Der findes en særlig udmattelse i den danske offentlighed. Den opstår med jævne mellemrum hos kommentatorer, filosoffer, kulturkritikere og andre myndige stemmer, der ser sig omkring og konstaterer, at samtiden endnu en gang har mistet besindelsen.

Denne gang handler den om, at menneskers følelser fylder for meget. At folk, der taler om stress, sorg, ubehag, krænkelser, nervesystemer, sårbarhed, grænser, utilstrækkelighed og alt det andet bløde stads åbenbart står i vejen for den nøgterne samtale om verden.