Første­elskeren fra helvede

Det kan ikke undgås, at man bliver påvirket af de fortællinger, man omgiver sig med. Men begynder man at tro på, at man kan blive lykkelig med mænd som Mr. Big og Don Draper, er situationen pludselig langt mere alvorlig.

Hovedrollen Don Draper fra TV-serien Mad Men Fold sammen
Læs mere

Fortællinger skal lære os, hvordan man bør opføre sig, og hvordan man ikke bør opføre sig. De lærer os, hvilke beslutninger og handlinger, der bliver belønnet, og hvilke der bliver straffet. Hvilke værdier, der er ønskværdige, og hvilke der ikke er. I Det Gamle Testamente lærer vi, at man skal modstå fristelse og stole på Gud. Ellers bliver man straffet. I Det Nye Testamente lærer vi, at vi skal tilgive og vende den anden kind til. Så bliver vi belønnet. I de fleste folkeeventyr lærer mænd, at de skal trodse deres frygt og gennemgå nogle prøvelser, hvis de vil have prinsessen og det halve kongerige. Operaer, balletter, skuespil, digte og romaner – alle er fortællinger, der udover deres underholdningsværdi indeholder moralske dogmer og adfærdsmæssige opfordringer. Vor tids Bibel er fjernsynet. Og de mest populære lignelser er TV-serier.

Man kan lære mange ting af TV-serier, men et af de mest populære temaer – særligt i de TV-serier, der henvender sig primært til kvinder – er, hvilken mand man bør forelske sig i. Der er særlig én mandetype, der er blevet glorificeret til ukendelighed i amerikanske TV-serier i løbet af de sidste 20 år. Han er den lunefulde egoist, der elsker at følge sine impulser, og som hader at tage hensyn til andre. Han er manden, der det ene øjeblik fokuserer sin udelte opmærksomhed på én, og det næste øjeblik behandler én som luft. Manden, der har sans for sentimentale kærlighedserklæringer, når han føler sig ensom, men som er kold og afvisende, når han har lyst til at være sig selv.

Mr. Big og de brutale afvisninger

Kvinder kender ham først og fremmest som Mr. Big fra Sex and the City, men han optræder også under andre navne i mere mandevenlige serier såsom True Detective (2014), Breaking Bad (2008-2013) og Mad Men (2007-2015), og det er netop sådan, denne mandetype er: »bad, mad and true«. Som de hårdkogte detektiver Rust og Marty, den kompromisløse emperie-bygger Walter White og den dragende mystiske reklame-matador Don Draper. TV-serier vrimler med mænd, der er støbt efter samme grundform som Carrie Bradshaws nemesis, Mr. Big. Denne mandetype er nemlig vor tids romantiske helt. Han er forførende, fordi han ikke er bange for noget (tror man).

Årets 10 bedste TV-serier

Det, der kendetegner denne mandetype, er, at de romantiske indslag såsom røde roser og dyre gaver forstyrres af små, men brutale afvisninger. »I’m never getting married again«, erklærer Mr. Big en dag, som var det en helt uskyldig konstatering at servere for sin kæreste. »My mother doesn’t need to meet another girlfriend«, siger han nedladende ved en anden lejlighed, som var Carrie blot én ud af en uendelig række af tilfældige kvinder i hans liv. Han formår sågar at annoncere, at han flytter til et andet land uden at føle sig den mindste smule forpligtet til at forklare sig over for sin kæreste gennem tre år. Mr. Big er nemlig typen, der ikke kan (eller vil) forstå, hvordan hans handlinger og udtalelser påvirker andre mennesker. Han foretrækker at leve et liv, hvor han kun forholder sig til sig selv.

Mr. Big er helt tydeligt en mand, man skal holde sig væk fra. Alligevel ender Sex and the City med at gøre denne egenrådige, impulsive mandetype til en romantisk helt. Ved at lade Carrie leve lykkeligt til sine dages ende med Mr. Big opfordres vi seere til at forelske os i netop denne mandetype. Vi lærer at være på udkig efter mænd, der er egoistiske, selvoptagede og følelsesmæssigt utilregnelige. Vi lærer, at man godt kan blive lykkelig sammen med en mand, der halvdelen af tiden er fuld af kærlighed og begær efter én og den anden halvdel af tiden føler sig fanget og rastløs i ens nærvær.

