Førtidspension lyder ikke så definitivt

Charlotte Strandgaard: Er vi kommet dertil, hvor vi også uden for debatten om førtidspension, fleksjob og kontanthjælp definerer fællesskabet som et sted, hvor der tjenes penge eller opnås færdigheder, som gør, at man kan tjene penge?

Tegning: Kamilla Wichmann Fold sammen
Læs mere

Flere skal inkluderes i fællesskabet. Hvem vil ikke gerne være en del af det? Regeringen fremlægger en stor reform af loven om førtidspension, fleksjob og kontanthjælp. Ifølge forslaget må ingen under 40 år tilkendes førtidspension.

De fleste blå og røde politikere mener, at især dem under 40 år ikke skal have livsvarig økonomisk tryghed. Det er i de sidste år blevet en falsk sikkerhed. Så længe de er under 40 år, vil de ifølge reformforslaget slet ikke få tilkendt førtidspension. For alle ved, at der i 1980'erne var mange, som bare fik førtidspension og stadig lever af den.

Dengang blev de omtalt som »sociale pensioner«. En del unge mennesker droppede ud af skolen som 14-årige og fik tilkendt en pension. Men ofte var det ikke så enkelt. En kom fra et voldeligt og alkoholiseret hjem og var dybt præget af det. Pensionister talte ikke med i statistikken som arbejdsløse. Det var ikke en god måde for samfundet og slet ikke for dem at løse det på.

I det følgende vil jeg fortælle, hvorfor dele af sprogbrugen om reformpakken forekommer mig uheldig og misvisende. I løbet af 1980erne tog invalidepension navneforandring til førtidspension. »Førtid« lyder ikke så definitivt. Da det social-psykiatriske område er enormt, har jeg valgt at beskrive mennesker under 40 år fra to grupper. Jeg håber at nå frem til nogle af årsagerne til deres, deres pårørende og min frygt for, hvor det hele ender.

Jeg var voksen i 1980'erne, hvor vi også havde en økonomisk krise.

Dengang ventede jeg på forskellige offentlige kontorer sammen med en af dem under 40 år. Han kæmpede for at holde sammen på sig selv. Det er svært at leve, når de ydre fornuftige stemmer blander sig med de indre dæmoner, der i værste fald forlanger et selvmord. Langt om længe fik han det, der endnu hed invalidepension. Han var lige blevet 30. Og nej, det gjorde ham ikke rask. Men ja, han følte sig tryggere.

I 2011 udspandt næsten samme historie sig for en anden under de »magiske« 40 år - med mig som hjælper og vidne på de forskellige offentlige kontorer. Gudskelov fik vedkommende også langt om længe førtidspension. Det er i de sidste årtier blevet næsten umuligt at få førtidspension og tager lang tid. De bliver angste og meget forvirrede, når de hører, at de med den rette støtte kan komme tilbage på arbejdsmarkedet og blive inkluderet i det såkaldte fællesskab. De lever stadig et liv tynget af problemer, som nu skal kaldes udfordringer. Det lyder nærmest spændende. De to mennesker tilhører en gruppe, som lider af skizofreni. Den ene - en mand nær de 50 år. Den anden - en kvinde på 30. Angstens indre stemmer jager rundt med dem, når f.eks. en bus ændrer rute og nummer. For ikke at tale om rudekuverter, som forbliver uåbnede, fordi de ser truende ud. Svært at forstå, men uendelig svært at leve med.

Hvis og når reformen bliver vedtaget, vil de begge i 2012 blive mødt af et rehabiliteringsteam. Det lyder lettere end revalidering, som forbindes med begrebet indvalid. Ifølge regeringens forslag skulle der kun være en kontaktperson pr. borger. Det lyder rigtig godt. Jeg har forklaret de to, at der ikke bliver rørt ved deres førtidspension. Alligevel bliver de bange, når reformforslaget diskuteres.

De er ikke de eneste med en usynlig sygdom. Den anden gruppe er de børn, som i flere omgange er blevet udsat for besparelser, der italesættes som pædagogiske nyvindinger. I 1980ernes krise skulle børn med psykiske handicap ud i folkeskolen, dvs. integration. Det var ikke vellykket. Nu i en værre økonomisk krise skal de samme børn igen ud i folkeskolerne, dvs. inklusion.

