredelsen af internettet og mobiltelefonen overordnet set har betydet to ting: På den ene side en homogenisering af mediebilledet, på den anden side en atomisering af mediebilledet.

Homogeniseringen af mediebilledet betyder, at de største medieselskaber på globalt plan har udviklet sig til mediekonglomerater. De favner alle medietyper og kontrollerer alt fra ide, produktion og distribution til rettigheder. De største selskaber præger mediebilledet og forbruget af medier i store dele af verden og hermed også i Danmark. Udviklingen udfordrer de danske medier, som i stigende omfang møder direkte konkurrence fra de internationale mediekoncerner, der bl.a. via internettet har direkte adgang til danske mediebrugere.

Resultatet af denne kommercielle konsolidering såvel på globalt plan som i Danmark er en ensretning i indhold og vinkling m.v. En homogenisering eller ensretning, der også er kendt som den mediale ’lemmingeeffekt’, og som sker på bekostning af den undersøgende journalistik.

Som analysevirksomheden Kaas & Mulvad har peget på, så holder mediestøtte til aviser og TV-stationer ikke liv i den undersøgende journalistik. Og de etablerede medier gennemfører kun undersøgende journalistik, så længe det tjener et forretningsmæssigt formål. Mens mange medier tilstræber at være først med det nye, så skeler de derfor også til konkurrenternes prioriteringer, hvilket resulterer i mere af det samme: Fokus på enkeltsager, proces, personkonflikter og motivforskning. Og dækningen af spin og spindoktorer passer som fod i hose i forhold til procesjournalistikken med dens personfiksering og motivforskning.

Sideløbende med homogeniseringen af mediebilledet, der primært er drevet af en kommerciel nødvendighed, er der igennem de senere år også sket en atomisering eller fragmentering af mediebilledet, der primært er forårsaget af den teknologiske udvikling, dvs. særligt som følge af internettets udbredelse og udviklingen af såvel nye platforme, deloffentligheder, communities som nichemedier. Atomiseringen af mediebilledet har betydet, at den samlede og fælles demokratiske debat udfordres. DR angiver i rapporten Udfordringer for danske medier og public service i en global medieverden, at antallet af tv-programmer med over 1 mio. seere er næsten halveret på ti år. Tilbage i 1993 kunne næsten fem gange så mange programmer samle 1 mio. seere.

Dertil kommer også, at den enkelte journalists og de enkelte redaktioners produktivitet udfordres, idet nyhedsproduktionen foregår i et hidtil uset tempo. I ovennævnte rapport fremgår det f.eks. også, at nyhedsmedierne har mere end fordoblet nyhedsproduktionen på under ti år. I 1999 blev der formidlet ca. 32.000 nyheder af førende danske nyhedsmedier. Imidlertid var tallet i 2008 steget til 75.000 nyheder. Desværre har væksten i antallet af nyheder ikke modsvaret en stigning i antallet af journalister – og desværre slet ikke en prioritering af den undersøgende journalistik, der i forhold til den politiske dækning kunne stille spørgsmål ved præmisserne og forudsætningerne bag politiske udspil, reformpakker osv. i stedet for, at fokus forskubbes til at handle om politikernes private forhold eller spindoktorerne som manipulerende enkeltpersoner. Ligesom det for nylig stod uimodsagt i de fleste medier, at det var en kæmpe succes, at statsministeren tilsyneladende havde sikret Danmark en rabat på én mia. kroner på EUs budget, uden at dette blev sat i relief i forhold til EUs samlede budget, så ser vi nu, at en substantiel kritik af regeringens vækstpakke med et snuptag forskydes til en kritik af SFs regeringsdeltagelse. Det er nemlig så meget nemmere, og så rummer denne forskydning uanede muligheder for person- og konfliktstof.

Men det er også så meget desto mere fordummende. Ligesom det er bekymrende, at den substantielle demokratiske debat reduceres til et spørgsmål om taktik.

Mediernes fokus på og diskussion af spin og spindoktorer er en måde hvorpå den politiske journalistik til stadighed forholder sig selvreferentielt til, at det politiske system har udviklet klare strategier til at udtale sig i medierne.

Populært sagt kan man hævde, at når medierne fokuserer på spin og spindoktorer, imødegår de, at det politiske system håndterer pressen stadigt mere professionelt. Medierne håndterer med andre ord håndteringen af sig selv, når de fokuserer på spin og spindoktorer.

Desværre er udsigterne til, at denne selvreferentialitet også fører til mere selvrefleksion, meget lille. Også selvom en sådan selvrefleksion måske ville føre til den konklusion, at der ikke alene er et behov for, men måske også et marked for velresearched og undersøgende journalistik, der reelt udfordrer procesjournalistikkens tyranni, som det enorme fokus på spindoktorer er et udtryk for.