Vænner sig til smerten

Det er hårdt for psyken at blive kastet frem og tilbage mellem afvisning og bekræftelse, så hvorfor udsætter Carrie sig selv for det? Den ene årsag er, at hun vænner sig langsomt til smerten. Frøen, der bliver kastet ned i en gryde med kogende vand, springer instinktivt op igen. Men frøen, der svømmer rundt i en gryde med dejlig afkølet vand, der langsomt bliver varmet op, bliver kogt ihjel uden at reagere.

Førsteelskeren fra helvede er glad for det nye og det spændende. I begyndelsen overøser han én med sit intense nærvær. Man mærker hans begær og hans fascination, og det er berusende at være objekt for så stærke følelser som dem, denne mandetype kan præstere. Men så kommer det første slag: Han glemmer en aftale. Du er sønderknust og forstår ingenting, men skaden bliver gjort god igen, da han dukker uventet op ved din hoveddør og I deler en hed nat sammen. Andet slag: Han ringer ikke tilbage. Men efterfølgende overrasker han dig med en buket røde roser. Tredje slag: Han undlader at introducere dig for sine venner og takker nej til at møde din familie. Og denne gang tager han ikke initiativ til at sætte plaster på såret. I stedet virker han irriteret og fraværende, og du begynder at frygte, at løbet er kørt og forholdet slut. Men pludselig vender han 180 grader. Opfyldt af anger og selvbebrejdelser undskylder han sin opførsel og erkærer, at han ikke aner, hvad der er galt med ham. Du tilgiver ham – ekstatisk lettet over ikke at have mistet ham. Næste dag hører du ikke fra ham. Men det er for sent. Du er blevet vant til at (over)leve mellem ængstelse og lettelse, hjertesorg og eufori.

Som et barn, der ikke vil rydde op

Relationen mellem Carrie og Mr. Big er alletiders chance for at sætte fokus på denne problematik og advare kvinder mod den. I stedet får vi at vide, at der er guld for enden af regnbuen – uanset hvor smertefuldt det er at komme derhen. Sex and the City giver os simpelthen den perfekte undskyldning for at blive i en relation, der ikke fungerer. Det, serien burde have gjort, var at advare os mod denne mand, som ikke er stort andet end en forvokset teenager, der er styret af impulser og blottet for ansvarsfølelse. Han er som et barn, der hælder alt legetøjet ud på gulvet, men som ikke gider rydde op efter sig. Indrømmet, det er forfriskende med en mand, der tør hælde legetøjet ud på gulvet. Men der er intet mere deprimerende end at skulle rydde op alene.

Det pudsige ved Sex and the City er, at vi langt hen ad vejen bliver advaret mod denne mandetype, der nægter at blive voksen. I første sæson slår Carrie op med Mr. Big, fordi hun ikke kan byde sig selv at fortsætte i et forhold med en mand, der ikke ser hende som den eneste ene. I anden sæson flytter Mr. Big til Paris, og hun indser, at det ikke er meningen, at man skal være sammen med en mand, der har så let ved at forlade en og bosætte sig i et andet land. I tredje sæson indleder hun en affære med Mr. Big, men slutter den, da det går det op for hende, at man ikke kan blive lykkelig med en mand, der er sin kone utro og lyver for hende. Carrie konkluderer, at uanset hvor stærke følelserne er, og uanset hvor »meant-to-be« det føles, skal man ikke være sammen med en mand, der ikke gør én glad. Det er derfor også komplet uforståeligt, når serien afsluttes med den modsatte konklusion og – i stedet for at advare os – lover os, at man sagtens kan finde lykken med førsteelskeren fra helvede.

En forfatter, der hader sine personer

Det er meget at misforstå

Det kan ikke undgås, at man bliver påvirket af de fortællinger, man omgiver sig med. Ligesom vi automatisk begynder at bruge de ord og udtryk, vi hører på TV, begynder vi også at anvende de logikker, vi præsenteres for.

Der er ingen, der dør af at få indoktrineret forvrøvlede ordsprog fra Paradise Hotel såsom »at skyde sig selv i hovedet« (at skyde sig selv i foden) eller at »bære den af« (bære nag). Men begynder man at tro på, at man kan blive lykkelig med mænd som Mr. Big og Don Draper, er situationen pludselig langt mere alvorlig.

TV-serier er som alle andre fortællinger fantastiske til at hjælpe os på vej i livet og til at give os retning og inspiration. Men flyder de ind over en ukritisk og ureflekteret bevidsthed, kan de være decideret farlige. Der er meget at lære af TV-serier, men der er mindst ligeså meget at misforstå. Derfor har vi simpelthen ikke råd til at se TV uden at tænke.

Mathilde Anhøj har netop udgivet bogen: »Kvinder og kujoner« om de TV-fugurer, hun er vokset op med.