Børn med brug for eksperthjælp samt deres forældre venter og venter. Når man langt om længe kommer til, får sit barns diagnose - altså, hvad dets særlige udfordring er - begynder næste alenlange kampe for at få plads på en egnet særskole. Den kamp bliver på sigt ikke længere nødvendig, for ligesom vi i 1980erne integrerede disse børn i en overbelastet folkeskole, skal flere og flere af dem nu »inkluderes«. Bekymringen for deres fremtid, når de ikke kommer i en særskole, er stor hos deres forældre og andre pårørende. Man ved en del om, hvor galt det kan gå børn med f.eks. autisme, ADHD og asperger, når de udsættes for bl.a. mange andre mennesker og alt for mange uventede hændelser i deres dagligdag.

Nogle af dem kan trods høj intelligens ende i alvorligt misbrug og den dermed følgende kriminalitet. At inkludere dem i en folkeskole giver dem ikke bedre mulighed for at komme ind i det menneskelige fællesskab. De andre børn i en overbelastet folkeskole fatter ikke, hvorfor deres kammerater pludselig slår, bare fordi de kommer for tæt på. De bliver hurtigt irriterede, når en klassekammerat med asperger taler i timevis om sin særinteresse. Hvem gider høre på et alenlangt, monotont foredrag om et emne, der måske kunne være meget sjovt, men rigeligt at lytte til i fem minutter? Hvorfor kan hun/han da ikke høre efter, hvad andre siger? Det skyldes nogle gange, at de har et handikap. Jeg er sikker på, at folkeskolelærerne gør deres bedste, men med kun én lærer pr. klasse, hvor nogle har de udfordringer, kan det være håbløst at skabe ro og undgå udelukkelse af disse børn.

Begge grupper skal nu inkluderes i fællesskabet. Den ene - de voksne unge på under 40 år - ved at få det bedre og derfor ikke få førtidspension. Den anden ved, at man erklærer dens medlemmer for raske. Ikke officielt, men ved, at man på sigt sparer udgifter til særskoler og sætter dem i folkeskolen. Hvad den børnegruppe kan risikere at betale i menneskelige og samfundsøkonomiske omkostninger er uoverskueligt.

Det er mit håb, at mine betænkeligheder ved reformforslaget ikke bliver en realitet. Det ville være dejligt, hvis et enkelt menneske i spidsen for et tværfagligt team kunne hjælpe unge med psykisk sårbarhed, som nogle af de unge under 40 langt mindre misvisende bliver kaldt. Der er forhåbentlig mange, som kan blive hjulpet på den måde. Og hurra for det!

Hvis det kun handlede om, at unge under 40 år skulle få det bedre, kunne man f.eks. spare udgifterne på mere eller mindre vanvittige aktiveringstilbud og sætte ind med den før omtalte faste hjælper. Men det er der tilsyneladende ikke råd til. Så sig det ligeud: »Vi skal spare en uoverskuelig mængde penge, og vi prøver at gøre det, så det ikke går ud over for mange. Har I nogle gode ideer til, hvordan det skal gøres?« »Vi har i det lange løb ikke råd til særskoler. Hvad gør vi så?« Hvis det blev diskuteret så klart, er jeg overbevist om, at frygten ville blive mindre, og mange fra de to grupper og deres pårørende ville tænke med i besparelserne og måske finde nye og spændende løsninger!

Det virker som om, vi nu kun ser fællesskabet som lig med arbejdsmarkedet eller folkeskolen. Er vi kommet dertil, at vi også uden for debatten om reformforslaget udelukkende definerer fællesskabet som et sted, hvor der tjenes penge, eller hvor der kan opnås beviselige færdigheder, som på længere sigt gør, at man kan tjene penge? I så fald er det foruroligende. For mig er fællesskab noget, som sker mellem mennesker. Når vi skal inkludere mennesker fra de to grupper i fællesskabet, er dette for mig ikke arbejdsmarkedet, men noget mellem mennesker uanset alder, køn, hudfarve, religion eller psykiatriske dia­gnoser.

Jeg er bange for, at mennesker på tværs af alder og køn med et psykisk handikap eller sygdom - nå nej, udfordringer - kan blive de nye syndebukke. Ingen siger det ligeud endnu, men jeg er meget bekymret for, at det næste bliver: »Hvorfor tager de sig ikke bare sammen?«