Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Flygtninge, velfærdsstaten og danske interesser

I disse kriser kan vi menneskeligt og moralsk ikke holde til at lade folk i millionvis dø på Europas dørtrin. Hvordan kan vi opfordre landene rundt om Europa til at spærre deres grænser for udrejsende, når vi for 20 år siden fordømte Østtyskland for at gøre det samme?

Niels Kærgård. Fold sammen
Læs mere

Det er naivt at tro, at flygtninge og indvandrere fra ikke-vestlige lande er en gevinst for Danmark. Men derfor er det ikke sikkert, at den danske velfærdsstat har bedst af en restriktiv indvandrerpolitik. For den største trussel er næppe flygtningene, men det, at det europæiske samarbejde falder fra hinanden, og vi får lukkede grænser og en økonomisk krise. Selv om en fælleseuropæisk løsning kan koste på kort sigt, kan den godt, også økonomisk, være mere attraktiv på lang sigt end vedvarende europæiske konflikter om indvandrerpolitikken.

Der er to typer af indvandringspres – et langsigtet og et akut. Den generelle baggrundssituation nu og i al overskuelig fremtid er et Europa med lave fødselshyppigheder, specielt i Syd- og Østeuropa, omgivet af et Mellemøsten og Afrika med lave indkomster og mange fødsler.

Men det er ikke dette pres, der afspejler sig i den store tilstrømning af flygtninge. Vi så ikke så store flygtningetal i 00erne, i 2004-2012 fik kun omkring 2.000 flygtninge årligt opholdstilladelse. Balkankrigene i 1990erne og Syrien-Irak-konflikten nu har givet flygtningetal på omkring 20.000 i 1995 og 2015. Det er ikke det generelle indvandringspres, men de akutte kriser, der giver de store tal.

I disse kriser kan vi menneskeligt og moralsk ikke holde til at lade folk i millionvis dø på Europas dørtrin. Hvordan kan vi opfordre landene rundt om Europa til at spærre deres grænser for udrejsende, når vi for 20 år siden fordømte Østtyskland for at gøre det samme? Men det betyder selvfølgelig ikke, at vi bare kan åbne grænserne. Der er masser af problemer. Det er svært at integrere flygtningene på de vesteuropæiske arbejdsmarkeder med disse markeders høje lønninger og tilsvarende krav om høj produktivitet. En betydelig del af dem ender utvivlsomt på offentlig forsørgelse.

Det er også oplagt, at det ikke er de svageste flygtninge, der når frem til Nord-vesteuropa. Der bliver en overvægt af stærke unge mænd. Men i en desperat situation er det vel naturligt, at man bevidst eller ubevist sender de stærkeste på den farefulde færd ud for at finde sikkerhed i et håb om, at de senere på mere organiseret vis kan få familien med. Skal man prøve at minimere denne skævhed, må man tage den størst mulige andel af flygtningene som kvoteflygtninge.

Men selv om vi accepterer, at vi er nødt til at gøre noget for at hjælpe verdens forfulgte, gør vi det vel bedst og billigst i nærområderne? Det gør man selvfølgelig i princippet, men ved store konflikter som Syrien-Irak-krigen er nærområderne allerede overbelastede. Hverken Jordan, Libanon eller Tyrkiet er velfungerende økonomier, der let integrerer endnu flere flygtninge. Tværtimod risikerer man at skubbe til ustabiliteten i disse lande, og så begynder vi måske at få flygtninge også derfra.

Der er selvfølgelig rige arabiske lande, der godt kunne bidrage mere til at løse problemerne, men deres olie og markeder har vi så hårdt brug for, at vi ikke rigtig har lyst til at sætte tommeskruerne på dem. Og vort moralske ansvar forsvinder jo ikke ved, at der er andre, der ikke opfylder deres.

Men det er vel uoverskueligt store beløb, vi allerede bruger på flygtninge og ikke-vestlige indvandrere, og det er vel ikke rimeligt, at vi ofrer vor egen velstand for at redde andre? Det er der mange, der har regnet på. Integrationsministeriets tænketank kom i 2002 frem til, at omkostningerne ved den manglende integration af ikke-vestlige indvandrere var 23 milliarder eller 1,8 procent af bruttonationalproduktet. CEPOS kom i 2015 til en omkostning for staten ved ikke-vestlig indvandring på 11 milliarder. Finansministeriet beregnede i 2016, at den store tilstrømning af flygtninge ville koste staten ekstra 6,4 milliarder i offentlige udgifter. De økonomiske vismænd kom i foråret til, at flygtningekrisens indvandrerpukkel ville komme til at koste ni milliarder årligt.

Det er selvfølgelig svimlende beløb, men så er de heller ikke større. Højt sat drejer det sig om et par procent af nationalproduktet. Hvis man ser på en alvorlig økonomisk krise, så er det helt andre tal, der er tale om. Finanskrisen betød, at et overskud på de offentlige finanser på 56 milliarder i 2008 blev vendt til et underskud på 46 milliarder i 2009, altså en forværring på 102 milliarder. Bruttonationalproduktet faldt fra 2008 til 2009 med 85 milliarder eller 4,8 procent. Tallene er selvfølgelig ikke fuldt sammenlignelige, men de indikerer, at en økonomisk krise med lavvækst utvivlsomt er langt dyrere end en flygtningekrise.

Men indvandringen er jo meget andet end økonomi. Det er også religion, sammenhængskraft, etniske konflikter og terrorisme. Men når vi taler om disse konflikter, er vi også selv med til at skabe dem. Hvis vi sætter hårdt mod hårdt, nedsætter de sociale ydelser til indvandrerne, gør familiesammenføringer vanskelige osv., så skaber vi også »dem og os-konflikter«. Det er ikke gode muslimer, der handler med narkotika og er voldelige, men rodløse, utilpassede unge mænd, og nogle af dem prøver så at legitimere deres handlinger med politiske eller religiøse argumenter.

Når Angela Merkel siger »Wir schaffen das«, så er det afgørende i denne sætning, hvem »Wir« er. Hvis det er tyskerne, så er det en for optimistisk sætning, men hvis det er EU, så er det et rationelt og ansvarligt håb. For den største fare for Danmark og de øvrige nordvesteuropæiske lande og deres velfærdsstater er ikke flygtningene, men et Europa, der falder fra hinanden med stagnation og økonomisk krise til følge.

Og det er en nærliggende fare. EU er upopulær, i England fik de Brexit, Sydeuropas arbejdsløshed er tårnhøj, og Ungarn og Polen har styrer, der mere og mere ligner Putins Rusland. Den franske økonomi er vaklende, og Le Pen står stærkt. Der er væbnede konflikter i Ukraine, og landets økonomi er på sammenbruddets rand.

Flygtninge er en brik i denne problemstilling. Tyskland og Sverige prøvede ret alene at påtage sig det europæiske ansvar, men hvis Merkels »Wir« kun betyder de to lande, så kan de ikke klare det. Det så vi i 2015-16. Den eneste løsning, der er holdbar, er en europæisk løsning. Og det er jo også det, Merkel mere end nogen anden har kæmpet for.

Man kan selvfølgelig ikke modtage alle, der ønsker at komme ind. Dem, der er reelle flygtninge, f.eks. fra Syrien, må vi tage os af. Afrikanere, der bare drømmer om et bedre liv, må hjælpes i deres hjemland. Det kan kræve en større udviklingsbistand og en mere åben adgang til det europæiske marked. Men stabilitet i Europas nærområder er langt mere værd end omkostningerne ved selv en markant stigning i udviklingsbistanden.

Flygtninge skal fordeles i EU

De egentlige flygtninge må vi så tage imod på rimelige betingelser. Kontrollerede ydre grænser og helst en sortering af flygtninge og indvandrere, allerede inden de begiver sig ud på den farefulde færd mod Europa, er et must. Men det har ingen mening at spørge om, hvor mange vi kan tage. Vi skal tage dem, der er reelle flygtninge, og det får ikke de vesteuropæiske økonomier til at bryde sammen. Men det bliver selvfølgelig dyrere og dyrere jo flere, der kommer. Derfor må flygtningene fordeles mellem EU-landene, ingen lande kan klare det alene. Flygtninge, der skal have sikkerhed i Europa, kan ikke forlange frit at vælge, hvilket land de vil til. Det må være betingelsen for at slippe ind, og når vi i Danmark kan fordele flygtningene på kommuner, så må EU også, hvis der er vilje, kunne fordele dem mellem landene.

Det bliver ikke let. Mange lande er modvillige, og det vil på kort sigt kræve ofre, men det er på lang sigt langt dyrere, hvis vi får et Europa i opløsning. Så det er også i Danmarks kyniske egeninteresse at bidrage til en fælles løsning. Men indtil nu har vi nok talt om det, men i praksis holdt os helt ude og vil nu ikke engang modtage kvoteflygtninge.

Vi skal passe på Danmark, også på lang sigt, og kortsigtede besparelser på ulandshjælp, på integrationsydelse, på kontanthjælp til indvandrede børnefamilier og på kvoteflygtninge kan blive meget dyrt på lang sigt.